Bliv indtaster

Projekt
Sønderjyske Arkivalier
Arkivskaber Landsarkivet for Sønderjylland Forskelligt
Arkivserie Mindeblade for faldne
Indhold M -
(Alle billeder i serien):
Korrekturlæst
Den faldne
Efternavn Møller
Fornavn(e) Hans Peter
Fødselsdato 03-05-1885
Fødested Flensborg
Amt Sønderborg
Sogn Kegnæs
By eller kommune Sønderby
De andre oplysninger fra mindebladets forside
Stilling/erhverv før krigen Müllergeselle
Opholdssted før krigen Kegnæs
Evt. kones (enkes) pigenavn Christine Rosine Boÿsen
Antal børn 3
Levnedsskildring
Levnedsskildring Beskrivelsen er oversat til Dansk. Omfatter alle siderne. Se opslag M 131 Vor kære papa’s levnedsforløb. Skrevet den 9. december 1917.   Møller blev født den 3. maj 1885 i Flensborg, som søn af møller Jacob Petersen Møller fra Kegnæs, kreds Sønderborg og hans kone Meta Sophie f. Sørensen fra Kollund Østerskov. I året 1888 overtog hans far den hjemlige mølle på Kegnæs[Vestermarksmølle], og her så det ud til, at det ellers så svagelige barn blev helbredt. Til glæde for hans forældre, blev han en stor kraftig dreng. Efter flittig skolegang blev han konfirmeret 8.april 1900. Da han skulle lære håndværk, kom han straks efter konfirmationen i lære hos den dygtige Møller på Angel. Læretiden var på 3 år, men på grund af flid og troskab opnåede han hengivenhed overfor sin læremester; det sidste halve år fik han skænket. 1904 kom han som svend til Südensee, og her blev han indtil februar 1905. I den tid lærte han en ung pige at kende. Det var Christine Rosine Boysen, datter af landmand Heinrich Nicolaus Boysen og hans hustru Catahrina født Laner fra Jarplund Mark, kreds Flensborg. Oktober 1904 blev de forlovet. Fra Südensee kom Møller til Ahneby, men da havde forretningsindehaveren anmeldt konkurs; således var Møller sommeren igennem i arbejde hos faderen, og det var han indtil oktober 1905, da han stillede sig til militærtjeneste. Som garde-grenader kompagni til Berlin i dronning Augustas regiment nr. 4. Det var et helt nyt liv for Møller; da han havde udpræget sans for orden, fatteevne og tilpasningsevne, blev han hurtig herre over sine pligter, og han følte sig hjemmehørende der hos sine kammerater. I marts1906 havde Møller den store glæde, han kunne få orlov hos sin kære. Han giftede sig med sin forlovede den 1. april 1906 i hendes fædrelandskirke. For begge var det en uforglemmelig skøn dag, glæde og tak tilbage til den dag. Den 3. december1906 blev han udnævnt til korporal, og håbede at få orlov julen over. Men først til påske 1907 blev hans længselsfulde ønske opfyldt. Han længtes efter sin kone og samtidig efter at se sin nyfødte søn, født d.18. maj 1906 [Jacob]. Den korte orlov var hurtigt ovre, og snart begyndte man at tælle dagene indtil hjemsendelsen. Den 21.september 1907 var Møller igen forenet med sine forældre og sine kære. I oktober samme år antog Møller en stilling som møllersvend i Flensborg, hans kone og hans barn fulgte hurtig efter. Han var meget glad for sit arbejde og aftenen tilbragte han i sin familiekreds. Den blev 25. september 1908 forøget med endnu en søn[Heinrich Kaldet Heine ]. Han var altid betænksom overfor sin families velbefindende, i marts 1909 flyttede Møller med kone og børn til Satrup på Angel. Det var et større mølleri virksomhed, det var et godt arbejde og fortjenesten var god. Dog var søndage altid de skønneste, hvor han kunne være sammen med sin lille familie. Faderens tiltagende alder [var i 1910 56 år], og moderen hyppige sygdom medførte, at Møller opgav sin gode stilling den 1. oktober 1910 og rejste med sin familie tilbage til fædrelandet [hjemegn]; hvis det var nødvendigt, kunne han så bistå sine forældre. Således gik tiden med godt arbejde, han måtte dog i sommeren 1911 afbryde sit arbejde på grund af 4 ugers militærtjeneste. Januar 1912 var ægteparret meget lykkelig, en pige blev født [Kathrine født 12. januar], og nu følte de sig dobbelt lykkelige, og da forholdene tillod det så antog Møller i året 1913 en stilling som forvalter