| Levnedsskildring |
Naar jeg kalder mine Drenges Billede frem i min Tanke, saa myldrer Minderne frem, som Smaablomster myldrer frem i Skovbunden en varm Foraarsdag; smaa, fine, spæde, saa glade og lyse, som Annemoner, Skovmærke, Violer, Guldstjerner og Nillikerod der dækker Bunden og fylder Skoven med Duft og Farve og lokker Fuglenes Sang frem.
Men alle disse Smaablomster betyder saa lidt, undtagen for den som elsker dem.
Ja Sønderjyllands Mindeskov er stor, og den er dækket i Bunden af skjære hvide Blomster med blodrøde Stænk. I den vil nulevende Mænd og Kvinder ofte vandre med Vemodstanker, og Efterslægten vil ogsaa finde derind og lære, at kjende dens dunkle Dybder og lytte til den Mindets Sang, som lyder fra alle Fugletunger om Trofasthed og Selvhengivelse med Lydighedens Pligtbud. En Sang der nok har stærke Lyde, ja undertiden er skarp Klang. Men som dig ret forstaaet ejer dybe lægende Paradistoner.
Lyt da, Du stille Vandrer i Mindets Skov. Lad Fuglenes Sang og Blomsternes Duft gjøre din Sjæl stærk og ydmyg, saa ogsaa Du lærer Hengivelsens Kunst. Lær at forstaa, at Livets Krav, naar det efterkommes, ogsaa naar det er helt uforstaaeligt, ejer en anderledes Magt til at rense og højne Sjælen, end Reflektionens lavt krybende Evne.
Barndomsdagene i Rødding var for de to Drenge som en rindende Strøm der snor sig gjennem en smilende grøn Eng. Solen spejler sig i dens Vande og Græsset grønnes ved dens Bredder i frodig Fylde. Den snor sig ud og ind uden store Forhindringer. Ogsaa Ungdomstiden
[ fortsættes på sidste side ]
[ fortsat fra sidste side ]
Den prøjsiske Militærtjeneste stod ogsaa for ham, som noget saa grufuldt, og en Tid før han maatte afsted, talte vi meget derom en Aftenstund. Han sagde da til mig: "Mor, hvorfor skal jeg dog gaa den skrækkelige Vej ?" - Jeg kunde kun svare: "Du afskjærer Dig jo selv Muligheden for nogensinde at kunne komme til at tage Del i Arbejdet her, som Du ønsker, hvis Du nu viger". Han svarede med Taarer i Øjnene: "Ja, Mor, siden jeg har lært Sønderjyllands Historie ret at kjende kan jeg jo hellerikke andet. Jeg maa jo igjennem det".
Han gik, blev indkaldt i Oktober Maaned 1913, kom til Allenstejn, som Infanterist. Han kom ingensinde hjem paa Orlov, blev i Foraaret 1914 syg og laa 10 Uger paa Lasareth. Dermed svandt Udsigten for ham til at komme hjem paa Sommerorlov, hvad han og vi saa inderlig havde haabet. Jeg kommer nok hjem til Julen, skrev han, han vilde trøste os og stive sig selv af. Men Krigen kom i August, og vi saa ham ikke mere.
Den Tid han laa paa Laserettet har sikkert været en god Tid for ham i aandelig Forstand. En Tid, hvor han i Ro og Uforstyrret af Kammeraters raa Tale og Støj, har kunnet søge ind i Kirken, som er i hver Mands Bryst, og der lægge sig til Hvile i Frelserens Favn. Da Krigen brød ud, skrev han til os, for at tage Afsked med os. I dette Brev skriver han: Jeg er ikke bange for at dø! En Kristen behøves ikke at være bange for at dø.
Han vandt det bedste, under de tungeste Forhold. Saa underlig fører Gud sine !
Kathrine Lycke f. Skou.
Højskolegaarden i Rødding d. 22 Febr 1919
|