Levnedsskildring |
Beskrivelsen er oversat til Dansk.
Omfatter alle siderne.
Se opslag M 131
Vor kære papa’s levnedsforløb. Skrevet
den 9. december 1917.
Møller blev født den 3. maj 1885 i Flensborg, som søn af
møller Jacob Petersen Møller fra Kegnæs, kreds Sønderborg og hans kone Meta
Sophie f. Sørensen fra Kollund Østerskov. I året 1888 overtog hans far den
hjemlige mølle på Kegnæs[Vestermarksmølle],
og her så det ud til, at det ellers så svagelige barn blev helbredt. Til glæde
for hans forældre, blev han en stor kraftig dreng. Efter flittig skolegang blev
han konfirmeret 8.april 1900. Da han skulle lære håndværk, kom han straks efter
konfirmationen i lære hos den dygtige Møller på Angel. Læretiden var på 3 år,
men på grund af flid og troskab opnåede han hengivenhed overfor sin læremester;
det sidste halve år fik han skænket. 1904 kom han som svend til Südensee, og
her blev han indtil februar 1905. I den tid lærte han en ung pige at kende. Det
var Christine Rosine Boysen, datter af landmand Heinrich Nicolaus Boysen og
hans hustru Catahrina født Laner fra Jarplund Mark, kreds Flensborg. Oktober
1904 blev de forlovet. Fra Südensee kom Møller til Ahneby, men da havde
forretningsindehaveren anmeldt konkurs; således var Møller sommeren igennem i
arbejde hos faderen, og det var han indtil oktober 1905, da han stillede sig
til militærtjeneste. Som garde-grenader kompagni til Berlin i dronning Augustas
regiment nr. 4. Det var et helt nyt liv for Møller; da han havde udpræget sans
for orden, fatteevne og tilpasningsevne, blev han hurtig herre over sine
pligter, og han følte sig hjemmehørende der hos sine kammerater. I marts1906
havde Møller den store glæde, han kunne få orlov hos sin kære. Han giftede sig
med sin forlovede den 1. april 1906 i hendes fædrelandskirke.
For begge var det en uforglemmelig skøn dag, glæde og tak
tilbage til den dag. Den 3. december1906 blev han udnævnt til korporal, og
håbede at få orlov julen over. Men først til påske 1907 blev hans længselsfulde
ønske opfyldt. Han længtes efter sin kone og samtidig efter at se sin nyfødte
søn, født d.18. maj 1906 [Jacob]. Den
korte orlov var hurtigt ovre, og snart begyndte man at tælle dagene indtil
hjemsendelsen. Den 21.september 1907 var Møller igen forenet med sine forældre
og sine kære. I oktober samme år antog Møller en stilling som møllersvend i
Flensborg, hans kone og hans barn fulgte hurtig efter. Han var meget glad for
sit arbejde og aftenen tilbragte han i sin familiekreds. Den blev 25. september
1908 forøget med endnu en søn[Heinrich
Kaldet Heine ]. Han var altid betænksom overfor sin families velbefindende,
i marts 1909 flyttede Møller med kone og børn til Satrup på Angel. Det var et
større mølleri virksomhed, det var et godt arbejde og fortjenesten var god. Dog
var søndage altid de skønneste, hvor han kunne være sammen med sin lille
familie. Faderens tiltagende alder [var i
1910 56 år], og moderen hyppige sygdom medførte, at Møller opgav sin gode
stilling den 1. oktober 1910 og rejste med sin familie tilbage til fædrelandet
[hjemegn]; hvis det var nødvendigt,
kunne han så bistå sine forældre. Således gik tiden med godt arbejde, han måtte
dog i sommeren 1911 afbryde sit arbejde på grund af 4 ugers militærtjeneste.