på nabomøllen[Hartsømøllen]. Her følte Møller sig godt tilfreds, og han kunne hele dagen være hjemme ved sine kære. Børnene blev syge og ikke længe efter deres helbredelse blev hans kone meget alvorlig syg. Da havde Møller en god støtte i sine forældre og med Guds hjælp svandt sygdommen, og nu gik alt sin daglige gang indtil nytår 1915 hvor han skulle overtage møllen [Vestermarksmølle], men det kom til at gå anderledes. Den sidste uge i juli bragte sørgelige skyer på den politiske himmel, og det endte med almen mobilisering den 1. august, en omstyring i enhver henseende Møller skulle møde på 4. mobiliseringsdag. Hans familie blev venlig modtaget ved Møllers forældre; her skulle de blive indtil krigens afslutning. Det var en tung afsked for ham idet hans familie var ham så dyrebar, men han måtte af sted, og efter et sidste ”Gud bevare jer” og et farvel tog han af sted. Han kom til Berlin, hvor han straks blev ordonnans hos en kaptajn. Den 12. september forlod de Berlin i retning mod Belgien. Han ankom hertil den 19., og blev i Bryssel i 8 dage sammen med sin herre [kaptajn]. Det var en meget svær tid for Møller, og han havde kun hørt en eneste gang fra sit fædreland. I Bryssel fik han den anden underretning, og herefter skrev han til sin kone ”I kan slet ikke tænke jer hvor urolig jeg har været”. ” I går havde jeg det ikke godt, men i dag er jeg sund som en fisk, og det er på grund af dit kære brev”. Møller skrev flittigt hjem, og det var hans største glæde, når der kom et brev fra hans kone. Indtil nu har han kun hørt kanontorden i det fjerne. Hvis han skulle indenfor skudvidde, hvad vi kan regne med ud fra hans breve, som han sendte til sin kone. I brevet skrev han den 14. oktober følgende: som jeg allerede skrevet til jer har vi holdt indtog den 13.9.1914 i Gent med generalfeltmarskal von der Goltz i spidsen. I Melle, lige før Gent, lod han os gøre holdt, her lod han uddele cigarer til os. Det var et festligt uforglemmelige øjeblik, da den gamle feltmarskal holdt en tale til os, da vi nåede Gent. Den 29. oktober var vi for første gang i fægtning ved Quatrecht. Vi skulle standse englænderne ved deres tilbagetog fra Antwerpen Den kære Gud har nådigst beskyttet mig, men desværre er min kaptajn blev såret, jeg bragte ham endnu samme nat til lazarettet, han havde fået skud i låret, lad os nu alle gå i bøn til vor herre, at han også fremover vil være med os. Så blev Møller igen ordonnans hos en officer, dog kun kort tid, dernæst kom han på banevagt ved Wetteren og blev så sygehjælper i Gent indtil julen. Følgende brev beviser at han også var i livsfare den 29. november 1914. Den 27.november var der 4 fjendtlige flyvemaskiner over Gent, de ville ved bombenedkastning jage vort benzinlager i Luften, men der skete ingen materielle skader. To belgier blev dræbt og fire såret. Jeg havde netop det hverv som ordonnans, da den første bombe faldt, men den eksploderede gudskelov uden skader. Jeg kom et andet sted forbi hvor brosten fløj flere hundrede meter rundt. Der var stor panik i befolkningen, alle løb og skreg mellem hverandre. I dag var jeg igen i kirke for at høre guds ord. Det blev indledt med den nederlandske takke bøn. Det var en skøn stille time. Håbet om muligvis igen at være hjemme til jul hos sine kære, gik ikke i opfyldelse, også skrev han et brev til dem den 12. december 1914 ”ønsker jer kære en velsignet julefest, han ville så gerne have fejret sammen med dem, men det kom anderledes. Kejseren har talt og bedt os om at forsvare vort fædreland, og det vil vi alle indtil den sidste bloddråbe. Ja når det kommer til kamp, går vi alle roligt døden i møde, vi frygter os ikke, thi der går ene med os, og vi beder til ham, thi alene ham kan beskytte os samt hjælpe os i nød og død.  