| Levnedsskildring |
Anton Laurits Møller, hvis hele Kjærlighed omfattede hans Forældre, Søskende og hele Familien, hans Hjemstavn og hans Folk, hvar en tro og kjærlig Søn og Broder elsket af os alle. Vi mindes hvor kjære Anton som en stille og taalmodig, der ikke klagede naar noget trykkede ham, hverken i aandelig eller timelig Henseende men kæmpede Kampen ud hos sig selv, ellers hvar han af Natur kæk og modig og skaanede ikke sig selv naar det gjalt. Tidlig stod hans Hu til Murerhaandværket hvorfor han ogsaa strax efter Konfirmationen kom i Lære i Dover. Efter at han havde udlært, Arbeidede han forskjællige Steder her paa Hjemegnen. Hans Haandværk blev ham stadig mere Kjær og hans Stræben var at blive bekjendt med alle Enkeltheder i samme, hvorfor han besluttede at reise til Danmark, hvor han føst arbeidede i Ribe en Tid lang, til sidst i Boslunde ved Korsør. Her elskede han at være, dog maatte han paa grund af Omstændigheder igjen reise Hjem, hvor han saa arbeidede indtil Militærpligten kaldte ham til C. i Des. 1914. Men han blev dog ikke Soldat før i Mai 1915. Ogsaa her viste han sig at være besluttet paa at gjøre hvad der syntes ham at være det rette. Var det end en tung Gang for ham, hvis Hjerte ikke kunne være med i en Sag der næppe vedrørte ham saa var det dog Pligtens vei, og den vilde han følge.
Efter en 3 maaneders Uddannelse i Husum, hvor vi alle - undtagen en ældre Broder, Anders, som dengang allerede var ved Fronten - og en Broder mere, som var i Amerika - fik Lov at besøge ham, kom han med et Transporttog til Rusland. Ankommen til Ruslands Sumpegne hvor han gjorde en 3 Ugers Mars med, blev han - vel paa Grund af Heden og den daarlige Kost - syg. Blev saa indlagt i et saakaldt Felt- senere Krigslazaret den 28 August 1915 i Biale. Her gjennemgik han ifølge et par Kort han sendte, paa Grund af mangelfuld Pleie, haarde Lidelser. Men hans Sygeleie blev dog ikke lang, den 23 September kaldte Gud ham bort. Og dette Sørge Budskab blev os først oversendt den 18 Oktober. Det var et haardt Slag. Men hvor Trøst er i Gud, hvis Tanker er høiere end vore. Med Tak og Glæde, seer vi paa vore to Kjære Sønner, Anders og Mauritz, som Gud forundte os at faa Hjem sunde og raske.
Dette skrev til minde om den elskede afdøde,
hans Fader Niels Andersen Møller.
Arnum den 4 Juni 1919 |