| Levnedsskildring |
Thomas Hansen Kremmling
er født i Skovby, Haderslev kreds d. 12. 0ktober 1898 og har haft sin opdragelse hos sine bedsteforældre, smedemester Hans Thomsen Roest og hustru i Vedbøl. Fra han var 6 år gammel til sin konfirmation besøgte han skolen i Vedbøl, hvorefter han kom i smedelære og var det meningen at han ad åre skulle overtage smedeforretningen efter Den Gamle og var ham til hjælp og støtte på hans gamle dage. Da den ulykkelige krig udbrød, var den gamle bedstefader glad for at Thomas på grund af sin ungdom ikke kunne nås af krigens ubarmhjertige uven[??]. Men krigen blev ved at rase det ene år efter det andet, da ældre mænd blev indkaldt og da unge knøse også og den 16. november 1916 måtte også Thomas stille i Haderslev sammen med flere unge fra sognet, hvor han blev udtagen til soldat og kom til Gnesen i [kanikkelæses] Posen, hvor han blev uddannet som infanterist. Efter ca. 5 måneders forløb kom han til vestfronten, hvor han først var en kort tid i et [kanikkelæses]. Midt i maj 1971 blev hantildelt inf. regt. no. 357, som lå ved [kanikkelæses] -kanalen. Efter ca. 2 måneders forløb blev regimentet flyttet længere op til kanalen for der at paltuije[??] i de hæftige kampe. Et brev fra [kanikkelæses] fra d. 23. juli har følgende ordlyd: Kære bedstefader! I dag vil jeg skrive dig et par ord til, da jeg har god tid. Jeg har ikke hørt fra eder i denne uge, det er jo ikke længe siden, men man synes alligevel har et at par dage er lange. Det er en meget slem[kanikkelæses] vi er kommen ind i [kanikkelæses]. Vi har haft 4 dage i [kanikkelæses]-stillingen, nu har vi ligget her i 2. stilling i 3 dage og i nat bliver vi og så skal vi ud i første linie. Vi har allerede fået mange døde og sårede her i 2 [kanikkelæses] stilling. Det største tab havde vi [kanikkelæses] første nat vi var her. Granat på granat slog ned på vore stillinger hele natten igennem og når en træffer på vor understand[??], så ramler den sammen, da den kun er bygget af [kanikkelæses] med jord kanikkelæses]. Jeg havde langt fra forestillet mig krigssk[kanikkelæses] så grufuld og så rædselsfuld som nu, da jeg selv får [kanikkelæses]. i går eftermiddag var jeg med ude ved første linie. Det var en skrækkelig dag. Vi skulle ud som forstærkning. Vi skulle storme en stilling som englænderne havde taget fra os dagen før, men vi måtte gå tilbage for granatilden. De engelske flyvere og [kanikkelæses] er stærke og så fik vi med det samme artellerieild. [kanikkelæses] får jeg så [kanikkelæses], er ikke til at beskrive. Hvad der gjorde mig mest ondt, det var at se døde som endnu lå på de sammenskudte stillinger. Lad os [kanikkelæses] at bede til Gud at krigen snart må få ende, så er [kanikkelæses] [kanikkelæses] som kun [kanikkelæses]. Jeg tænker om jeg ikke nok får orlov til efteråret om ikke før når jeg da må blive rask og sund sålænge. Jeg håber at I har det nogenlunde godt derhjemme. På snarlig gensyn og mange kærlige hilsner eder Thomas.
En kammerat skrev til Thomas's bedstefader nogle uger efter et Thomas var død: Jeg vil nu sætte mig til at forklare hvorledes det gik til ved vor kære Thomas's død. Ja, vi 4 mand slesviger har været sammen (helt tiden[??] vi blev indkaldt, og også her i felten. Nu tilsidst har vi [kanikkelæses]i den farlige stilling, hvor det går hårdt til, og hvor der bliver skudt meget med gas. Vi fire kammerater og nogle flere vore [kanikkelæses] til at bringe middagsmaden ud i de forreste grave til vore kammerater. Det er jo en farlig bestilling at være madbærer. Et par aftener var det gået godt; men så skete det en nat d.24. 7. 17. at vi lige havde fuldbragt vor gerning og ville gå tilbage også, at englænderne pludselig skød med gas lige midt imellem os. Vi skyndte os med at sætte gasmasker på og at komme videre, men så fik vi spærreild og måtte blive liggende til det blev rolig igen. Sure tog vi masken af igen forbedre[??] at kunne løbe og skyndte os tilbage til vor understand[??]. Gasser har vi indåndet det giftige gas. Da vi nåede vor understand[??], var jeg vist den, der var mest syg. De andre gav dem til at spise og ryge og lagde sig så til at sove. Jeg satte mig så udenfor, da jeg ingen appetit havde. Henimod middag vågnede de igen og kom også ud, men var de helt blege og blå i ansigtet og havde af og til opkastninger. Jeg kunne nok se, at det blev slemt med dem og [kanikkelæses] dem så til at gå med til sanitetspladsen. Jeg støttede dem det bedste jeg kunne, men de måtte hvile dem hvert par minutter og [kanikkelæses] så underlig[??] pladsen. Dengang var Thomas endnu lidt bedre end de andre. Men det varede ikke længe, så klagede Thomas sig at [kanikkelæses] gange og døde så. Så var jeg ikke mere; blot [kanikkelæses] han ligger begravet på en militærkirkegård ved Ostende. Thomas var en god kammerat som jeg ikke vil glemme og ude i stillingen var han altid koldblodig og ikke bange. Når jeg kommer hjem på orlov, så vil jeg komme hen til jer. Hjertelig hilsen fra August Frandsen Hammelev. |