| Levnedsskildring |
Frits Andersen Lund
Dengang han var lille var hans Hoved fuld af de mest fantastiske Tanker. Blev han stor vilde han være Konge og blev han ikke Konge vilde han være Markmand. Men han blev værken det ene eller andet. Hans Levnedsløb var almindelig, naturlig som de fleste af sine Jævnaldrendes. Da han kom i Skole var denne ham i Begyndelsen Trang, for han elskede Frihed og Leg. Skrivningen var for ham en Konst, som han næsten stod fjendtlig over for, derimod blev det ham en lyst at tumle Tallene og deri blev han Mester. Som Kamerat var han trofast og tapper og sit Venskab holdt, om det saa gik op eller ned, var sin Venskabsfølelse altid den samme. Især var han elsked af sine smaa Kamerater. Jeg vil gengive et lille Træk: En Dag kom Bager Feddersens lille Dreng grædende hjem fra Skolen. Da hans Mor spurgte ham om Orsagen fik hun svaret: Nu skal Fritz Lund ogsaa konfirmeres, hvem skal saa passe paa os for de store Drenge. Hans smaa Søstre saa i ham deres Helt og han beskyttede dem tapper mod hver Overmagt. Sine nærmeste omfattede han med en umaadelig Kærlighed. Saaledes var Julen Festen, der omfattede hans største Glæde. I Uger i Forvejen snittede og savede han og naar saa Julen kom og der var færdig en Del til hver, var han straalende lykkelig. Jeg husker engang han lavede os smaa Søstre en Dukkestue med Stole, Bænk og Bord, om det saa var en Gyngestol var den der og en Vugge og Senge. Det var et Arbejde hvori han havde lagt hele sin Barnefantasie og som optog den største Del af hans Fritid. Ligeledes husker jeg tydelig en liden Sydske [??] han lavede hvor Mor hvortil han havde udsavet Tallet 1900. Og som han blev voksen stod hans Lyst endnu altid til at arbejde i Træ. Han havde set de smukeste Vogne blive forfærdiget i en af hans Skolekameraters Hjem og det blev hans Længsel og Haab engang selv at kunde forfærdige slige. Efter Konfirmationen kom han saa i Karetmagerlære. Nu gjaldt det tage sig sammen, han arbejdede med Lyst og Flid og Iver. Nu vidste han skulde Grundstenen lægges til hans Livsgærning. I sin Læretid gik han i Aftenskole, som blev ledet af dygtige Lærere. Særdeles flink blev han i Tegning og hvor var han ikke stolt og lykkelig, dengang han kunde fortælle hans Forældre, at hans Tegninger kom paa Udstilling. Ogsaa senere hen tegnede han selv hans Vognmodeller for den største Del. Udbyttet af denne fireaarige Læretid blev en flittig munter Svend. Efter endt Læretid drog han til Fyn. Hans Lyst stod altid til at se og lære noget nyt og erværve sig ny Kundskaber angaaende sit Haandværk, som de forskellige Egne byder saa rig Afveksling paa. Han arbejdede et Aarstid i Skellinge ved Middelfart ogsaa i Vejle arbejdede han en Tid lang, og hvad vidste han ikke alt at fortælle om de smukkeste Egne naar han var hjemme paa Besøg. Siden saa han sig om i Tysklands Industriegne. Han besøgte det industririge Wupperdal ogsaa i Køln og Bonn var han i det seværdige Rhinland. Det har været en smuk Tid for ham, om han ogsaa somme Tider har længtes hjem. Efter endt Rejsetid syntes Hjemmet ham doppelværd at leve i og han grundlagde en Hjulmagerforretning i Frifeld ved Skærbæk. Først arbejdede han i det gamle Værksted som var der i Forvejen. Men det svarede ikke til hans Ønsker og efter et Aarstids Forløb byggede han sig et nyt stor og Lyst og rummelig. Han lod bygge en Vindmotor som drev Maskineriet. Efterhaanden kom der flere Maskiner til ogsaa et Træskur til Træhandel blev der bygget og saa blev der arbejdet med to eller tre Svende og Dagene gik under liflig Arbejde. Frit lød der fra Værkstedet til Maskinernes Støj munter Sang og Skæmt. Min Broder selv elskede Sang og blandt de gamle Kæmpeviser findes hans Yndlingssange. En munter Omgangsmaade var ogsaa hans Vane. Til daglig var han aldrig lunefuld eller fortrædelig. Kom der noget paa tværs blev han heftig. Det var hans Fejl, Gud tilgive ham den. Paa den Maade har mangen en maattet høre en ubehagelig Sandhed af hans Mund. Det var denne mærkelige Kontrast i hans Karakter at der ved Siden af saa megen Frejdighed og uegennyttig Kærlighed kunde bo saa stor en Heftighed. Det var ikke Ondskab denne hans Vrede som bruste op hver Gang han blev Vidne til en Uretfærdighed eller han saa Folk paa en lav og simpel Maade tilegne sig Fortjeneste og Hæder som ikke tilkom dem, og det var blandt de Folk han fandt hans Fjender. I sin Vrede vejede han ikke Ordene og kunde somme Tider være det man kalder en grov Krabat. Han afskyede List og Hykleri. Selv var han en aaben Karakter som altid gav sig for den han i Grunden var. Midt i hans kraftigste Livsgærning kom Indkaldelsen den 27de Marts 1915. Kort i Vorvejen havde han forlovet sig med en brav og hæderlig ung Pige. Hun var en Karakter som jeg saa godt kan forstaa netop han syntes godt om. I Flensborg blev han uddannet. Han var kun hjemme en kort Søndagsorlov. Da han var fra Haderslev Kreds var det saa besværlig for ham at komme hjem. Vi besøgte ham saa meget oftere og endnu i denne alvorlige Tid var det ham en Glæde at vise os alle Seværdigheder. Krigen laa for ham som noget truende mørk uhyggelig. Jeg kan ikke gaa med dertil, var hans Ord. Især var det ham en rædselsfuld Tanke at komme i Haandgemeng. Jeg kunde aldrig glemme det dersom jeg blev tvungen til at staa lige over for et Mæneske og dræbe det og bagefter tænke sig all den Sorg og Ulykke jeg maaske havde forvoldt. I alle de alvorlige Tanker var hans Moder hans Fortrolige. Gaa over Grænsen kunde han heller ikke faa over sit sind. Han var heller aldrig bleven lykkelig, dersom det var falden saa, at han ikke mere kunde komme hjem. Og saa valgte han, som Krigsveje laa saa fjern, ogsaa den Gang den lige tunge Vej og den blev hans Skæbne. Den 16. Juli drog han med sine Kamerater fra Flensborg, kom til Rusland og blev tildelt Regiment 208 altsaa kom han blandt lutter Ubekendte. Der var enkelte Landmænd iblandt dem en fra Haderslev og en fra Niebüll. De kom i Slaget den 29 Juli og den 30. faldt Frits. Hans Kamerat skrev os blandt andet til at Frits tilraabte ham: Vi maa gaa videre til Højre vi løber lige i Maskingeværilden i det samme kom en Kugle og Frits faldt bag over og døde med det samme. Kuglen havde gennemboret hans ærlige varme Hjerte.
Hans Søster
Martha Lund
Frifelt d. 11/2 19. |