| Levnedsskildring |
Mathias Mygind
Da Mobiliseringsordren kom d. 1 August 1914 var Mathias Mygind en af dem, der måtte følge. Han kom med til at tage Konsekvenserne af den Politik, Nordslesvig slog ind på siden Midten af firserne. Man havde set, det gik ikke at fortsætte med Udvandringerne, nu Løsningen af det nordslesvigske Spørgsmål var skudt ud, efter at Tyskland havde overvundet Østerrig og Frankrig og erklærede §5 for ophævet. Landet blev folketomt, de gamle kom til at sitte med Gårdene uden Afløsere. Da hed det: "Ungdommen må blive og gå Soldat, vi må indrette vor Politik på det lange Løb. Det Løsen optog Drengene stærkt, når de kom op imod 17 års alderen og skulde tage Stilling til Udvandringsspørgsmålet. Mange tænkte til at begynde med, skulde der komme Krig, går vi alligevel ikke med Prøjserne, selv om vi nu går Soldat. Dog efterhånden blev det klart, at vi alligevel blev nødt til det. Da Krigen kom, mødte vi derfor Mand af Gårde ikke for Prøjsernes Skyld, men fordi vi måtte, når vi vilde bevare Retten til vor Jord, vore Fædres Land, hvis vort Folk ikke skulde prisgive den Plet, det havde fået at bo og bygge på. Mathias Mygind mødte D. 2 August i Haderslev. Foreløbig blev han i Hjemegnen på Vagtkommando, men allerede samme Efterår måtte han sige Hjemmet Farvel for at gå til Østfronten, hvor Russerne var trængt ind i Østpreussen. Det var ikke let for Mathias at rive sig løs fra det Hjem han sammen med sin Hustru Kirsten f Høyer havde bygget på hendes Fødegård Hovgård i deres fælles Fødeby Østerlinnet. I dette Hjem var der godt at komme, og Mathias hang ved det, ti han ejede Hjemkærligheden som kun få. Hjemmet havde også Brug for ham ligesom Familien og Byen. Hans Fader og Moder kunde se sig glade på Mathias, og efter Faderens Død lå meget af Familiens økonomiske Vel i hans Hånd, da han som Ældste Søn måtte afvikle Resterne af Faderens omfattende Forretninger som Ejendomshandler. Hans By og nærmeste Omegn lagde trygt mange Anliggende i hans Hånd både af praktisk og åndelig Art.
De siste Aar ventede man især, det skulde lykkes ham at få en Regulering af Gram Aa gjennemført. Og man stolede på, at Mathias Mygind lagde sig i Selen, ja førte an, når det gjaldt at lede en Strøm af åndelig Føde ind over Sognet gjennem Forsamlingshuset, ligesom han var med at samle Ungdommen om fornøjelig Idræt.
Men hans eget Hjem var altid N. 1. Her gjorde han sin Manddomsgjærning som dygtig Landmand og kærlig Familiefader. Jeg kan ikke tænke på Mathias uden samtidig at se ham i Børneselskab, sådan levede han sammen med sine, og de med ham. I sine unge Dage havde han dygtiggjort sig til Livet på Skibelund Efterskole, Ry Højskole og Tune Landboskole. Disse har sikkert ikke haft mange Elever, der har ført mere udi Livet, af det Skolerne havde at byde, end han. Sommeren 1914 var man godt i gang med at bygge nyt Stuehus og en Staldlænge på Hovgård. Da kom Krigen, og Mathias måtte afsted.
Det lange Krigsår, han gjorde med, indil han faldt D. 10 Sept. 1915 var drøjt for ham både for Sjæl og Legeme. Dog tør jeg som hans Ven ikke sige, det har været spildt. Han har sikkert oplevet, at de Værdier, han havde med hjemme fra i Kristendommen, var ægte, at de fomåede at bevare Sjælen fra Fortvivlelse midt i Brutaliteten, al den løsslupne Ondskab, Egenkærlighedens onde Frugter, at Troen kunde bære gjennem al legemlig og sjælelig Angst. Han skriver selv: "Ofte kniber det med at holde Modet oppe, særlig når de grufulde Kampe nærmer sig, og man bliver Vidner til de store Lidelser, men ellers lærer man at takke Gud for overstået Fare og for hver Dag der går på en Måde som jeg i det mindste ikke har kunnet det før. Derigennem og ved Håbet om et evigt Liv kan man hente Fortrøstning til at fortsætte. Efter Flere Dages hårde Kampe var Mathias Mygind D. 10 Sept. 1915 gået over en lille Flod i Nærheden af Skild i Rusland sammen med en Afdeling af Kompagniet. I Udkanten af en Skov blev de modtaget af hæftig Ild. En Kammerat fortæller at Mathias blev ramt i Benet, da han så drejede sig noget om også i Siden, han var død med det samme. Dagen efter fik Kammerater en Kiste tømret sammen, i den lagde de ham i en Grav for sig selv. Senere er han ført hjem, nu hviler han på Kirkegården i Østerlindet. Mathias Mygind er en Mand der i al sin Færd stillede sig på Tjenerstadet overfor de Opgaver Livet stillede ham. Beskeden, trofast og hjærtevarm parret med Lune og god Forstand, fik han mange Venner, flest blandt sine nærmeste Omgivelser. Det var en Lykke at være hans Ven, ti hans Person var præget af Renhed og i hans Selskab blev man selv et bedre Menneske.
Om Morgenen før Mathias faldt, ytrede han til sine Omgivelser: "Jeg forstår ikke, jeg er så glad i Dag, jeg kan slet ikke lade være, jeg er så let til Mode".
Ja Gud er god imod sine Børn, han har gjort Afskeden let for Mathias. Så tør vi da tro Vorherre i sin Nåde har taget imod ham der hvor han nu færdes ! Men vi, som fik Lov at gense vore Kære, siger Mathias Mygind. Tak for Ofret han og hans Hjem har bragt for vor Folkesag.
Ære være hans Minde !
Kjøbenhoved d. 13 Marts 1919
M. K. Gram |