| Levnedsskildring |
Laurids Lund er født d. 9 September 1888. Han var vort næstældste Barn. Hans tidligste Barndom er der ikke meget at sige om, den var, som vel Børns er flest.
Da han havde naaet den skolepligtige Alder kom han i Tyrstrup Skole. Begrundet paa gode Evner naaede han forholdsvig tidlig op i første Klasse. Det var sjælden at se Laurids med en Skolebog i Haanden, og dog drev han det temmelig vidt. f. Ex. i dansk var han saa vidt fremme at han de sidste 2 Aar af sin Skoletid, nedskrev Alt hvad der blev gjennemgaaet under Religionsundervisningen.
Til Paaske 1903 blev han udskrevet af Skolen med godt Skudsmaal. Saa tog han fat paa at hjælpe sin 2 Aar ældre Broder med Arbejdet. Det gik altid for ham med Liv og Lyst.
1905-6 var han et Aar hos sin Onkel, kom hjem Efteraaret 1906 og overtog hans ældste Broders Plads, da han kom i Militær tjeneste. Saa var han hjemme til han selv skulde være Soldat. Som Landmand lagde han gode Evner for Dagen og det var som Alt lykkedes godt for ham. Efteraar 1913 tog han paa Haslev Landbrugsskole til 1 April 1914. Kommet hjem fra Skolen overtog han en Bestyrerplads hos Riis` Enke i Vandling. Der var meget for ham at tage Vare paa, men han naaede ikke tilbunds i Alt, da han blev indkaldt til en 4 Ugers Øvelse d. 15 Juli 1914. Omtrent 8 Dage før Krigen brød ud blev han med Flere afkommanderet til "Lewensau", Højbro ved Kiel som Brovagt. Der havde han den Lykke at være sammen med 3 nordslesvigske Kammerater, som sluttede sig sammen i trofast Venskab. Laurids er den eneste af de 4 som er falden. Chr Dall fra Københoved, kom i engelsk Fangenskab omtrent et Aar før Laurids faldt, de to Andre kom uskadte hjem.
Det var en streng Tid for Laurids da hans Ven Dall kom i Fangenskab. Han var den der underrettede hans Moder og Søster om Savnet af deres Søn og Broder, og stor var hans Sorg indtil han fik Vished for at hans Ven var ilive.
Ved Broen blev Laurids indtil lige før Jul 1915, han var den sidste af de 4 der maatte afsted. Først kom han til Lybæk og uddannede Rekrutter en Tid lang, men omsider maatte han afsted til Fronten i Marts 1916. Til at begynde laa hans Regiment i Champagne under forholdsvis rolige Forhold, mest beskæftiget med at lave "Unterstände" i Kridtbjergene. Saa var han med Sommeslaget 1916, kom godt fra det og kom ganske uventet i Juli 1916 paa 4 Ugers Orlov. Da han igjen kom til Regimentet blev han forfremmet til Underofficer og fik som saadan Opsyn med Kompagniets Vaaben og Køretøjer o.s.v. (det var et Maskingeværkompagni han gjorde Tjeneste ved). Saa gik det godt for ham en lang Tid, Regimentet var i Flandern, en Tur kom igjen til Frankrig og flyttede jævnlig saa her saa der.
Kort før Jul 1917 var han igjen hjemme paa Orlov. Da han saa kom derned igjen blev han kort efter Sergeant, og maatte saa afgive sin Bestilling til en Anden. Under Forberedelserne til den store Offensiv 1918, marts, fik Laurids en Deling at føre som skulde bringe Mad og Munition ud til Kammeraterne i Stillingen.
Saa kom den 21 Marts 1918 og Laurids var som os meddelt paa Vei ud i Stillingen og paa Vejen derud blev han ramt af en Granatsplint og døde straks. Hvor hans Grav er ved vi ikke.
Saadan er Laurids Lunds Levnedsløb i korte Træk. Han er fulgt en forudgangen Broder og vi har Tabet af et kjært Barn mere at beklage.
Jens Lund var os en god Søn og Laurids var det ikke mindre. Saare mange er de Breve han skrev til sit Hjem, og Alle er de Udtryk for hans Kjærlighed til hans Hjem og hans Kjære, men om han end stedse havde os i Tanke vidner hans Breve ogsaa om at han havde sit Forhold til sin himmelske Fader i Orden. Da han modtog Efterretning om at hans Broder var falden maatte han paa Knæ, skrev han hjem, og Gjennem Bøn og Tro naaede han frem til at kunne sige "Din Villje ske". Ihvor gerne han vilde været hjem, kunde han dog altid bøje sig under Guds Faderhaand og sige "Hans Vilje ske, den er bedre end min.
Nu da Genforeningen med vort gamle Moderland staar for Døren kan vi nok sige, for vort og manges Vedkommende "Glæden er med Smerte blandet" og dog takke vi Gud for at han vil lade det ske, og naar vi saa paa denne Glædesdag maa savne vore kjære Børn ved vor Side, maa vi dog sige Tak for at have den faste Overbevisning at de er Delagtige i en langt større Herlighed end det vil være, selv at faa Dannebrog paa høj stang.
Høkkelbjerg d. 24 Februar 1919
Nis. J. Lund |