| Levnedsskildring |
selv om det ogsaa kun bliver indenfor de smaa snævre Grænser det flyder. Det sætter dog sit Spor i Verden, og vil os om nogen vil vil velsigne vort Minde ! Jeg husker ikke Ordene helt nøje, men der staar i Eddas Sangene. At aldrig døer Mindet over en død. - Ja min Anna, og saa tænker jeg paa Moer, Du kan tro det har ogsaa været haarde Tider for hende siden. Hun har døjet Sygdom og Sorg, men hun havde ingen at dele Sorgerne med som kom. Jeg troer nok hun har savnet Faer, ogsaa siden, da hun kunde se lysere Tider imøde, kunde se Opgangen, hvor vilde hun da ikke ogsaa gerne kunde have delt med ham. Ja Du, der staaer i en gammel Vise: Den største Sorg i Verden her, er dog at miste den man har kær. Dette har Moder jo ogsaa maattet prøve. - Det er saa det for jeg synes slet ikke og kunde faa mine Tanker samlede, jeg er bange det er blevet noget usammenhængende Snak, og dog vilde jeg saa gerne have talt med Dig om Faer, og om hvorledes vi har levet sammen før. Min egen Hustrue kan Du nu have det saa godt, saa godt, ja jeg er jo altid Din. Tak, at du vil dele Mindet om min Far med mig, og holde af det for min Skyld.
-----
I Skyttegraven d 30-31 Juli 1916
(dette uddrag af de to sidste Breve)
Min egen Anna ! Det er jo Søndag Morgen, og jeg vilde saa gerne ønske Dig et glad og friskt "God Morgen"! Alting her i Naturen synes og smile til os. Paa Markerne her staaer trods al Vanrøgt en god Afgrøde, som tildels er modnet til Høst. Op ad Dagen smiler Solen saa skøn og straalende, som den ikke naaede al den Jammer, og alle de Sukke der lyder rundt omkring. Jeg tænkte i Morges paa Salmen: Nu ringer alle Klokker mod Sky, det kimer fra fjerne Riger o.s.v. Nu tier Klokkerne her, og mange Steder i fjerne Riger. I stedet for fyldes Luften af Trommeildens uafbrudte Torden, og fra Fronten bevæger sig uafbrudt de Saaredes Tog tilbage. Ude fra de foreste Linjer stønner de haardtsaarede, og de der ikke mere kommer tilbage ligger stumme og med brustene Blikke. I Hjemmene gaaer de omkring i stum Fortvivlelse. Ja min egen Kære Hustru det er mørke Billeder der ligesom tager Glansen af alt det Skønne der ellers er til. Det er som sætter der sig en Klump i Halsen, saa Mælet blier tykt, og der vil ingen Klang komme i Stemmen. Min Anna ! Du maa ikke blive ked af at jeg ofte gruer for Fremtiden, og hvad den vil bringe. Aa Du nu er det næsten to hele Aar siden vi maatte skilles, og jeg maatte bort for og tage Del i alt det Ukendte der skulde komme, at det skulde blive saa slemt, havde vel dog ingen troet. Daglig har jeg dog fornemmet Guds Beskærmende Haand, og dog gruer jeg paany, hver Gang der rammes til højre og til venstre for mig, og jeg dog atter maa ind i alt dette Forfærdelige; aa jeg ryster da saadan ! Min egen Anna, det er vist Synd, og dog kan jeg ikke frigjøre mig derfor. Jeg beder Gud at han vil føre mig efter din Vilje, og at vi fremfor alt, maa mødes hisset, hvor der er godt og være, og at Han vil være mig rede, om jeg skulde gaa bort, og fremdeles høste og styrke Dig min egen Hustru, og Alle vore Kære i Hjemmet. Det er som kan jeg ikke skrive mere. Vor Herre velsigne og bevare os Alle, nu og altid. I Hans Navn er jeg Din egen R.
- - - - -
Ja her bliver jeg saa nødt til at slutte Brevene. Det er saa svært og holde op thi det er jo Ufuldkom Alt sammen og dette er jo kun en ganske lille Brøkdel af dem. Men jeg har nedskrevet dette er det, som jeg vant til den dejligste Guds tjeneste. I et af Brevene siger vor Kære Afdøde Ven: At aldrig dør Mindet om en Død. Og et andet Steds: Vel os, om nogen vil velsigne vort Minde ! Ja dette vil vi gøre. Velsignet være hans Minde ibland os, det skal aldrig dø !
Mindet lader vel som Ingenting, er dog et lønligt Kildespring !
Lendemark i Februar 1919. Elise Jacobsen. |