Den 16. december blev Møller meget glad over en stor pakke, så han skrev tilbage den 18. december. For nogle dage siden fik jeg en gave fra Berlin fra min sårede kaptajn, han sendte mig 5 piber og 10 pakker tobak, en pibe og to pakker tobak var til mig og resten til fire andre kammerater. Det var til minde om vores ilddåb ved Quatrecht og en tak fordi vi fem mand havde frelst ham ud af ilden, så han ikke var kommet i fjendes hånd. Det var heller ikke nemt for os, kuglerne fløj os vældigt om ørene. Men Gud lod lykkes for os, og ham takker vi for at han holdt sin hånd beskyttende over os. Skulle det blive mig forundt at komme hjem til jer, vil piben altid stå for mig som et kært minde. Håbet om at tilbringe en rolig jul i Gent blev en skuffelse for Møller og hans kammerater. Den 26. december 1914 skrev han hjem ”Jeg kan fortælle jer, at jeg nu er kommet til Frankrig. Vi ville så gerne have fejret den skønne julefest i Gent, thi vi havde allerede vort store juletræ klar, men det skulle ikke være sådan. Den 23. kørte vi fra Gent, og den 24. passerede vi den franske grænse. I Sommepy blev vi læsset af. Da vi om natten ankom hertil Manre var kirken fuldt oplyst og vi hørte de smukke gamle julesange ”O du fröhliche – Stille Nacht – O Tannen Baum“. Vi gik da også ind i kirken og i dag til morgen spillede kapellet smukt. Vi har fået mange og meget smukke gaver fra Tyskland, vi fik alle sammen noget idet 2 mand delte to pakker. Selv om vi tilbragte juleaften ude i det fri, så blev det dog jul for os. Vi måtte desværre give afkald på den skønne post hjemme fra på grund af flytning. Fra nu af gik det snart fra det ene til det andet, men Møller havde altid tid nok til at skrive til sine kære tros sit svære kald, men jeg ved at tros sin tunge post skrev til sin kone at han var glad for at han kunne hjælpe de stakkels kammerater[sårede], og det er Gud som giver mig kraften der til. Det var mellem kridtfjeldene i Champagne, hvor Møller den 7.februar 1915 meddelte sin kone følgende. ”De sidste dage har vi ligget i reserve stilling. Flere regimenter skulle storme, hvilket også faldt heldigt ud, som bytte fik vi flere skyts, desuden 601 tilfangetagne, og samtidig vandt vi en meget vigtig stilling. Vi havde få tab. Vor kompagnichef var blevet såret ved knæet. Jeg bragte en såret franskmand fra forbindelsespladsen til sanitetsvognen. I kan tro han var meget glad, og han betakkede sig meget, da han lå i vognen. Dagen efter stormen kom 25 franskmænd løbende over til os, de var trætte af krigen. Jeg har i dag også modtaget det hellige sakramente under fri himmel. Der var et alter i Guds frie natur. Det var meget festligt, forinden havde vi gudstjeneste. Præsten sluttede med ordene: Gud befale kammeraterne thi kun han alene kan beskytte dig. Den 10 marts blev Møllers regiment forflyttet til Reims, og derfra skrev han til sin kære: vi ligger 15 Km fra Reims i en skov. Vi bor i jord huller, men her er meget bedre end vor forrige stilling. Her kan vi dog forlade vore huller om dagen; før kunne vi først kravle ud om natten. Her er ikke så meget kanontorden. Sidst vi var i Champagne, og der har Franskmanden pr. minut tit sendt 80- 100 granater over til os. I kan sikkert forstå hvad det var for en larm. Men Gud har nådigst beskyttet mig. Det er en meget smuk egn her, det skifter hele tiden med bakke og dale. Landsbyer og byer ligger i dalene eller på bjergskråninger. Oppe på bjergene er de prægtigste skove. Vi fire sygevogter har i dag været på spadseretur, det var herligt i denne smukke egn, den er ikke så ødelagt og så et pragtfuldt vejr. Og lige nu skal vi lige straks have aftensmad, vi er også godt sultne. Vi har fået et godt stykke kød fra køkkenet, og dertil har vi fået surkål, det skal nok smage os. Vi deler alt mellem hinanden som var vi i familie med hinanden. I går havde kammerat P fået en pakke hjemme fra og der var både roulader og frikadeller, og jeg fik to pakker med kager, så der var orden lig gilde hos os, en anden kammerat havde fået en dåse blommer, det var kompot til maden. Vi har endda to rum i vores hule, den ene er spisestue, og det andet er dagligstue og soveværelse tillige med vi har allerede sagt, at her ville vi gerne blive indtil