| Levnedsskildring |
Laust Lausten færdedes saa stille iblandt os. Han fordrede kuns lidt for sig selv, stille og roligt gjorde han sin Gjerning, altid venlig og hjælpsom. Han var af dem, man kan stole paa og om hvem man maa sige, at de vinder ved nærmere Bekendskab. 1908 blev han Confirmeret, hjalp saa hjemme om Sommeren, medens han om Vinteren overtog broderens Plads i Borrig, da denne var paa Skole. Saa kom han atter hjem om Sommeren, siden var han selv paa Efterskole 1909-1910. Derefter tjente han hos Gaardmand Hans Jakobsen i Drengsted i tre Aar. Denne kunde ikke noksomt rose ham og savnede ham meget, da han drog hjem for at varetage Broderens Plads, da denne blev indkaldt til Soldat. Ligesom Broderen fandt han sin største Glæde i at hjælpe de kjære i Hjemmet og støtte dem paa enhver Maade. Desværre blev han indkaldt kort efter at denne var falden. Det blev en tung dag for de sørgende Forældre ogsaa at see denne haabefulde Søn drage ud i Krigens Gru. Hvor haabede og længtes de efter en Afslutning. Den kom dog ikke, derimod blev Sønnen udlært i syv Uger fire i Flensburg og tre i Slesvig. Endskjøndt han hele Tiden havde daarlige Hænder og Fødder, sendtes han til Frankrig i Januar Maaned. Hans Breve vare kuns faa. Langfredag skrev han til Hjemmet og et par gode Venner. Dette blev det sidste. Et par dage senere, den 6 April, faldt han. Af hele hans Kompagnie 270 i alt, blev kuns 80 tilbage. Dette blev et tungt Slag for Forældrene, nesten meere end de evnede at bære.
Tre døttre havde de tilbage, hvoraf den yngste stadig var hjemme til Hjælp, Hun blev forlovet et Aarstid senere og det syntes at her øinedes et lille Lysglimt i den unge datters Lykke. Dog ogsaa dette Haab maatte briste. Kort Tid efter maatte ogsaa denne unge Mand lade sit Liv derude.
Nu er der stille i det lille Hjem. Mindet er deres eneste Skat. Mindet om de kjære Sønner, som satte deres hjem saa høit og værnede saa trofast om det. Altfor tidligt og brat reves de bort og deres Livsgjerning afbrødes, men Mindet om deres trofaste Personligheder vil stedse æres iblandt os.
Blodpaasken 1918
Marie Lytsen født Andersen
Østerby
Skænk os, skjøndt vi bo paa Sletten
I det høie Indfødsretten,
I Guds Rige Borgerskab,
Saa i altfor onde dage
Glade vi herfra kan drage
did, hvor der er evig Fred. |