Januar 1912 var ægteparret meget lykkelig, en pige blev født [Kathrine født 12. januar], og nu følte
de sig dobbelt lykkelige, og da forholdene tillod det så antog Møller i året
1913 en stilling som forvalter på nabomøllen[Hartsømøllen]. Her følte Møller sig godt tilfreds, og han kunne
hele dagen være hjemme ved sine kære. Børnene blev syge og ikke længe efter
deres helbredelse blev hans kone meget alvorlig syg. Da havde Møller en god
støtte i sine forældre og med Guds hjælp svandt sygdommen, og nu gik alt sin
daglige gang indtil nytår 1915 hvor han skulle overtage møllen [Vestermarksmølle], men det kom til at gå
anderledes. Den sidste uge i juli bragte sørgelige skyer på den politiske
himmel, og det endte med almen mobilisering den 1. august, en omstyring i
enhver henseende Møller skulle møde på 4. mobiliseringsdag. Hans familie blev
venlig modtaget ved Møllers forældre; her skulle de blive indtil krigens
afslutning. Det var en tung afsked for ham idet hans familie var ham så
dyrebar, men han måtte af sted, og efter et sidste ”Gud bevare jer” og et
farvel tog han af sted. Han kom til Berlin, hvor han straks blev ordonnans hos
en kaptajn. Den 12. september forlod de Berlin i retning mod Belgien. Han ankom
hertil den 19., og blev i Bryssel i 8 dage sammen med sin herre [kaptajn]. Det var en meget svær tid for
Møller, og han havde kun hørt en eneste gang fra sit fædreland. I Bryssel fik
han den anden underretning, og herefter skrev han til sin kone ”I kan slet ikke
tænke jer hvor urolig jeg har været”. ” I går havde jeg det ikke godt, men i
dag er jeg sund som en fisk, og det er på grund af dit kære brev”. Møller skrev
flittigt hjem, og det var hans største glæde, når der kom et brev fra hans
kone. Indtil nu har han kun hørt kanontorden i det fjerne. Hvis han skulle indenfor
skudvidde, hvad vi kan regne med ud fra hans breve, som han sendte til sin kone.
I brevet skrev han den 14. oktober følgende: som jeg allerede skrevet til jer
har vi holdt indtog den 13.9.1914 i Gent med generalfeltmarskal von der Goltz i
spidsen. I Melle, lige før Gent, lod han os gøre holdt, her lod han uddele
cigarer til os. Det var et festligt uforglemmelige øjeblik, da den gamle
feltmarskal holdt en tale til os, da vi nåede Gent.
Den 29. oktober var vi for første gang i fægtning ved Quatrecht.
Vi skulle standse englænderne ved deres tilbagetog fra Antwerpen Den kære Gud
har nådigst beskyttet mig, men desværre er min kaptajn blev såret, jeg bragte
ham endnu samme nat til lazarettet, han havde fået skud i låret, lad os nu alle
gå i bøn til vor herre, at han også fremover vil være med os. Så blev Møller
igen ordonnans hos en officer, dog kun kort tid, dernæst kom han på banevagt
ved Wetteren og blev så sygehjælper i Gent indtil julen. Følgende brev beviser
at han også var i livsfare den 29. november 1914. Den 27.november var der 4
fjendtlige flyvemaskiner over Gent, de ville ved bombenedkastning jage vort
benzinlager i Luften, men der skete ingen materielle skader. To belgier blev
dræbt og fire såret. Jeg havde netop det hverv som ordonnans, da den første
bombe faldt, men den eksploderede gudskelov uden skader. Jeg kom et andet sted
forbi hvor brosten fløj flere hundrede meter rundt. Der var stor panik i
befolkningen, alle løb og skreg mellem hverandre. I dag var jeg igen i kirke
for at høre guds ord. Det blev indledt med den nederlandske takke bøn. Det var
en skøn stille time.
Håbet om muligvis igen at være hjemme til jul hos sine kære,
gik ikke i opfyldelse, også skrev han et brev til dem den 12. december 1914
”ønsker jer kære en velsignet julefest, han ville så gerne have fejret sammen
med dem, men det kom anderledes. Kejseren har talt og bedt os om at forsvare
vort fædreland, og det vil vi alle indtil den sidste bloddråbe. Ja når det
kommer til kamp, går vi alle roligt døden i møde, vi frygter os ikke, thi der
går ene med os, og vi beder til ham, thi alene ham kan beskytte os samt hjælpe
os i nød og død. Den 16. december blev
Møller meget glad over en stor pakke, så han skrev tilbage den 18. december.
For nogle dage siden fik jeg en gave fra Berlin fra min sårede kaptajn, han
sendte mig 5 piber og 10 pakker tobak, en pibe og to pakker tobak var til mig
og resten til fire andre kammerater. Det var til minde om vores ilddåb ved Quatrecht
og en tak fordi vi fem mand havde frelst ham ud af ilden, så han ikke var
kommet i fjendes hånd. Det var heller ikke nemt for os, kuglerne fløj os
vældigt om ørene. Men Gud lod lykkes for os, og ham takker vi for at han holdt
sin hånd beskyttende over os. Skulle det blive mig forundt at komme hjem til
jer, vil piben altid stå for mig som et kært minde.