krigen er forbi. Den 17. april gik det til Argonne. Her deltog Møllers regiment i stillingskrig, og det varede til september 1916. Som følge af anstrengelse og hede blev Møller syg i juli 1915 og kom på Lazaret til sidst i Longuyon. Der fik han 10 dages rekreations orlov, og den 16. september var han forenet med sine kære, som han længe havde længtes efter. Selvom han ikke var helt rask tog Møller tilbage til sit kompagni, men her blev han også skånet lidt. Han kom da også langsomt til kræfterne igen. Den 12. december 1915 modtog han jernkorset klasse 2. Det var løn for opofrende tjenester. Møller var meget glad derover. Ikke hver ærlige arbejde kan belønnes, skrev Møller til sin kone, men trofast pligtopfyldelse bærer allerede lønnen i sig selv, og det er det skønneste. Igen måtte han tilbringe næste julefest i det fri i skyttegraven, langt fra sine kære. Ellers gik alt sin vanlige gang, 4 uger i graven, 14 dage reserve, igen fremad og så 14 dage fuldstændig i ro. Det var Møllers skønneste timer, når der kom post eller pakke hjemmefra, da blev alt andet glemt og for et øjeblik følte han, at han var hjemme i fædrelandet hos sine kære. Men det var kun en kort drøm. Virkelighed krævede straks igen sin ret. Således svandt vinteren hen. Påsken1916 fik han uventet 14 dages orlov. Sikken en glæde for ham, at kunne overraske sine kære der hjemme. Men tiden gik så hurtigt hen, og igen kom afskedstimen, og pligterne krævede igen hans fulde kraft, men havde stadig mindet om tiden hjemme hos sine kære. Sådan gik den ene dag efter den anden, uge for uge, og freden kom stadig ikke. I oktober 1916 kom Møllers regiment til Somme, Møller var stadig beskyttet trods mange farer. Således fandt hans tredje julefest i skyttegraven, og hvordan han oplevede det vil vi straks læse: Frankrig den 27. december 1916. Vor kære børn og også kone skrev til mig, at jeg skulle komme hjem til jer, allerhelst til den kære julefest. Ja, hvor gerne ville jeg ikke komme, men herres vilje ske. Det er godt han bestemmer og gør. Hvis det er hans vilje, at vi skal komme sammen igen, så vil tiden også komme for os, om det vare længe eller det går kort tid, ved vi ikke. Hvad han gør det er velment. Det er kun ham der kan beskytte os mod enhver fare. Herre forbarm dig over os og vær med os Ammen. Jeg har fejret jul den 23. Min kammerat P og jeg var i skyttegraven alene. Der har jeg stillet din lille gran op, den havde du sendt mig; så blev lysene tændt, så har vi sunget flere julesange. Da var der også jul i vore hjerter, selv om vi med længsel tænkte på vore kære. Vi talte også om jer, hvor fint ville det ikke være, hvis vi nu kunne være hjemme hos kone og børn og tage dem ved hånden og gå syngende rundt om juletræet. Men herren siger: mine tanker er ikke jeres tanker. Han ved hvad der er bedst for os. Derfor, lad os love Gud, som det står skrevet: Lovet være Gud og fader af vor herre Christus Jesus, barmhjertighedens fader og end Gud der trøster os alle når vi er bekymrede! Ammen. Og nu lad Gud befale jer kære i det nye år. Det nye år ændrede sig ikke for Møller og hans kammerater. Fredstilbudet fra middellandene blev forkastet og mangt et stille håb blev kvalt i starten. Således gik det også Møller, men satte sit håb på Herren. Han skrev til sin kone: ”Vore fjender ønsker ikke fred, men er det Guds vilje, kommer freden alligevel; thi alene han alene bringer os freden igen. Da en af Møllers kammerater var fotograf, så kunne han af og til glæde familien med et fotografi. Han tog også billeder fra felten. April 1917 med sit regiment til Arras, da blev han forfremmet til underofficer. I begyndelsen af juni fik han 14 dages orlov. Sikken en glæde for Møller, da hans børn kom ham springende i møde og kærtegnede ham, og nu var han hjemme i sit fædreland sammen med sine kære. [mor har fortalt at onkel Heine råbte far far og løb ham i møde, hun sad på en gynge og kendte ikke manden der kom gående]. I deres kreds følte han sig så lykkelig, og hver dag var