| Levnedsskildring |
Møller blev født i Flensborg den 3. maj 1885 som søn af møller Jacob Petersen Møller fra Kegnæs og hans hustru Meta Sophie født Sørensen. I 1888 overtog hans far den lokale mølle på Kegnæs og her syntes det ellers syge barn at komme sig: til glæde for sine forældre blev han en stor, stærk dreng, der efter flittigt at have gået i skole blev konfirmeret den 8. april 1901. Da han ville lære sin fars håndværk, kom han straks efter konfirmationen i lære hos en dygtig møller på Angel. Læretiden varede 3 år, men gennem hårdt arbejde og loyalitet tjente Møller sin lærers hengivenhed der gav ham det sidste halve år. I 1904 kom Møller til Südsee på Angel som svend, hvor han blev til februar 1905. I løbet af denne tid mødte Møller en ung pige, Christine Rosine Boysen, datter af landmanden Heinrich Nicolaus Boysen fra Jarplundmark ved Flensborg og hans hustru Catharine født Lauer, som han blev forlovet med i oktober 1904. Møller kom til Ahneby fra Südsee, men siden virksomhedsejeren gik konkurs, arbejdede Møller i sin fars forretning, indtil han i oktober 1905 meldte sig til militæret. Han kom til Berlin som gardegrenader i det kgl. Augusta Regiment nr. 4. Dette var et helt nyt liv for Møller, men da han havde en markant ordenssans og var begavet med god forståelse og tilpasningsevne, blev han hurtigt herre over sine pligter og følte sig hjemme blandt sine kammerater. Møller havde sin første ferie i marts 1906 og blev gift med sin forlovede i hendes hjemkirke den 1. april. Det var en uforglemmelig smuk dag for dem begge, og Møllers tanker skyndte sig ofte tilbage til den dag fuld af kærlighed, glæde og taknemmelighed. Den 3. december 1906 blev Möller forfremmet til korporal, og han håbede at kunne holde ferie i julen, men først i påsken 1907 blev hans længselsfulde ønske om at omfavne sin lille søn, født i 1906, opfyldt sammen med sin hustru. Den korte ferie var hurtigt overstået, og snart var dagene talt til afskedigelsen. Den 21. september 1907 var Møller tilbage hos sine forældre og genforenet med sine kære. I oktober tog han arbejde som møllersvend i Flensborg, hvor hans kone og barn fulgte ham kort efter. Han gik til sit arbejde om dagen fuld af lyst, og kærlighed og fandt han om aftenen omgivet af sin familie, som i september 1908 forøges med endnu en lille søn. Altid bekymret for sin lille families ve og vel flyttede Møller med hustru og børn til Satrup på Angel i marts 1909, hvor han fik et godt arbejde og masser af indtægter i et større mølleri. Men søndagen var altid den bedste for ham, når han helt kunne hellige sig sin familie. Faderens stigende alder og morens hyppige sygdomme førte dog til, at Møller den 1. oktober 1910 opgav sin gode stilling for at flytte hjem med sine nærmeste, så de kunne hjælpe hans forældre, hvis det blev nødvendigt. Så gik tiden, i glad arbejde, afbrudt af en 4-ugers militærøvelse i sommeren 1911. I januar 1912 var parret meget glade, fordi en lille datter blev født, og de følte sig nu dobbelt lykkelige.