Håbet om at tilbringe en rolig jul i Gent blev en skuffelse
for Møller og hans kammerater. Den 26. december 1914 skrev han hjem ”Jeg kan
fortælle jer, at jeg nu er kommet til Frankrig. Vi ville så gerne have fejret
den skønne julefest i Gent, thi vi havde allerede vort store juletræ klar, men
det skulle ikke være sådan. Den 23. kørte vi fra Gent, og den 24. passerede vi
den franske grænse. I Sommepy blev vi læsset af. Da vi om natten ankom hertil
Manre var kirken fuldt oplyst og vi hørte de smukke gamle julesange ”O du fröhliche
– Stille Nacht – O Tannen Baum“. Vi gik da også ind i kirken og i dag til morgen
spillede kapellet smukt. Vi har fået mange og meget smukke gaver fra Tyskland,
vi fik alle sammen noget idet 2 mand delte to pakker. Selv om vi tilbragte
juleaften ude i det fri, så blev det dog jul for os. Vi måtte desværre give
afkald på den skønne post hjemme fra på grund af flytning. Fra nu af gik det
snart fra det ene til det andet, men Møller havde altid tid nok til at skrive
til sine kære tros sit svære kald, men jeg ved at tros sin tunge post skrev til
sin kone at han var glad for at han kunne hjælpe de stakkels kammerater[sårede], og det er Gud som giver mig
kraften der til. Det var mellem kridtfjeldene i Champagne, hvor Møller den
7.februar 1915 meddelte sin kone følgende. ”De sidste dage har vi ligget i
reserve stilling. Flere regimenter skulle storme, hvilket også faldt heldigt
ud, som bytte fik vi flere skyts, desuden 601 tilfangetagne, og samtidig vandt
vi en meget vigtig stilling. Vi havde få tab. Vor kompagnichef var blevet såret
ved knæet. Jeg bragte en såret franskmand fra forbindelsespladsen til
sanitetsvognen. I kan tro han var meget glad, og han betakkede sig meget, da
han lå i vognen. Dagen efter stormen kom 25 franskmænd løbende over til os, de
var trætte af krigen. Jeg har i dag også modtaget det hellige sakramente under
fri himmel. Der var et alter i Guds frie natur. Det var meget festligt,
forinden havde vi gudstjeneste. Præsten sluttede med ordene: Gud befale
kammeraterne thi kun han alene kan beskytte dig. Den 10 marts blev Møllers
regiment forflyttet til Reims, og derfra skrev han til sin kære: vi ligger 15 Km fra Reims i en skov. Vi
bor i jord huller, men her er meget bedre end vor forrige stilling. Her kan vi
dog forlade vore huller om dagen; før kunne vi først kravle ud om natten. Her
er ikke så meget kanontorden. Sidst vi var i Champagne, og der har Franskmanden
pr. minut tit sendt 80- 100 granater over til os. I kan sikkert forstå hvad det
var for en larm. Men Gud har nådigst beskyttet mig. Det er en meget smuk egn
her, det skifter hele tiden med bakke og dale. Landsbyer og byer ligger i
dalene eller på bjergskråninger. Oppe på bjergene er de prægtigste skove. Vi
fire sygevogter har i dag været på spadseretur, det var herligt i denne smukke
egn, den er ikke så ødelagt og så et pragtfuldt vejr. Og lige nu skal vi lige
straks have aftensmad, vi er også godt sultne. Vi har fået et godt stykke kød
fra køkkenet, og dertil har vi fået surkål, det skal nok smage os. Vi deler alt
mellem hinanden som var vi i familie med hinanden. I går havde kammerat P fået
en pakke hjemme fra og der var både roulader og frikadeller, og jeg fik to
pakker med kager, så der var orden lig gilde hos os, en anden kammerat havde
fået en dåse blommer, det var kompot til maden. Vi har endda to rum i vores
hule, den ene er spisestue, og det andet er dagligstue og soveværelse tillige
med vi har allerede sagt, at her ville vi gerne blive indtil krigen er forbi.
