| Levnedsskildring |
Den afdøde Hans Peter Lorenzen som efter sin Konfirmation kom i Købmandslære hos Købmand Peter A Theusen i Kliplev i hvis blandede Forretning han blev sin Læretid tilende og 1 Aar efter. Sit Lærebrev var et bevis paa at han var særlig dygtig i sit Fag, og Theusen udtaler sig altid rosende om ham. Han var ogsaa afholdt af Kunderne da han var meget flink og havde et yderst vindende Væsen. Efter at han kom bort fra Theusen kom han til Sønderborg en Tid, men fik saa selv en Købmandsforretning i Pagt i Kliplev. Men da han var for ung, gik det desværre med ham som med de fleste unge Mennesker der bliver for tidlig Selvstændige, og efter en tid lang gik det hele den forkerte Vei. Men Forældrene som havde en lille Landejendom paa Vilsbækmark, saa vel hvorledes det hele vilde ende, og fik Sagen ordnet i Tide. Efter saa at have været i Ro en tidlang blev der en Købmandsforretning fri i Bjerndrup Kliplev sogn, og da Moderen dengang var alene, (Faderen var død) blev det bestemt at hvis han kunde faa hjælp vilde han købe ovennævnte Forretning. Ved et par Naboers hjælp blev Sagen saa ordnet, og han overtog derpaa Forretningen, som just ikke var i den bedste orden. En tidlang gik det rigtig godt, men efterhaanden glemte han sig atter, og Følgerne udeblev heller ikke. Han selv var alt for ofte fraværende og Handelen stod saa stille, eller blev dog kun mangelfuldt passet, saa Kunderne svandt saa langsomt bort. Han var desværre atter bleven et Offer for Alkoholen, som har ødelagt saa mangen dygtig Mand, og Forretningen maatte saa atter sælges for at bjærge hvad som bjærges kunde. Hele Familien led vidstnok et Tab ved det hele da det blev gjort op, for at ingen fremmede skulde lide Tab. Han kom saa atter hjem, men Eiendommen var da gaaet over til en Sødster og Svoger. Det hele var lige før Krigens begyndelse og det ventede naturligvis heller ikke længe før der blev tilsendt ham en Indkaldelsesordre. Han blev saa sendt til Ratibor i Schlesien for at uddannes, og blev efter en kort Uddannelse sendt til Fronten. Da han ikke var af saa sund og stærk Natur, blev han af den usle Forplejning straks modtagelig for Sygdommen, og blev saa sendt tilbage til sin Garnisonsby (Ratibor) hvor han saa døde den 11 December samme Aar. Han var af de Mennesker, som trods deres Feiltrin dog stadig er afholdt af alle. Men sit Liv var forspildt, og hans bortgang glemmes derfor forholdsvis let.
Fred være med hans Minde.
En Nabo
Vilsbæk i Februar 1919. Hans Jørgensen |