| Levnedsskildring |
[ fortsat fra forrige side ]
kjende, hvis hele Liv er præget af en ædlere og renere Aand, end eens eget Liv, det er den Slags Ting der kan og maa paavirke det unge Sind, og det er derfor jeg gjerne vil sige det, saa indtrængende som muligt, altid at være i Overensstemmelse med det inderste og dybeste i een selv. Noget godt findes der altid hos ethvert Menneske, skjøndt det oftest er det der ligger dybest, og er det sværeste for een selv, som for Andre at finde. Men søger vi af al vor Magt at føre vort Liv i den Retning, saa vil vi naa, om end i det smaa, at blive Misionær i vor egen lille Kreds. En Taler kan nemlig godt staa og holde lange Foredrag om Ungdomstiden og Ungdomskampene, uden at enhver Tilhører synes der har Bud at bringe, ogsaa til ham. Det bliver let ligesom Kirkegangen er bleven for mange, en hyggelig og rar Time, men saa snart man gaar ud til sit daglige Arbeide, saa synes man at alle Præstens Ord var hule, og saa kalder man det man har hørt ofte med Urette "Teori".
Man møder undertiden i det daglige Liv, Mennesker, der trods Kammeraternes daarlige Vittigheder og Omgang, dog bevarer sit gode Sindelag, sin rene og sande Tale, og det troer jeg, at mange vil lade sig paavirke (deraf) af den rene og sande Tale, der uden at vedkommende egentlig selv gjør noget derfor, uvilkaarlig paavirker og tiltaler Andre. Der er først og fremmest en Uskik, vi maa have kastet ud af Ungdommens Leir, det er al den væmmelige Banden, og den endnu værre smudsige og daarlige Tale, som tit høres der. Naar en ung Mand, der for at gjøre sin Tale mægtig og imponerende, slynger om sig med Eder og Forbandelser, kommer sammen med en Anden, der kraftigt og djærvt, fører sin Tale med Tro og Overbevisning, og aldeles ikke behøver, og ikke paa nogen Maade vil bruge de Skrækelige Eder, ja da vil den Sidste overfor den Første have øvet en Større og gavnligere Indflydelse paa dine Kammerater. Vi maa navnlig huske paa, at vi ikke overvinder det Onde ved at undfly det, men kun ved at kæmpe imod. Der er Mennesker der er saa lykkelige at kunne fratvinge det Onde dets Magt, hvor de møder det, men her gjælder det ikke blot at staa parat med blanke Vaaben, men ogsaa om selv at staa vern mod ubesmittet Fare. Nu er der maaske Nogle der mener, at naar Talen gjelder Livsspørgsmaal og dybe Sjæleanliggender, da kan en Ung ikke nær saa godt paavirke en anden Ung som en Ældre vilde kunne gjøre, der kan ganske vist være noget rigtigt i denne Paastand, da de Ældre med en vis Ret kan henvise til deres Erfaringer, men jeg troer paa den anden Side, at en Ung langt bedre forstaar en Ung som han kan fæste Tillid til og troer paa. Og da er der Intet, der har større Betydning for hans senere Liv, end det han der henter fra sin jevnaldrende Ven. En ung Mand eller Kvinde, der er gjennemglødet af Tro og Haab, har blandt de Unge ikke ringere Betingelser for at virke end den Ældre der kan henvise til Erfaringer.
Jeg veed at hvor Unge har en virkelig levende Tro,
[ fortsættes på næste side ] |