| Breve |
[ fortsat fra forrige side ]
den Elendighed, for Mennesker at synes er Udsigterne jo ikke gode endnu. Vi har jo ogsaa saamange Modstandere, men, hvor er det godt at vort kjære Nordslesvig ikke er Krigsskueplads.
----- Forplejningen er god paa Belgiernes Bekostning. I maa nok sende mig o.s.v. ret meget kan man jo ikke føre med sig i Tornystret.
Det glæder mig at høre at I alle har det godt, meget har I jo at bestille, men I kan jo da tage Hjælp. Nu vil jeg bede Jer kun ikke være ængstlig for min Skyld. Herren som har været saa god mod mig til Dato, vil sikkert ogsaa i Fremtiden sørge for mig, og ellers troer jeg fuldt og fast at kende Feltfaabet til Hjemmet deroppe i Jesu Blod som randt for fattige Syndere.
Nu en kjærlig Hilsen til alle kjære i Hjemmet og Hjemstavnen fra Eders Jens.
Det var Jens Lunds sidste Brev, om Morgenen derefter, den 24 Oktober, ramte den dødbringende Kugle ham. To kjære, blide Øjne lukkedes for stedse. Hans Minde lever videre iblandt os, og vil vedblive dermed til vore Dages Ende. Gudskelov vi har kun gode og lyse Minder at se tilbage paa, og som Dagene gaaer lærer vi bedre at sige Herren Tak for hans faderlige Førelse med vort kjære Barn og det er vor Trøst og vort Haab engang at samles med ham deroppe i Faderhjemmet med de mange Boliger, hvor vi:
"Frelst fra Synd og Ve
Ansigt til Ansigt skal Jesum se".
----------------------------------------
Det følgende er Jens Lunds Optegnelser under Krigen, fra 2 August til 22 Oktober.
Den 2 August 1914 blev der gjort mobil, jeg maatte stille mig den 5 August i Flensborg, hvor jeg blev tildelt Brigade Ersatz 35. Vi blev de første 9 Dage. Søndag den 16 Aug rejste vi med Banen til Lothringen, en Banekørsel paa 52 Timer. Undervejs var det rørende at se den Godhed som Røde Kors udførte. Vi kom i Kvarter i en Landsby ved Navn Falk. Der blev vi en Dag. Onsdag Middag kom pludselig Ordre til Udrykning, saa havde vi en streng Marschtour til om Aftenen Kl 10. Vi kom i Kvarter i Falkenberg. Vort Korporalskab laa inde paa en bar Stuegulv, af Mad fik vi intet da Byen var tømt for Fødevarer. Kl 2½ blev vi vækket og marscherede da videre, uden Morgenkaffe. Snart begyndte vi at høre Kanonerne. Henover Middag stillede vi os op bag en Skraaning i Kompagnikolonne, 1 Gruppe var udsværmet. Knap var de kommen op paa Bjerget da slog den første Kanonkugle ned. Vor Major stod kun et Par Skridt derfra. Var Kuglen gaaet lidt længere var den gaaet ned i vort Kompagni, det var et Guds Under at vi slap derfra. Hen paa Aftenen kom vi
[ fortsættes på næste side ] |