Som forholdene tillod det, tog Møller arbejde som forvalter på en nabomølle i februar 1913, og han følte sig ganske tilfreds her, da han kunne være sammen med sine kære dagen lang. Men snart kom svære dage for ham, hans børn blev syge og ikke længe efter deres helbredelse blev hans kone meget alvorligt syg. Møller havde en god støtte i sine forældre og med Guds hjælp gik også dette over og alt gik som det plejer, indtil Møller skulle overtage sin fars mølle nytårsdag 1915. Men tingene gik anderledes. Den sidste uge af juli 1914 bragte dystre stormskyer på den politiske himmel, som antændtes den 1. august til generel mobilisering. Hvilken revolution i alt. Møller måtte stille sig på den 4. dag af mobiliseringen, inden da fik hans familie en venlig velkomst fra sine forældre. Det var en svær afsked for Møller, som havde sin familie så kær, men det måtte gøres og efter et sidste "Gud signe dig, farvel" gik han. Han kom til Berlin og blev straks oppasser ved en kaptajn, med hvem han forlod Berlin den 12. september i retning mod Belgien, hvor de ankom til Bruxelles den 19. Her blev han hos kaptajnen i 8 dage. Det var en svær tid for Møller, da han trods en livlig brevveksling kun modtog nyheder fra sit hjemland én gang. I Bruxelles modtog han først den anden besked og skrev derpå til sine kære:
Du kan forestille dig, hvor rastløs jeg var for dig, i går havde jeg det slet ikke godt, men i dag er jeg frisk, som en fisk, og det gjorde dit kære brev, og det var stor glæde for ham. da breve fra hans kone ankom igen. Hidtil har jeg kun hørt kanonerne på afstand, han ville snart komme ind i rækken af fjendens kugler, som vi ser fra et brev til hans kone dateret den 19. oktober 1914, hvor der står: Som jeg allerede har skrevet til dig. Gik vi ind i Gent den 13. september 1914 med feltmarskal von der Goltz i spidsen. I Melle, lidt uden for Gent, stoppede han og delte cigarer ud til os. Det var et højtideligt øjeblik, da han holdt en tale til os, da vi ankom til Gent.
Den 9. oktober gik vi i kamp for første gang ved Anadrecht (eller Quadrecht?), vi skulle opsnappe englænderne, da de trak sig tilbage fra Antwerpen. Den gode Herre har nådigt beskyttet mig, men desværre blev min kaptajn såret, og jeg kørt ham på hospitalet den aften. Han blev skudt i låret. Lad os nu alle bede til Herren, at han også fremover må blive ved med at være hos os. Så Møller blev officeroppasser igen for en kort tid, og kom på banevagt ved Wetteren og opholdt sig derefter i Gent som bårebærer (saniteter). Følgende brev beviser for os, at hans liv også her var i fare
29. november: Den 27. november var der fire fjendtlige fly over Gent, de ville sprænge vores brændstofdepot i luften ved at kaste bomber, men det lykkedes heldigvis ikke. 2 belgiere blev dræbt og 4 såret. Jeg var på en opgave, da den første bombe ramte, men i guds navn gik det stille og roligt. Jeg passerede et nedslagssted, hvor belægningsstenene blev kastet flere hundrede meter væk. Der var stor panik blandt befolkningen, alle løb og skreg. I dag gik jeg i kirke igen og hørte Guds ord. Det blev indledt med den hollandske takkebøn. Det var en smuk, stille time. Håbet om måske at være hjemme igen til jul hos sine kære skulle ikke gå i opfyldelse, og derfor skrev Møller følgende til dem, den 12. december 1914: Ønsker jer kære en velsignet jul, jeg ville gerne fejre den i jeres midte, men sådan skulle ikke være. Kejseren har kaldt os til at forsvare vores kære fædreland og det vil vi alle gøre indtil den sidste blodsdråbe. Ja, når det kommer til kamp, så går vi rolig døden i møde, for da en går med os, og vi beder til ham, for kun han alene kan beskytte os i nød og død og hjælpe os i alle situationer.
