| Levnedsskildring |
Martin har besøgt Skolen her i Kolsnap, og efter sin Konfirmation, Palmesøndag 1904, blev han her i sit Hjem og hjalp sin Fader, som ikke var rask, han tog livlig deel i Gymnastik og Fodbold, og var altid med, naar der var Landbrugsforedrag, og læste meget i Landbrugsbøger og Blade, naar han ikke arbeidede paa Marken, han hjalp ogsaa efterhaanden Driften op, paa sin Fødegaard her, som var gaaet i Arv fra Fader til Søn i mange Led.
Da han 20 Aar gammel mødte paa Sesion, blev han taget til Fodartillerist, og kom i October 1910 til Køln for at uddannes, han var ogsaa der pligttro, og blev udtaget til Sanitætsholdet, han kom saa til Lazarettet i Køln i October 1911 hvor han gjennemgik et Kursus, og i Slutningen af Marts bestod han Prøven, hvorefter han blev Sanitætsgefreiter. Han blev saa en Tid paa Lazarettet, men senere var han paa en Revirstue og hjalp med Forbinding og Saadant.
I September 1912 kom han saa igjen herhjem og tog fat igjen her. 1 November 1912 overtog hans eneste Broder Bestyrerpladsen paa Nustrup Meieri, og de var nu glade ved at være saa nær sammen, hans Broder havde arbeidet ved Meierigjerningen siden Martin blev konfirmeret.
Ved Skoleforeningens hjælp kom han fra November 1913 til April 1914 paa Uldum Høiskole, hvor han var meget glad ved at være. Jeg har efter hans død, fundet Blade af et Blad som blev udgivet paa Skolen af Eleverne, og Skriver her et Par Stykker af som han har skreven dertil, han var sammen med en anden valgt til Redaktør deraf.
Hvad vil det sige at misionere ?
Det synes jeg bedst jeg kan udtrykke saadan, at misionere er at paavirke et Menneske saaledes, at han eller hun haver Sans eller Interesse for noget ædlere og bedre, end han eller hun før har havt. Vi har i vor Tid en sand Rigdom af Folketalere, som taler til de Unge, og som i Større eller mindre Grad søger at paavirke disse. Jeg kunde tænke mig nogen kunde sige, at saa er der jo ingen Brug for vi Menige blandt de Unge. Hertil vil jeg svare, at hver eneste ung Mand eller Kvinde har et Arbeide at gjøre. - Ja men vi er jo ikke Talere. - Nei heldigviis fristes jeg næsten til at sige. Behøver da enhver ung Mand eller Kvinde der vil frem i Verden, for at kunne udrette Noget, at see sit Navn paa Tryk, eller have hørt sin egen Røst paa Talerstolen ? Der kan saa udmærket misioneres uden det. Og det Misionsarbeide, som gjøres i det Stille, er ikke altid det der bærer mindst Frugt. - En glødende ja selv en paatrængende og nærgaaende Misionstale, kan bære Frugt og blive til Glæde og Velsignelse for Mennesker, men at see og maaske lære et Menneske at
[ fortsættes på næste side ] |