Den 17. april gik det til Argonne. Her deltog Møllers regiment i stillingskrig,
og det varede til september 1916. Som følge af anstrengelse og hede blev Møller
syg i juli 1915 og kom på Lazaret til sidst i Longuyon. Der fik han 10 dages
rekreations orlov, og den 16. september var han forenet med sine kære, som han
længe havde længtes efter. Selvom han ikke var helt rask tog Møller tilbage til
sit kompagni, men her blev han også skånet lidt. Han kom da også langsomt til
kræfterne igen. Den 12. december 1915 modtog han jernkorset klasse 2. Det var
løn for opofrende tjenester. Møller var meget glad derover. Ikke hver ærlige
arbejde kan belønnes, skrev Møller til sin kone, men trofast pligtopfyldelse
bærer allerede lønnen i sig selv, og det er det skønneste. Igen måtte han
tilbringe næste julefest i det fri i skyttegraven, langt fra sine kære. Ellers
gik alt sin vanlige gang, 4 uger i graven, 14 dage reserve, igen fremad og så
14 dage fuldstændig i ro. Det var Møllers skønneste timer, når der kom post
eller pakke hjemmefra, da blev alt andet glemt og for et øjeblik følte han, at
han var hjemme i fædrelandet hos sine kære. Men det var kun en kort drøm.
Virkelighed krævede straks igen sin ret. Således svandt vinteren hen.
Påsken1916 fik han uventet 14 dages orlov. Sikken en glæde for ham, at kunne
overraske sine kære der hjemme. Men tiden gik så hurtigt hen, og igen kom
afskedstimen, og pligterne krævede igen hans fulde kraft, men havde stadig
mindet om tiden hjemme hos sine kære. Sådan gik den ene dag efter den anden,
uge for uge, og freden kom stadig ikke. I oktober 1916 kom Møllers regiment til
Somme, Møller var stadig beskyttet trods mange farer. Således fandt hans tredje
julefest i skyttegraven, og hvordan han oplevede det vil vi straks læse:
Frankrig den 27. december 1916.
Vor kære børn og også kone skrev til mig, at jeg skulle
komme hjem til jer, allerhelst til den kære julefest. Ja, hvor gerne ville jeg
ikke komme, men herres vilje ske. Det er godt han bestemmer og gør. Hvis det er
hans vilje, at vi skal komme sammen igen, så vil tiden også komme for os, om
det vare længe eller det går kort tid, ved vi ikke. Hvad han gør det er
velment. Det er kun ham der kan beskytte os mod enhver fare. Herre forbarm dig
over os og vær med os Ammen. Jeg har fejret jul den 23. Min kammerat P og jeg
var i skyttegraven alene. Der har jeg stillet din lille gran op, den havde du
sendt mig; så blev lysene tændt, så har vi sunget flere julesange. Da var der
også jul i vore hjerter, selv om vi med længsel tænkte på vore kære. Vi talte
også om jer, hvor fint ville det ikke være, hvis vi nu kunne være hjemme hos
kone og børn og tage dem ved hånden og gå syngende rundt om juletræet. Men
herren siger: mine tanker er ikke jeres tanker. Han ved hvad der er bedst for
os. Derfor, lad os love Gud, som det står skrevet: Lovet være Gud og fader af
vor herre Christus Jesus, barmhjertighedens fader og end Gud der trøster os
alle når vi er bekymrede! Ammen. Og nu lad Gud befale jer kære i det nye år.
Det nye år ændrede sig ikke for Møller og hans kammerater.
Fredstilbudet fra middellandene blev forkastet og mangt et stille håb blev
kvalt i starten. Således gik det også Møller, men satte sit håb på Herren. Han
skrev til sin kone: ”Vore fjender ønsker ikke fred, men er det Guds vilje,
kommer freden alligevel; thi alene han alene bringer os freden igen. Da en af
Møllers kammerater var fotograf, så kunne han af og til glæde familien med et
fotografi. Han tog også billeder fra felten. April 1917 med sit regiment til
Arras, da blev han forfremmet til underofficer. I begyndelsen af juni fik han
14 dages orlov. Sikken en glæde for Møller, da hans børn kom ham springende i
møde og kærtegnede ham, og nu var han hjemme i sit fædreland sammen med sine
kære. [mor har fortalt at onkel Heine
råbte far far og løb ham i møde, hun sad på en gynge og kendte ikke manden der
kom gående]. I deres kreds følte han sig så lykkelig, og hver dag var blot
solskin. Han var tilfreds med sit lod, thi han havde lagt det i Guds hånd. Hvad
angår sjælelivet ved fronten sagde Møller: ”ja desværre er der mange som siger,
en Gud findes overhoved ikke, hvor er han da, så måtte han vise sig i denne
tid. Men sådanne mennesker ligger på knæ og beder inderligt til Gud, og de har
heller ikke erfaret bønnens kraft. Hvem der har det, spotter ikke mere, men
bøjer sig i ydmyghed under Guds almægtige hånd. Krigen er jo en svær prøvelses
tid for os alle. I midten af juni kom så den tunge afsked med alle sine kære.