Den 16. december var Møller meget tilfreds med en stor pakke og skrev til sin kone den 18. december. For flere dage siden modtog jeg en pakke fra Berlin, en gave fra min sårede kaptajn. Han sendte mig 5 piber og 10 pakker tobak. En pibe og 2 pakker var beregnet til mig, resten til 4 andre kammerater. Det var til minde om vores ilddåb i Onatrecht og som tak for at fem af os bar ham ud af ilden. Det var heller ikke nemt for os, kuglerne susede om ørerne på os. Men Gud fik det til at lykkes, og vi takker ham for at holde sin beskyttende hånd over os. Hvis jeg får lov til at komme hjem til dig, vil piben altid være en kær souvenir. Desværre var håbet om at tilbringe julen fredeligt i den smukke by Gent, det gik ikke i opfyldelse for Møller og hans kammerater, og han skrev følgende hjem den 26. december 1914: Jeg kan meddele jer, at vi nu er kommet til Frankrig. Vi ville gerne have fejre jul i Gent, fordi vi allerede var færdige med vores store, smukke juletræ, men tingene gik anderledes. Vi kørte fra Gent den 23. og krydsede den franske grænse den 24. Vi blev læsset af i Sommepy. Da vi ankom her til Manre om natten, var kirken stærkt oplyst, og vi hørte de gamle smukke julesange. Stille Nacht - O Tannenbaum - O du fröhliche og flere.
Vi gik alle i kirke i går, og kapellet spillede smukt i morges. Vi modtog mange smukke gaver fra Tyskland, ingen gik tomhændet derfra, to af os delte to pakker. Selvom vi holdt juleaften på åben mark, så blev det alligevel jul for os. Desværre måtte vi undvære den dejlige post hjemmefra på grund af vores flytning.
Fra nu af var det snart her, snart der, men Møller fandt altid tid nok til at skrive ofte til sine kære, trods hans vanskelige tjeneste, som han engang skrev til sin kone om: Det er en meget vanskelig stilling, men Jeg er meget glad for, at jeg kan hjælpe mine stakkels kammerater, og at Gud giver mig styrke og udholdenhed til at gøre det.
Det var mellem Champagnes kridtklinter, hvor Møller fortalte sin kone følgende den 7. februar 1915: Vi har været i reserve de sidste par dage. Flere regimenter skulle storme, hvilket de gjorde med succes. Vi tog 601 fanger, erobrede en række våben og vandt en meget vigtig position. Vi havde få tab. Vores kompagnichef blev såret i knæet og er allerede bukket under for sit sår. Jeg bragte en såret franskmand fra førstehjælpsstationen til lægevognen. Du kan tro, han var glad og takkede meget, da han var i varevognen. Dagen efter stormen kom 25 franskmænd løbende over til os, de var trætte af krigen.
I dag har jeg også modtaget nadver under åben himmel. Et alter var blevet rejst i Guds frie natur. Inden da havde vi gudstjeneste. Præsten sluttede med ordene: "Og nu befaler Gud kammerater. Det må jeg altid tænke på når jeg går derude, ja Gud befaler, kun han alene kan beskytte os.
Den 10. marts blev Møllers regiment flyttet videre til Reims, og han skrev derefter til sin kone. Vi er nu 15 kilometer fra Reims i en skov. Vi bor i huler i jorden, men her kan vi dog forlade vores huler om dagen. I den forrige stilling kunne vi kun kravle ud om natten. Kanonerne ruller heller ikke så slemt her. Vi var sidst i Champagne, hvor Franskmand ofte sendte os 80 - 100 granater i minuttet, så I kan forestille jer, hvilket torden det var. Men Guds beskyttende hånd var over mig. Det er et smukt område her, hvor bjerge og dale altid veksler. Landsbyerne eller byerne ligger spredt i dalen eller på bjergsiden. De mest storslåede skove er oppe i bjergene. Vi fire bårebærere gik en tur i dag, det var skønt i det pragtfulde forårsvejr. Og nu er det næsten middag og vi er blevet sultne. Vi fik et dejligt stykke kød fra køkkenet og surkål med, som vi godt kan lide. I går fik kammerat P. Roulade
og frikadeller hjemmefra og jeg fik 2 pakker med kager. Vi fik et godt måltid der, en anden kammerat havde en dåse blommer, som blev serveret som kompot. Vi deler alt med hinanden, som var vi en familie. Vi har 2 værelser i vores hule, det ene er spisestuen, det andet er stuen og soveværelset. Vi har allerede sagt, at vi gerne vil blive her, indtil krigen er forbi.
