| Levnedsskildring |
Ak saa kom ogsaa det tunge Budskab til min mangeaarige Gjenbo.
Sønnen, den ældste, var falden! Jeg forsøgte at tolke min deltagelse, men hvad er menneskelig Trøst i saadan Sorg! "Det staar her tydeligt nok", sagde den grædende Fader og viste saa Meddelelsen fra Fronten, medens den kjære Moder saa uendelig nedbøiet og knust sad i et hjørne. - Men om Peter skulde jeg skrive lidt. Jeg mindes ham saa godt fra Skoletiden, lidt langsom til at lære, men ellers en brav Kjær Elev. Hvor lyste hans store Øine, naar der var noget der fængslede hans Opmærksomhed. Og hvor kunde han le saa hjerteligt! Jeg har det Haab at Livets Ord i barnesjælen har funden en frugtbar Jordbund. Saa kom Ynglindsalderen. Peter udviklede sig ualmindeligt godt, og der var vel kun faa, der i lægemlig Kraft og Styrke kunde maale sig med ham. Ungdommelig Opløfthed og Overmod fortrængte ikke det barnlige Sind. Stille beskedenhed og høflighed prægede Peters Væsen. Hans Moder kaldte ham altid "min gode Dreng" og vi Naboer, kan nok bifalde hende. Det var jo vist Meningen, at Peter engang skulde overtage Fædrenegaarden, hvorfor Forældrene sørgede for hans Videreuddannelse, dels paa Heils Efterskole, dels hos en dygtig Landmand paa Als.
I September 1915 maatte Peter saa ud i den store Verdenskrig og optage Kampen som saa mange gæve Nordslesvigere for en fremmed Sag. Efter Uddannelsen gik det Først til Rusland, hvor han indtil Januar 17 deltog i flere Kampe. Saa skulde han til Frankrig, men ved den tyske Grændse, blev det ny Regiment, han var bleven tildelt, kaldt tilbage. Russerne vare nemlig trængt igjennem ved Mittau. Her gav det nu mangen en haard dyst. Dog bortseet fra, at en Granatsplint gjennemtrængte Peters Tasker, kom Peter uskadt fra det. I Februar gik Turen saa til Belgien. Her fik hans Regiment lidt Ro for at forberede sig til den franske Foraarsoffensiv. En Øienbetændelse erholdt dog Peter fra, i længere Tid at komme til Fronten. Fra 6 til 18 Jan. 18 var han paa Orlov. Det var siste Gang og hans kjære Paarørende saa ham ikke mere. Han var ved godt Mod og sagde: "Jeg tror nu nok, jeg skal overleve det og snart komme hjem igjen".
Men det kom anderledes. Ankommen til Vestfronten blev han i fem Uger uddannet til Stormtropperne, som han strax maatte med i de haarde Kampe, som begyndte den 21 Marts. Den 24 Marts fik den kjære Peter sit Banesaar af en Minesplint og døde den paafølgende Nat. I en Massegrav hviler det afsjælede Lægeme til den store Opstandelsesmorgen. - Gud trøste de sørgende Forældre og Søskende.
S.
Haistrup i Januar 19. |