| Levnedsskildring |
[ fortsat fra forrige side ]
Krigen brød ud var hjemme paa Orlov, var vi enige om, at vi ingensinde havde set ham udfolde sig saa rigt og smukt som den gang. Det var sidste Gang vi fik ham at se, og hans Billede fra de Dage staar saa levende for os alle, det var saa forjættelsesfuldt, som en Majdag.
Han var færdig med Militærtjenesten til Oktober og skulde da komme hjem for, at overtage en Forvalterplads paa en større Gaard her i Egnen, hvilket han glædede sig ubeskriveligt til. Nemlig det, at skulde tage fat med sit Arbejde i Landbruget var ham en stor Glæde. Under hele Soldatertiden længtes han efter sit arbejde der og giver det jævnlig Udtryk i sine Breve. Han var Landmand ud til Fingerspidserne og det havde været saa let helt fra hans tidlige Barndom, at skønne hvor hans Evner og Lyst viste, saa da Skoleaarene var tilende og han skulde vælge sig en Vej, var det ikke vanskelig hvorhen for ham eller os, at se hvor den laa. Han tog fat med den største Iver og Alvor og hvor han søgte Plads var det altid hans Maal og Stræben, at komme hen hvor han bedst kunde uddanne sig, lære mest. Hans Prinsepaler har alle givet ham det bedste Lov. Den sidste Plads han havde var hos Forpagter Thomsen paa Erkelund paa Fyn. Han maatte bryde op derfra en Maaned før Skiftetid, fordi han skulde møde som Soldat. Hr. Thomsen gav ham uopfordret en Anbefaling da han rejste, som han viste os, hans Forældre, da han kom hjem, idet han sagde: "Den Anbefaling skal ellers ikke gives til nogen, for den er saa altfor god".
Nu da Holger er bortkaldt, er det faldet mig ind, at Forpagter Thomsen, uden at vide det, har skrevet hans Eftermæle. Og derfor maa den nok komme frem nu. Jeg vedlægger den i Afskrift.
Al den fagre Ungdomskraft har Krigen knust. Men den Higen mod Fuldkommenheden som fandtes i de unge Sjæle, har Gud nok omplantet i en bedre Jordbund, hvor den i Sandhed kan naa sit Maal: Vækst i hans Naades Fylde til evig Tid. Gud ske Lov !
Kathrine Lycke f. Skou.
Højskolegaarden i Rødding 26 Februar 1919
|