| Breve |
[ fortsat fra forrige side ]
jeg ogsaa Kjender Eder Persohnligt, men det kommer vel af da hvie to har været imellem alene altid har talt om hvort kjære Hjem og om vor Frelser. Laurids sagde ogsaa at han frygtede ikke Døden, men det var blot værst for hans kjære Moder. Meen nud forsag ikke kjære Fru Nielsen, thie din kjære Søn er nud hos Frelseren hvor der er evig Fred, og er nud fried for all den nød og elendighed som Selin er i, ja han er nud frie for Kriegens rædsler, som imellem nesten ikke er at holde ud, alt det er han nud fried for. Vie skall jo blot slaa Øinene op til Gud, hos ham [kanikkelæses] for jælp og trøst, her paa Jorden gieves der ingen gjensyn mehre, men hos den himmelske Fader, hvor der er evig fred og glæde der gives der et gjensyn. Hvis det er Guds Vilie at jeg virkelig skulde komme hjem engang og det saa er mig mugligt, saa vilde jeg besøge Eder og tale med Eder Personligt, men
[ fortsættes på næste side ] |