Men den 17. april drog de til Ardennerne, hvor Møllers regiment deltog i skyttegravskrig indtil september 1916. Som følge af anstrengelserne og varmen blev Møller syg i juli 1915 og blev bragt til hospitalet, i Longuijon. Derfra fik han ti dages rekonvalescentorlov og den 16. september 1915 blev han genforenet med sine kære, som han så ofte længtes efter. Endnu ikke helt restitueret, nød Møller lidt hvile, da han atter kom tilbage til regimentet, men hans kræfter vendte langsomt tilbage. Den 12. december 1915 blev han tildelt Jernkorset II-klassen som en belønning for loyale, selvopofrende handlinger og opfyldelse af pligt. Ikke ethvert trofast, ærligt arbejde belønnes, skrev han til sin kone, men tro pligtopfyldelse bærer belønningen i sig selv, og det er det bedste.
Igen fandt julen ham ude i skyttegravene, langt fra hans kære, ellers gik alt som det plejer, 4 uger i skyttegravene, 14 dage i reserve, tilbage til fronten og så 14 dages hvile. De bedste tider for Møller var, når der var post eller en pakke hjemmefra. Alt andet var glemt, og et øjeblik følte han, at han var hjemme igen, med sine kære. Men det var kun en kort drøm, virkeligheden krævede straks sine rettigheder igen. Sådan gik vinteren. I påsken 1916 fik han uventet 14 dages orlov. Hvilken glæde for ham at overraske sine kære sådan. Men snart slog adskillelsens time igen, og pligten krævede atter alle Møllers kræfter, som blev stålsat af erindringen om hans kære. Så dag efter dag, uge efter uge gik, og freden kom stadig ikke. I begyndelsen af oktober 1916 kom Møllers regiment til Somme, men Møller var stadig beskyttet, trods talrige farer. Så den tredje jul var han i skyttegravene igen, og han vil gerne fortælle os, hvordan han oplevede det: d. 27. december 1916. I felten. De kære børn og også du, kære kone, skrev til mig og sagde, at jeg gerne snart måtte komme hjem til dig, helst til jul. Ja, mine kære, hvor ville jeg gerne være kommet. Men Herrens vilje ske. Den måde, han beslutter og gør det på, er god. Hvis det er hans vilje, at vi skal komme sammen igen, vil tiden komme for os, om lang eller kort, vi ved ikke. Det han gør, er godt gået, kun han kan beskytte os i enhver fare. Herre, forbarm dig over os og vær med os. Amen. Jeg fejrede jul den 23. Kammerat P. og jeg var alene i en bunker. Så satte jeg det lille grantræ op, som du sendte mig, tændte lysene, og så sang min trofaste ven og jeg en række julesange. Så var det også jul i vores hjerter, selvom vi mindes vores kære med længsel og talte om dig, hvor ville det have været dejligt, hvis vi nu kunne være hjemme og kunne tage vores koner og børn i hånden og synge en julesang og gået rundt om træet. Men Herren siger. Mine tanker er ikke jeres tanker. Han ved, hvad der tjener os bedst. Lad os derfor prise Gud, som der står skrevet i 2. Korintherbrev 1 vers 3-4: Lovet være Gud og vor Herre Jesu Kristi Fader, barmhjertighedens Fader og al trøsts Gud, som trøster os i alle vores trængsler. Amen.
Og nu befaler Gud jer kære i det nye år.
Det nye år ændrede ikke noget for Møller og hans kammerater. Centralmagternes tilbud om fred blev afvist, og mange stille forhåbninger blev nappet i opløbet. Møller havde det på samme måde, men han satte sit håb til Herren. Han skrev til sin kone: Vore fjender ønsker ikke fred. Men hvis det er Guds vilje, kommer der fred, fordi kun han alene kan give os fred igen. Krigen er en prøvetid for os alle.
