| Levnedsskildring |
og skulde det end ske , som vi haaber og beder om ikke blive Tilfældet at vi først mødes hisset, - ja hvor meget herligere er det saa ikke der hvor ingen Adskillelser mere truer, men hvor vi maa faa Lov og færdes i Lyset, til i al Evighed. Og dog har vi jo ogsaa Lov til at bede om at mødes her igjen, og færdes ved hinandens Side gennem Livet her. Ja min egen Anna, naar jeg tænker paa denne Lykke, at jeg maa, og tør eje Dig saa fuldt, og helt og rent, da kan jeg næsten blive svimmel Ja den Lykke, saadan at turde give sig helt hen til en anden Menneskesjæl, og ikke blive forsmaaet eller misforstaaet ja det er dog den højeste Lykke her i Livet ! men lad os dog ikke over den, glemme den anden langt større at faa Lov og færdes hisset.
-----
I Skyttegraven d 1 Juli 1916.
. . . . . . Min egen Anna ! mens jeg nu maa sidde alene heroppe, tvungen til at være Deltager i denne skrækkelige Krig, gaar Tankerne dog hjemad og tilbage i Tiden. Du, det er netop i Dag 20 Aar siden Fader døde. Aa Du, det er saa mærkeligt at tænke paa det er saa lang en Tid, og hvor meget er ikke bleven forandret siden. Af os som den Gang stod ved hans Leje er i Dag kun 3 sammen, Moer, Ellen og Jørgen. Bedstefar, Bedstemor og Anna ere jo for længst borte, og vi andre 3 ere spredte over Europas Kort. Ogsaa Øllegaard maa i hendes Hjem savne og lide. Ja Du, Tiden løber ustandseligt, mens Graven Kastes, Vuggen gynger, og Liv udsletter Dødens Spor. Det er jo godt, det er saaledes, at Tiden læger alle Saar, thi vilde de vedblive at være friske og blødende altid, saa vilde vi alle snart forbløde os. Nu er det saadan at vore Kæres Minde ligesom forklares, og afklares gennem Tiden, saa vi kan tage dem med i vore Glæder, og vore Sorger. For mig er det nu saadan at Faders Minde stadig staar kønnere og smukkere for mig. Jeg har ogsaa ofte tænkt i de gode og lykkelige Dage, naar det enten var gaaet fremad i økonomisk Henseende, eller blot vi havde faaet noget kønt nyt. Bare Faer dog nu kunde have set det. Og jeg har tænkt paa, da vi siden alle blev voksne. Bare dog nu Faer kunde have glædet sig ved og se hvor det gik fremad, og vi kunde have skaanet ham for alt Arbejde. Og jeg tænkte paa da jeg fik Lov og eje Dig. Bare dog nu Faer kunde have været Vidne hertil, og glædet sig over vor Lykke. Dog nu, da denne Ulykke er brudt ind over Landet, - ja da har jeg tænkt og sagt: det er godt at han ikke tør se det, og saadan har Faers Minde og hans Billede fulgt mig gennem det forløbne Aar. Vist er det sandt hvad der staaer: at et Menneske er som Græsset der slaaes af, og ingen kender dets Sted, men det sætter dog spor |