| Levnedsskildring |
Vor elskede Søn og broder Hans Marcussen er født i Østerby i Daler Sogn den 22 Marts 1897. Han var den yngste af vor børneflok, 4 drenge og 2 piger. Og som hjemmets yngste barn blev han som saa ofte Forældrenes Hjertebarn. Han var fra ganske lille i forhold til sine andre Søskende stille og alvorlig, dog ikke saaledes at han undgik deres barnlige Lege. Han var sin hele barndomstid i Hjemmet ligesom sine Søskende, og blev Konfirmeret i Daler Kirke hvor Ordet "Alt Kjød er som Græs og ald Menneskets Herlighed som Græssets blomster" blev ham medgivet ud paa Livets vandring, ogsaa ved hans Mindegudstjeneste tog Præsten samme Ord til Tækst, der passede saa godt til Ham. Han stod jo for os som en kjøn Blomst, vi med glæde betragter saalænge blide Vinde vifter omkring den, en Storm kommer farende knækker det ranke Straa og Blomsten falder og dør.
Et Aar efter sin Konfirmation forblev han endnu Hjemme og Hjalp til i vor lille Landlige Kolonialforretning. Kom saa i Kjøbmandslære hos Hans Andersen i Høyer hvor han forblev i tre Aar i hvilke han benyttede al sin Søndags Frihed til besøg i Hjemmet, som han elskede overalt, gik kun sjælden med sine Søskende i By, men blev i Hjemmet hos Far og Mor saalænge hans Tid tillod det, kom saa hjem den 1 April 1915 som udlærd og med gode Anbefalinger.
Da vore to ældste Sønner stod i Krigen siden første Dag, og den tredje stod for Indkaldelsen, paatog han sig som noget han skyldte sin Fader, men ikke det hans Sind stod til, at Arbeide ved vort lille Landsted, og blev saa i Hjemmet indtil sin Indkaldelse den 15 Oktober 1916. Den 12 Oktober gjorde han et forsøg paa at komme over den Danske Grænse, men blev desværre anholdt og kom til Flensborg og derfra til Rostock i Meklenborg for at uddannes. Da han som Rekrut kun kunde faa en tre Dages Urlov hvad der var forkort til at reise til Hjemmet, besøgte hans Moder og jeg ham der, og dette korte Samvær blev et Farvel for stedse her paa Jorden. Kom saa den 21 Februar 1917 til Fronten og den 23 April samme Aar meltes han os savnet fra de haarde Kampe ved Arras. 1/4 Aar hengik for os mellem Haab og Frygt, men langsomt svandt Haabet og kun Frygten for et tungt Budskab blev tilbage. Dette kom da ogsaa den 18 Oktober 1917 fra sin Gruppefører som sund og rask sad Fangen i London fra samme 23 April kun de faa Ord skrev han til sine Slægtninge i Meklenborg Fÿselier Hans Marcussen er Falden han var hos mig.
Langt senere den 20 Marts 1918 modtog vi selv Brev fra ham hvori han meddelte os at vor elskede Hans den 23 April udskadt var tagen til Fange ved Gavrelle men ved at bære saarede Engelske Kammerater med tilbage var han tilligemed tre mere af samme Kompagnie bleven ramt af en Fuldtræffer fra det tyske Artilleri og Dø. I vor tunge Sorg over ham er det os en trøst at han i al sin Vandel var saare Ærekjær og Pligtopfyldende saa kun lyse og kjære Minder er tilbage om vor elskede Dreng.
Ovenstaaende Minde er skreven af sin Fader
Carl Marcussen |