Da en af Møllers kammerater var fotograf, glædede Møller ofte sin familie med sit fotografi eller andre billeder fra felten. I april 1917 kom Møllers regiment til Arras. Der blev Møller forfremmet til sergent og fik 14 dages hjemmeorlov i begyndelsen af juni. Åh, den store glæde for Møller, da hans børn så glade kom løbende hen til ham og kærtegnede ham, og at han kunne se alle sine kære igen. Han følte sig så glad i hendes kreds, og hver dag var som solskin. Han var tilfreds med sin lod, fordi han havde lagt den i Guds hænder. På spørgsmålet om det sjæleliv ved fronten sagde Møller: ”Ja, desværre er der mange, der siger – der er slet ingen Gud, hvor er han, så skulle han vise sig – men sådanne mennesker har endnu ikke givet op for deres Gud. Ligget på knæ og oplevet bønnens kraft. Den, der har dette, spotter ikke længere, men bøjer sig i ydmyghed under Guds almægtige hånd."
I midten af juni kom det svære farvel til hans kære, som med undtagelse af hans kone ikke skulle se ham igen. Denne gang kom Møller til det velkendte område i Gent og efter en lang hvile kom hans regiment til Flandern i frontlinjen den 31. juli. I dette helvede holdt de modige mennesker, beskyttet af Gud fast, indtil den 10. august om morgenen. Så vendte vi tilbage til ro fulde af håb og glæde. På vej til forsyningskolonnen ramte en fjendtlig granat dem, hvilket forårsagede et enormt tab. Ifølge hans egen rapport blev Møller også smidt langt væk, og mellem jamren hørte han dem råbe til ham om hjælp. Hans nærmeste kammerat bønfaldt så indtrængende, men Møller, den sædvanlige parate hjælper, kunne ikke hjælpe sig selv, fordi han var blevet såret i begge arme, i hovedet, i ryggen og af et strejfskud henover maven. Så han blev bragt til et felthospital og fik sin familie informeret derfra. Efter 12 dage blev han flyttet længere tilbage, og han lod sin familie skrive om hans langsomt fremadskridende forbedring. Om aftenen den 2. september nåede han Frankfurt am Main med 9 andre sårede mænd. Men inden denne nyhed nåede hans hjem, kom der et telegram til hans hustru fra, Fædrelandets kvindeforening med følgende indhold: "Din mands tilstand bliver værre, du må gerne komme.
Med tungt hjerte, men så hurtigt som muligt, rejste hun, og ved middagstid den 8. september blev begge ægtefæller genforenet. Kvinden med et blødende hjerte havde lært stort set sandheden under tavshedsbrevet, Møller var i næsten ubegribelig taknemmelig glæde over det uventede gensyn og fuld af tillid til, at han ville komme sig, men han følte ingen smerte overhovedet og vidste ikke, hvordan det stod til med ham. Hvilken nåde gennem Guds forsyn, at han fik lov til at få disse sidste skønne timer, passet af en trofast, kærlig hånd, omgivet af sin fædrelandskærlighed, til at sove mod evig salighed. Hvilken stærk heltemod udøvede den stille, tilfredse lidende i de sidste timer af sit liv, styrket af sin loyale, dybe kærlighed til sin hustru og ved støtte fra Den Højeste, han var i stand til at lukke visheden om sin nærme død indeni sig selv og havde for sine trofaste kone de ømmeste navne gives til kvinder. Indtil samme dag ved 11-tiden om aftenen, kort efter en fælles bøn, frigjorde hans sjæl sig fra al lidelse. Han, der elskede så trofast, som var glad for at være alt for sin familie og så villig til at hjælpe sine kammerater i nød og død, lå nu tavs og stille, sørget af alle, der havde elsket ham. Efter overførslen blev han begravet i sin fødejord den 15. september 1917.
Han længtes så meget efter at vende hjem.
Den venlige Gud styrede skæbnen sådan:
Hjemme bad han ham gå i seng,
Han sendte sin sjæl til velsignede højder.
Christine Rosine Møller
Kegnæs d. 9. november 1917 |