Levnedsskildring |
[ fortsat fra første side ]
med dens Afveksling og Gjerning, som levedes udenfor Hjemmet havde dog altid det trygge Tilhold og sin Støtte der, saa ogsaa den levedes i Dalens Fred.
Saadan gled Livet hen, indtil det grusomme Verdenshav styrtede ind i Engdalen, fyldte den, rev Aaens Bredder ned og tilintetgjorde al den stille smilende Barnefryd og Lykke, som havde hersket der. - Det var Krigens Værk !
Alfred Lycke havde lært Gartneri, for at benytte Tiden til praktisk Arbeide, indtil det klarede sig for ham, hvor hans Lyst og Længsel egentlig reiste hen. Da dette efterhaanden var gaaet op for ham, forlod han Gartnerarbejdet og gav sig til at læse og uddanne sig, med det maal for Øje, at kunde Tage Del i det frie aandelige Arbejde, som øves her i Sønderjylland. Han tog til Roskilde Højskole en Vinter, derfra til Askov paa Lærerkursus og læste saa herhjemme nogle Maaneder indtil Tiden kom da han maatte ind som Soldat. Han kastede dig over dette Arbejde med Lyst og Iver og det er en Lykke, at tænke paa, at han fik dette Aar, hvor han ret kunde følge sit Hjærtes Trang, for han maatte afsted. Alfred var en dyb natur, som ikke kunne gaa let hen over livets store Spørgsmaal. Han var Ven med Fuglen og med hele Naturen, sjældent fandt han derimod en Ven blandt Kamerater, som han kunde dele noget med. Nej Naturen, det var hans Element. Hans ensomme Vandringer i Naturen gjorde han saa sig. Naar man vilde kjende ham, skulde man se ham i Frihed til Naturen, navnlig til Fuglene, han elskede dem og studerede deres Liv og Færden.
Og han elskede sit Hjem med en rar forunderlig Hengivenhed, saa han, naar han var hjemme i Ferierne næsten ikke var, at formaa til at gaa nogensteder: "for, saa gaar jo Tiden fra mig her hjemme". Undertiden kunde jeg synes det var formeget, at han burde rive sig ud af denne Vedhengen ved Hjemmet. Aa, nu forstaar jeg, at der i Sjælens Baggrund laa en Ahnelse om, at Tiden for ham var saa kort til at være i Hjemmet hu, derfor blev den ham saa Kostbar.
I to Aar var han hos Gartner Petersen, Aalykke ved Kolding, han boede i Hjemmet der og han og hans Hustru satte Pris paa Alfred og lod ham frit færdes i deres smukke og udmærkede Hjem, saa han var som om han hørte dem til. Petersen har givet ham det Lov, at han var den reneste unge Mand han nogensinde havde mødt.
Fortsættes, se Bilag.
[fortsætter på første side ]
|