Crowdsourcing

Projekt

Sønderjyske Arkivalier

Arkivskaber

Landsarkivet for Sønderjylland Forskelligt

Arkivserie

Mindeblade for faldne

Indhold

M -

Rapporter fejl

(Alle billeder i serien):

Korrekturlæst

Den faldne
Efternavn	Kunne ikke udfyldes
Fornavn(e)	Kunne ikke udfyldes
Fødselsdato (dd-mm-åååå)	Kunne ikke udfyldes
Fødested	Kunne ikke udfyldes

De andre oplysninger fra mindebladets forside

Levnedsskildring
Levnedsskildring	[ fortsat ] skyndte vi os om bag Træer, dog faldt der mange Kamerater, hvor jeg stod laa tre Døde, stadig peb kuglerne forbi een, naar man rørte sig lidt, indtil Kl 2 Eftm. da fik jeg een i Armen , en halv Time stod jeg og Blodet flød i Sneen, saa krøb jeg paa Livet tilbage fra Træ til Træ til Forbindingspladsen, de mange Stakler der var. I kære, hvor er det godt at have sin Sag opgjort med sin Gud, da tør man ej frygte om end Døden staar een lige for Øje, naar vor Sjæl gaar Hjem. Det giver Trøst ogsaa i saadan Stund, at samles vi ej her meere I kære, at vi da maa samles hisset, for aldrig meere at skilles, for at lovsynge ham, som har købt os til Gud med sit Blod. Herren bevare os alle at ingen maa savnes". Hans kom tre Maaneder paa Lazarettet i Tilisee i Baden, hvor hans Forlovede og Søster besøgte ham. Efter en kort Orlov, et lykkeligt Gensyn og Samvær, kom han til Slesvig at danne Rekruter ud. Indtil den 1 Martz 1916, det sidste halve Aar laa han sammen med sin Broder Marius, der og er falden. Samværet var til fælles Glæde og til Hjælp for den yngre Broder, atter maatte Hans til Fronten, i Tillid til sin Frelser gik han frimodig den tunge Tid imøde, ned til Verdun, hvorfra han skrev, havde jeg ikke min Frelser var dette ikke til at holde ud. Den 19 April 1916 blev han haardt saaret og kom i fransk Fangenskab paa et Laz. og blev opereret. Hans skrev selv til os den 28 April og den 6 Maj, haabede paa Bedring og Gjensyn og længtes efter at høre fra Hjemmet. Men Guds Vilje var det ej saa. Den 24 Mai skrev den tyske Læge som havde behandlet ham, at da var slaaet Blodforgiftning til og Hans var død den 20 Mai. Han og Hans´s Kamerater havde gjort hvad de kunde for at lette den sidste Tid, thi de havde haft Hans kær. Hans Legeme hviler paa Kirkegaarden i Embrim i de franske Sydalper. - Gjensynet i de evige Boliger er vort sikre Haab og eneste Trøst over Tabet af den kære Hans der maatte lade sit Liv i denne frygtelige Krig for et Folk han intet havde tilfælles med. Mindeord af hans Fader Paul Mikkelsen.

Levnedsskildring

[ fortsat ] skyndte vi os om bag Træer, dog faldt der mange Kamerater, hvor jeg stod laa tre Døde, stadig peb kuglerne forbi een, naar man rørte sig lidt, indtil Kl 2 Eftm. da fik jeg een i Armen , en halv Time stod jeg og Blodet flød i Sneen, saa krøb jeg paa Livet tilbage fra Træ til Træ til Forbindingspladsen, de mange Stakler der var. I kære, hvor er det godt at have sin Sag opgjort med sin Gud, da tør man ej frygte om end Døden staar een lige for Øje, naar vor Sjæl gaar Hjem. Det giver Trøst ogsaa i saadan Stund, at samles vi ej her meere I kære, at vi da maa samles hisset, for aldrig meere at skilles, for at lovsynge ham, som har købt os til Gud med sit Blod. Herren bevare os alle at ingen maa savnes". Hans kom tre Maaneder paa Lazarettet i Tilisee i Baden, hvor hans Forlovede og Søster besøgte ham. Efter en kort Orlov, et lykkeligt Gensyn og Samvær, kom han til Slesvig at danne Rekruter ud. Indtil den 1 Martz 1916, det sidste halve Aar laa han sammen med sin Broder Marius, der og er falden. Samværet var til fælles Glæde og til Hjælp for den yngre Broder, atter maatte Hans til Fronten, i Tillid til sin Frelser gik han frimodig den tunge Tid imøde, ned til Verdun, hvorfra han skrev, havde jeg ikke min Frelser var dette ikke til at holde ud. Den 19 April 1916 blev han haardt saaret og kom i fransk Fangenskab paa et Laz. og blev opereret. Hans skrev selv til os den 28 April og den 6 Maj, haabede paa Bedring og Gjensyn og længtes efter at høre fra Hjemmet. Men Guds Vilje var det ej saa. Den 24 Mai skrev den tyske Læge som havde behandlet ham, at da var slaaet Blodforgiftning til og Hans var død den 20 Mai. Han og Hans´s Kamerater havde gjort hvad de kunde for at lette den sidste Tid, thi de havde haft Hans kær. Hans Legeme hviler paa Kirkegaarden i Embrim i de franske Sydalper. - Gjensynet i de evige Boliger er vort sikre Haab og eneste Trøst over Tabet af den kære Hans der maatte lade sit Liv i denne frygtelige Krig for et Folk han intet havde tilfælles med. Mindeord af hans Fader Paul Mikkelsen.