Bortset fra hans kone, fik ingen ham at se igen. Denne gang kom Møller til egn
ved Gent, og efter en lang pause, hvor de kunne hvile, kom hans regiment den
31. juli i forreste linje i Flandern. Her blev de tapre, endnu beskyttet af Gud
til den 10. august om morgen. Da gik det fuld af håb og glæde tilbage til
hvile. Da de undervejs nåede hen til forplejningskolonne, blev de overrasket af
en fjendtlig granat, og den forårsagede et stort tab. Møller blev også, ifølge
hans egn beretning. slynget langt væk, og han hørte blandt jamren, de råbte til
ham for at få hjælp. Hans nærmeste kammerat bad så indtrængende om hjælp, men
Møller kunne ikke hjælpe sig selv, thi han var såret på begge arme, på hoved, i
ryggen og ramt af strejfskud i maven. [jeg
har set 2 stk. granat splinter som er fjernet fra hans mave, de var på størrelse
med tændstik æsker. Det var dette sår der ikke ville heles, som gav sårfeber]
Møller kom så på et feltlazaret, hvorfra der blev sendt bud til hans familie.
Efter 12 dages ophold blev han flyttet lidt længere bort, og han kunne give besked
hjem at bedring skrider langsomt frem. Så kom han til Frankfurt am Main den 2.
september, dog inden denne efterretning nåede hjem, kom der et telegram til
hans kone fra den fædrelandske kvindeforening med følgende indhold:
Deres mands
befindende har forværret sig, fremkomst ønskes!
Tung om hjertet, men hurtigst muligt tog hun af sted, og den
8.september ved middagstid var de begge forenet, konen med blødende hjerte.
Havde under tavsheden segl fået sandheden at vide. Møller blev ved det uventede
gensyn uendelig taknemlig og glad og fuld af tiltro, han følte ingen smerte, og
han vidste ikke ,hvordan det stod til med ham. Hvilken bevågenhed gennem Guds
styrelse, at han fik tildelt sine sidste skønne timer, plejet af en kærlig,
trofast hånd, omgivet af kærlighed til hjemlandet og sov stille ind til den
evige salighed. Hvilket stærkt helte liv udøvede det stiller tilfredse
tålmodige menneske i sine sidste stunder, han var styrket af den trofaste,
inderlige kærlighed til sin kone, og gennem bistand fra det Høje kunne han i
sine sidste timer indelukket vished om sin snarlige død. Til sin kone havde han
de følsomste navne indtil Kl. 11.Efter en fælles bøn løste hans sjæl fra alle
sorger Ham, som trofast har elsket sin familie, hvilket var alt for ham, og
ligeledes sine kammerater, dem der hjalp ham i nød og ved død. Nu ligger han
tavs og stille, begravet af alle som havde elsket ham. Han blev begravet den
15. september 1917 i sin hjemstavns jord [Kegnæs
Kirke].
Han længtes stærkt tilbage til sin hjemstavn, den kære Gud
styrede således hans skæbne.
Han bad ham om at lægge sig til at sove i Hjemstavn
Hans sjæl befalede ham efter salig højhed.
Den 9. december 1917.
Christine Rosine Møller.
Den 9. maj 1915.
Gud, du som trøster mig i angsten, vær nådig overfor mig og
hør min bøn.
Den 29. juni 1915.
Vor Herre vil du skaffe fred.
Den 25. november 1915.
Herren er min formue og min del.
Den 11. april 1916.
Jeg ved at min frelser lever.
Den 23. juni 1916.
Gud er lyset og i ham
er intet mørkt.
Den 15. november 1919.
Hjerteligt kær har jeg dig, Herren min styrke herre over mit
fjeld, min borg, min frelser min Gud, min beskytter som jeg stoler på, mit
skjold og herre over min saliggørelse og min varetægt.
Oversat af Else & Heinrich Jacobsen
Ren skrevet af
Tage Lassen
8/12 2009 |