| Breve |
[ fortsat fra forrige side ]
mangler i Eder midte, og har en Søn i Kriegen. Men kjære Fru Nielsen, jeg beder dem, sørg ikke saameget for deres kjære Søn, thi han har det jo godt hos sin Himmelske Fader og feire Jul derhjemme hos ham hvor der er evig Fred og Glæde, og nud tør vi jo ikke ængstes for at han maaskee ligger paa Slagmarken og lieder saamegen nød, nei han er nud hjemme hos vor kjære Gud, og hvor vie alle maa faar lov at sammles med han igjen, ja det maa da være en [kanikkelæses] for os, ikke sandt kjære fru Nielsen, det maa jo være Herrens Vilie saadan, ja vie kjender jo ikke hans veje, de maa jo være til gavn, endskjønd vie ikke kan indsee den nud, men der vil komme en Dag vor vie kan indsee det, thi Gud vil os ikke andet en godt, men vie Mennesker kan jo ikke altid finde os i de skjæbner som han giver os. Men godt er det, at Gud ikke ligger os mehre paa ind vie kan bære det. Med min sundhed gaad det jo igjen saavidt godt, men
[ fortsættes på næste side ] |