Levnedsskildring |
Peter Madsen blev født d. 15 Novbr. 1896 som Søn af Landmand Martin Madsen og Hustru Karen Madsen født Thybo.
Faderen Martin Madsen stammede fra Vinnum og Moderen Karen Madsen er født i Brændstrup ved Rødding, de blev gift i Aaret 1891 og flyttede til Haved ved Rejsby, hvor de havde købt en mindre Ejendom. Her boede de til Børnene havde begyndt at gaa i Skole, men solgte saa Gaarden paa Grund af den lange Skolevej og flyttede til Rejsby. Efterat have boet her i nogle faa Aar solgte de atter og flyttede til Løgumkloster, hvor de saa fik et Gæstgiveri. Her levede Faderen kun nogle Maaneder, i September 1906 blev han syg af Lungebetændelse, var kun nogle faa Dage syg og døde i en Alder af 48 Aar. Nu sad Moderen Enke med 4 uforsørgede Børn. Faderens Sødskende var villige til at tage Børnene til sig, for at opdrage dem og derved kom det at Peter som 10 aarig Dreng kom til Kommerlev og blev opdraget hos hans Onkel Karl Madsen.
I Førstningen længtes den lille Dreng lidt, men da først han havde vænnet sig til de nye Forhold blev det en rolig og flink Dreng og var til Glæde og Gavn for sine Plejeforældre.
Da i April 1915 begge hans Plejebrødre blev indkaldte var det ham der maatte staa Onklen bi og kunde ogsaa til Tilfredshed udfylde sin Plads, men desværre var Glæden over at have ham herhjemme, kun kort, thi allerede i September samme Aar, maatte ogsaa han forlade Hjemmet for at opfylde den tunge Pligt og drage i Militærtjeneste.
Efterat være bleven uddannet i Slesvig kom han til Østfronten, men kom senere til Vestfronten, herfra kom han paa Orlov først i Juli Maaned 1918 og drog atter til Tjenesten med det Haab, at nu var det maaskee da sidste Gang han skulde hen.
Og desværre blev det ogsaa sidste Gang han saa hans Hjem, thi en Maaned senere blev der meldt fra Kompagniet at Peter var savnet, men vi haabede jo alle i hans nuværende Hjem i Kommerlev og ligeledes hans Mor og Sødskende, at han var kommen i Fangenskab og senere kunde vende tilbage. Desværre kom der efter lang Tids Uvished den sørgelige Efterretning, at han var falden, ramt af en Kugle i Hovedet og død paa Stedet.
Efter et Øjenvidne, en Kamerats Udsagn, skal der være skeet en Forseelse "en Deel havde overgivet sig, og deriblandt var Peter, men der var en Deel der vilde undvige og Englænderne blev kommanderet til at skyde og derved havde de desværre forseet sig med Afstanden og Kuglerne traf 20 af de tyske Tropper, der allerede havde overgivet sig". Dette førte til at Peter Madsen i saa ung en Alder og i beste Ungdomskraft segnede for Dødens Haand.
Kommerlev d. 9. April 1920
Den afdødes Cusine. |