blot solskin. Han var tilfreds med sit lod, thi han havde lagt det i Guds hånd. Hvad angår sjælelivet ved fronten sagde Møller: ”ja desværre er der mange som siger, en Gud findes overhoved ikke, hvor er han da, så måtte han vise sig i denne tid. Men sådanne mennesker ligger på knæ og beder inderligt til Gud, og de har heller ikke erfaret bønnens kraft. Hvem der har det, spotter ikke mere, men bøjer sig i ydmyghed under Guds almægtige hånd. Krigen er jo en svær prøvelses tid for os alle. I midten af juni kom så den tunge afsked med alle sine kære. Bortset fra hans kone, fik ingen ham at se igen. Denne gang kom Møller til egn ved Gent, og efter en lang pause, hvor de kunne hvile, kom hans regiment den 31. juli i forreste linje i Flandern. Her blev de tapre, endnu beskyttet af Gud til den 10. august om morgen. Da gik det fuld af håb og glæde tilbage til hvile. Da de undervejs nåede hen til forplejningskolonne, blev de overrasket af en fjendtlig granat, og den forårsagede et stort tab. Møller blev også, ifølge hans egn beretning. slynget langt væk, og han hørte blandt jamren, de råbte til ham for at få hjælp. Hans nærmeste kammerat bad så indtrængende om hjælp, men Møller kunne ikke hjælpe sig selv, thi han var såret på begge arme, på hoved, i ryggen og ramt af strejfskud i maven. [jeg har set 2 stk. granat splinter som er fjernet fra hans mave, de var på størrelse med tændstik æsker. Det var dette sår der ikke ville heles, som gav sårfeber] Møller kom så på et feltlazaret, hvorfra der blev sendt bud til hans familie. Efter 12 dages ophold blev han flyttet lidt længere bort, og han kunne give besked hjem at bedring skrider langsomt frem. Så kom han til Frankfurt am Main den 2. september, dog inden denne efterretning nåede hjem, kom der et telegram til hans kone fra den fædrelandske kvindeforening med følgende indhold: Deres mands befindende har forværret sig, fremkomst ønskes! Tung om hjertet, men hurtigst muligt tog hun af sted, og den 8.september ved middagstid var de begge forenet, konen med blødende hjerte. Havde under tavsheden segl fået sandheden at vide. Møller blev ved det uventede gensyn uendelig taknemlig og glad og fuld af tiltro, han følte ingen smerte, og han vidste ikke ,hvordan det stod til med ham. Hvilken bevågenhed gennem Guds styrelse, at han fik tildelt sine sidste skønne timer, plejet af en kærlig, trofast hånd, omgivet af kærlighed til hjemlandet og sov stille ind til den evige salighed. Hvilket stærkt helte liv udøvede det stiller tilfredse tålmodige menneske i sine sidste stunder, han var styrket af den trofaste, inderlige kærlighed til sin kone, og gennem bistand fra det Høje kunne han i sine sidste timer indelukket vished om sin snarlige død. Til sin kone havde han de følsomste navne indtil Kl. 11.Efter en fælles bøn løste hans sjæl fra alle sorger Ham, som trofast har elsket sin familie, hvilket var alt for ham, og ligeledes sine kammerater, dem der hjalp ham i nød og ved død. Nu ligger han tavs og stille, begravet af alle som havde elsket ham. Han blev begravet den 15. september 1917 i sin hjemstavns jord [Kegnæs Kirke].   Han længtes stærkt tilbage til sin hjemstavn, den kære Gud styrede således hans skæbne. Han bad ham om at lægge sig til at sove i Hjemstavn Hans sjæl befalede ham efter salig højhed.   Den 9. december 1917.   Christine Rosine Møller.     Den 9. maj 1915.   Gud, du som trøster mig i angsten, vær nådig overfor mig og hør min bøn.     Den 29. juni 1915.   Vor Herre vil du skaffe fred.     Den 25. november 1915.   Herren er min formue og min del.     Den 11. april 1916.   Jeg ved at min frelser lever.     Den 23. juni 1916.    Gud er lyset og i ham er intet mørkt.     Den 15. november 1919. Hjerteligt kær har jeg dig, Herren min styrke herre over mit fjeld, min borg, min frelser min Gud, min beskytter som jeg stoler på, mit skjold og herre over min saliggørelse og min varetægt.       Oversat af Else & Heinrich Jacobsen   Ren skrevet af Tage Lassen 8/12 2009
Bilag/breve