| Levnedsskildring |
Det er bleven mig forundt at nedskrive nogle faa Ord om min kjære elskede Broder, som ogsaa maatte lade sit Liv i den skrekelige Krieg. Enhver som kjendte ham, hved hvad wie har mistet, thie han var sine Forældre en god og kjærlig Søn, og os ligeledes en Broder. Han var den Üngste og tillige en solstraale i hjemmet, altid tilfreds, om han end nok maatte lide saa meget, da han fra Barn af var meget svag, voksede han endog op til et ungt kraftigt Menneske altid flittig og glad i sin Gjerning. Stedse var det hans bestræbelse at komme videre i sit Fag og blieve achtet af sine Foresatte saaledes er han også bleven til det siste, dette vidner da mange Breve om, som vie har modtaget fra Felten fra hans Foresatte og Kammerater at han opfüldte sin Pligt tro til det siste, og at de sørgede med os over denne gode Venn og Kammerat de hauvde tabt. En Kammerat skref saaledes, at han i de svære haarde Tiemer hauvde taget sine Forældres Billede som han stedse bar for sig, og glædet sig derved, thie hans Lengsel var saa stor efter sit kjære Hjem. Saaledes skriever han engang han sammen med nogle Kammerater, vort eneste Ønske er, snart at kunde vende tilbage til det kjere Nordslesvig. Kjære Forældre og Søskende skriver han i siene Breve, naar jeg dog kunde komme jem til Eder igen, saa vill jeg gjerne gaa Alt igenem og holde ud til det siste, vie skal være taalmodig. Og han var taalmodig, vie modtog nesten daglig Breve og Kort fra ham men aldrig nogen Klage, altid tilfreds, kun saa vie denn store Lengsel ud af hans Breve, som opfüldte hele hans Hjerte efter sit Hjem og sine Kjære. Vær I kun rolig mine Kjære skriver han, jeg har det godt, og atter vie skall være taalmodige og lær at vente. Den kjære Gud har til det her holdt sin Haand over mig, jeg gaar aldrig paa Vacht, uden at jeg først beder mit Fadervor. Til Paaske har vie Altergang, jeg har ogsaa meldt mig. Ver Søndag har vie Gudstjeneste, det er meget smukt, hver Soldat har en lille Salmebog, siste Søndag stod jeg Vacht da var jeg kjed af att jeg ikke kunde komme med. Saaledes taler hver af hans Breve til os, tilfreds i sin Gjerning, og Lengselen efter sit kjære Hjem, som han ikke fick mere at see, menn først og fremmest denn kjære Gud, thi han hauvde fundet sin Frelser derude, og efter hans Villie vilde han føje sig. Og efter som Tiden gick, og han komm siene siste dage nermere, da anede han vell ogsaa att dett ikke var det jordiske Hjem han gick i Møde mere menn att der var beredt ham et Bedre, hvor han kunde hvile ud efter de haarde trange Tieder. Da han saaledes skref til os i et af hans siste Breve, hvis det er Guds Villie at jeg skall falde, da skall jeg aldrig glemme Eder til til det siste. Og da han for siste Gang gick i Kampen sagte han Farvell til siene Kammerater nu komm han ikke mere. Og saaledes blef det. Paa Gensyn! lüder det i alle hans Breve.
Paa Gensyn! lille Kristian!
Petrine Petersen
Haderslev
Gammel Hadeslevgade No 38 |