| Levnedsskildring |
[ fortsat fra forrige side ]
der føler de sig draget sammen, som af usynlige Hænder, thi i Ungdommen gjælder det som i ingen anden Alder, at vi maa ud med vor Tro, thi har vi kun saa lidt Erfaring at støtte os til. Hvor er det dog en Misforstaaelse, som man desværre ofte møder, at Kristendommen gjør Ungdommen til tungsindige Hængehoveder; Nei Intet gjør mere fri og glad end netop Kristi glade Budskab. Jeg har aldrig truffen en glad, freidig og lykkelig Ungdom, hvor man har vendt sig bort derfra. Det er ofte svært med de store Opgaver, men i Ungdommen er det virkelig herligt at have store Opgavers Løsning at hige frem efter. Lad os da haabe at vi mere og mere maa leve vort Liv i Overensstemmelse med det Inderste og Bedste i os selv, men ikke nok dermed, lad os efter Evne hjælpe andre Unge frem ad den samme Vei, som vi selv mener er den sande, bedste og frieste, saa vi mere og mere maa blive en maalbevidst dansk Ungdom.
Og endnu et Stykke, som han har Skreven da Skoleopholdet snart var forbi.
Der groer Græs paa de Stier som ikke trædes. At dette er Tilfældet er synlig for Enhver. Men ikke alene her Gjælder det, men ogsaa paa andre Omraader er det let, at paavise det samme. Vi kan tænke paa Forløbet mellem Hjemmet og Børnene, som lever udenfor Hjemmet. Hvis der ikke gjennem Breve er stadig Udvexling af Tanker og Følelser, hvis man ikke der gjensidig fortæller for hinanden om sine Oplevelser, da bliver Forbindelsen stadig løsere og løsere, det aandelige Fællesskab, den Føling som maa være til Stede gaar tabt i saadanne Tider. Ven og Ven imellem hænder det Samme. Naar man efter flere Aars Adskillelse har glædet sig til at tale med en gammel Kjær Ven, som man rigtig før kunde tale med om Alt, dele Alt det Bedste med, da bliver det ogsaa , hvis der ikke i Mellemtiden har været stadig og levende Forbindelse, en Skuffelse for os, det kniber med at faa noget at tale om, man er bleven heelt fremmede for hinanden. Begge er maaske kjede af det, men det er ikke saa let at rette igjen, hvad der igjennem Aar har været forsømt. Der er groet Græs over de Stier ad hvilke Tankerne skulde færdes og mødes. Og dette gjælder ikke mindst i Forhold til den høieste Magt, i Forholdet til vor Gud, der er det Bønnen, der skal være Budbringer og skal befærde de usynlige Stier. Det er derfor en Livsbetingelse for os at vi sørger for, at holde disse Stier rene og lette at færdes paa. - Ved at være tro mod vort Hjem, vore Venner, vort Folk og vor Gud gjør vi os selv den allerstørste Tjeneste, ophører vi disse Forbindelser, da vil vi snart gaa tilgrunde. Nu kan Tiden snart gaa da vi skal Skilles her paa Skolen. Gid der da ikke maa gro Græs paa de Stier, som gaar mellem os, og lad os især see at holde de Stier rene, som fører os til Skolen og Hjemme her, hvor vi i Vinter saa ofte har følt, at her var godt at være. Gid den Lov derfor altid maa staa for os: Der groer Græs paa de Stier som ikke trædes.
Da Martin kom fra Høiskolen overtog han den 1 Mai Gaarden her, men hans Fader og jeg blev fore-
[ fortsættes på næste side ] |