| Levnedsskildring |
hvor den tyske Ørn raader. Ja det var tunge uvejrsvangre Dage, de sidste Julidage, og dog er det godt, at vi ikke tilfulde kunde forestille os, alt hvad Krig vil sige, thi da vare vi vist gaaede til Grunde i Angst og Fortvivlelse. Ja det er, som vi vare blevne til andre Mennesker, Krigen sætter Spor, som ikke vil slættes ud af de Menneskers Liv som deltager deri. Hvad vi har set og deltaget i af Nød og Ulykke vil ikke lade sig maale. Og dog min elskede Hustru, hvor maa vi ikke være glade og taknemlige, vi som hidindtil ere blevne skaanede for det værste, der kan hændes to Mennesker der har givet sig til hinanden. Dette at vi endnu aander og maa være sunde og raske over Mulde, og endnu, trods alt, bærer det dejlige Haab, at vi dog en Gang naar dette Skrækkelige er forbi maa samles igjen i vort eget Hjem for at leve Livet sammen. Ja tak, Du min egen rige Hustru, for alt hvad Du har været for mig, og er daglig, og ikke mindst i dette sidste Aar. At jeg maa eje Dig, og Din rige store Kærlighed, saa hel og ren og ubeskaaret og at jeg hver Dag paany, maa mindes derom, og modtage nye Beviser derpaa. Ja lad os sammen sige Gud tak, at vi har faaet Lov til at faa Del i, og øse af hans rige evige Væld, som aldrig tæres, men som er ny og friskere hver dag. - Ja Du har Ret man maa glæde sig for enhver af vore smaa Unge som slipper fri af disse Jernklør, saa kan man endda have sin egen Mening om nu, om det er heldigt, og om det er Ret at de Unge svigter dermed ogsaa vor Sag for Fremtiden, eller om der ikke vil komme Tilstande lignende som i Firserne, at Ungdommen mangler, og vi ikke tilføjer os et Saar, der en Gang vil svie haardt. Rigtignok er Forholdene nu saa vanskelige og haarde at det er svært og fordømme dem der gaar udenom, thi haardt, haardt, haardt er det at gaa ind til.
-----
20 Septb. 1915
. . . . . . . . . Aa Anna, Anna naar vil den Dag komme, da vi tør lukke os inde i vort eget Hjem, og stænge Døren, for alle disse triste blodige Minder, der da vil staa som blege Spøgelser, men tillige som ligesaa mange Vidner om Guds Naade og Barmhjertighed og Almagt. Ja Du, maatte den Dag ikke komme Da Jorden og Stenene hernede skal komme til anklage for vor Herres Domstol, fordi jeg har glemt hans Velgerninger. Aa ja Du, vi ere svage og syndige selv i vore bedste Øjeblikke, dog Gud ske Lov det er ikke hvordan vi er, eller hvad vi føler der er det afgørende, dette findes hvor Ham der er den samme i Gaar, som i Dag og til evig Tid.
-----
Salaermines d. 14/2 1916
(Dette er skrevet til hans Hustrus Forældre og Søster)
Kære Faer, Moer og Mie !
Hjærtelig Tak for Mies Brev, som jeg modtog i Dag ja og for alle Pakker, og for alt Godt jeg har modtaget fra Jer. Det gør saa godt og faa noget hjemmefra, og i det hele og have et Hjem og længes efter, og det har jeg jo faaet i tredobbelt Maal, først i det Hjem I aabnede for mig, og i det jeg fik Lov til og bygge sammen med Anna, og saa i mit gode gamle Hjem i Bov. Det er dog Hjemmet der bærer os gennem al Nød, og alle Savn. Det er endnu sandt hvad Björnson siger at: det er de mange tusind Hjem, der skal bære Landet frelst gennem, - eller fra Slaget. Ja thi Landet ogsaa vort Land er nu stedt i en Nød, saa dyb og svær, som sjælden før, og det er det, der gør det saa trist og svært, for os som tvinges at være herude, at vore Hjem ogsaa skal lide. Ja thi der lides nu paa saa mange Maader. Maatte vi aldrig i vore Hjem komme til at spore den Maade hvorpaa der maa lides her, hvor Krigen raser. Aa det er saa svært for os deroppe fra, som i denne forfærdelige Krig maa dele Kaar og bløde og lide for dem der ellers altid kun har voldt os Lidelser og som har røvet og voldført vort Land, og forfulgt os netop i det, der for os var mest helligt og dyrebart. Ja, og at der saa endnu findes Folk, for hvem det ikke er nok, men som dog endnu gerne vil bruge den slægt de har, til at kæmpe os og vor Hjem endnu dybere ned. Ja det kan drive Harmen frem i en, saa man knytter Haanden og siger: Ja bi kun ! Det er maaske ikke helt ret, - kan være, men det er i hvert fald naturligt, dog til Slut bærer deres Handlemaade den værste Straf i sig selv. Det er underligt, for hvem jeg har talt med af vore gode Folk hjemme fra og som har Forbindelse lidt længere tilbage, de mener nu saa helt bestemt at det maa give en Forandring ogsaa i vor Hjemstavn naar dette ender. Dog i denne Tid er Tavshed Guld ! Saameget er dog vist, at om jeg for mit Vedkommende kun maatte faa Lov til at opleve den Dag, da vore Længslers Maal var naaet, ja saa skulde dette være den rigeste Løn, og i og for sig nok, for alt det vi nu maa lide, og har maattet døje i over 50 Aar. Dog ogsaa derfor raader alene Han der styrer Alt, baade Stort og Smaat, og vi ere bedst farne om vi ogsaa i dette Stykke formaar at bøje os ind under Hans Vilje.
-----
I Mellemstillingen Gienchy d. 29/4 1916
(efter at have været paa Orlov)
. . . . . Ja det er saadan, at som din Dag er, skal Din Styrke være. Hvor har vi det dog godt, og hvor er det dog alligevel ogsaa dejligt, at vi nu ved Skilsmissen, dog tør smile gennem Taarer, i Haabet om Gensynsglæden, |