Bilag/breve
Breve	[ fortsat ] Skyer paa den politiske Himmel. I Begyndelsen haabede man at Uvejret skulde drive over som saa ofte før, dog snart anede man at noget uhyggeligt forestod. Det var de sidste Dage i Juli, vi spaserede med hinanden ud over de frodige næsten modne Kornmarker og samtalede om hvad den næste Dag vel vilde bringe - om vi vel skulde faa Lov at høste de Marker vi havde besaaet, eller om vi vilde blive tagne bort fra vor fredelige Gærning og tvungne til at gaa i fremmed Ledingfærd. - Godt at vi begge kendte Vejen til Gud og der kunde blive forvissede om at alle Ting skal tjene dem til Gode som elske Gud. - Da Mobiliseringsordren kom d 1ste Aug reiste Hans strax til Danmark for at underrette sin Forlovede om det der var sket. Grænseafspærringen var vel endnu den Gang ikke saa skarp eller ogsaa har Grænsegendarmen vel af Hans´s ærlige Ansigt kunne skønne at han nok vilde komme igen. Og Han kom igen og gik den Vej som han ansaa for sin tunge Pligt. Nu skiltes vore Veje, jeg maatte allerede bort næste Morgen - Hans skulde møde 3die Dagen. Et kort Gensyn paa Voyens Banegaard forundte Gud os nogle Dage senere da Batl. fra Haderslev rykkede ud - ned til den belgiske Front. Hans var alvorlig, men dog fattet, vis paa at have overgivet sin Sag i Guds Haand og i Tillid til at Gud har alle Traade i sin Haand saa intet vilkaarligt kunde hændes ham uden vor himmelske Faders Villie. Hans kom nu til Belgien og Frankrig og jeg til Galizien, men trofast som altid sendte han af og til et Kort eller Brev. - Væmmelse og afsky for Krigen men Tillid til Gud og bøjen sig under hans Villie aander gennem Brevene. Med Smerte modtog jeg i Foraaret 1916 Budskabet om at Hans var død af sine Saar paa et fransk Lazarett. Ak ja hvor mange af nordslesvigs gode unge Mænd maatte dog lade Livet derude i den onde Krig faldne som Ofre for den for os fremmede Sag. - For Hans og alle dem som her i Livet lærte at tro paa og elske Jesus som deres kære Frelser har vi jo dog det fuldvisse Haab at Døden ikke er det sidste, men at Jesus derigennem henter sine hjem til det der er saare meget bedre. Gud trøste ved Gensynshaabet de kære Forældre og hvem der ellers stod Hans nær og havde ham kær. Den Retfærdiges Ihukommelse er til Velsignelse. Sal. Ordsprog 10.7. Hans Bruun

Bilag/breve

Breve

[ fortsat ] Skyer paa den politiske Himmel. I Begyndelsen haabede man at Uvejret skulde drive over som saa ofte før, dog snart anede man at noget uhyggeligt forestod. Det var de sidste Dage i Juli, vi spaserede med hinanden ud over de frodige næsten modne Kornmarker og samtalede om hvad den næste Dag vel vilde bringe - om vi vel skulde faa Lov at høste de Marker vi havde besaaet, eller om vi vilde blive tagne bort fra vor fredelige Gærning og tvungne til at gaa i fremmed Ledingfærd. - Godt at vi begge kendte Vejen til Gud og der kunde blive forvissede om at alle Ting skal tjene dem til Gode som elske Gud. - Da Mobiliseringsordren kom d 1ste Aug reiste Hans strax til Danmark for at underrette sin Forlovede om det der var sket. Grænseafspærringen var vel endnu den Gang ikke saa skarp eller ogsaa har Grænsegendarmen vel af Hans´s ærlige Ansigt kunne skønne at han nok vilde komme igen. Og Han kom igen og gik den Vej som han ansaa for sin tunge Pligt. Nu skiltes vore Veje, jeg maatte allerede bort næste Morgen - Hans skulde møde 3die Dagen. Et kort Gensyn paa Voyens Banegaard forundte Gud os nogle Dage senere da Batl. fra Haderslev rykkede ud - ned til den belgiske Front. Hans var alvorlig, men dog fattet, vis paa at have overgivet sin Sag i Guds Haand og i Tillid til at Gud har alle Traade i sin Haand saa intet vilkaarligt kunde hændes ham uden vor himmelske Faders Villie. Hans kom nu til Belgien og Frankrig og jeg til Galizien, men trofast som altid sendte han af og til et Kort eller Brev. - Væmmelse og afsky for Krigen men Tillid til Gud og bøjen sig under hans Villie aander gennem Brevene. Med Smerte modtog jeg i Foraaret 1916 Budskabet om at Hans var død af sine Saar paa et fransk Lazarett. Ak ja hvor mange af nordslesvigs gode unge Mænd maatte dog lade Livet derude i den onde Krig faldne som Ofre for den for os fremmede Sag. - For Hans og alle dem som her i Livet lærte at tro paa og elske Jesus som deres kære Frelser har vi jo dog det fuldvisse Haab at Døden ikke er det sidste, men at Jesus derigennem henter sine hjem til det der er saare meget bedre. Gud trøste ved Gensynshaabet de kære Forældre og hvem der ellers stod Hans nær og havde ham kær. Den Retfærdiges Ihukommelse er til Velsignelse. Sal. Ordsprog 10.7. Hans Bruun

Skjul dokument