| Levnedsskildring |
"Gefallen auf dem Felde der Ehre"
således lød det tunge budskab, der på breve og pakker atter bragtes vidt over land efter det hårde slag i Champagne i september 1915, hvor mange af det Braunschn Inf. Regt. Nr 92 måtte blive og blandt disse også en af Nordslesvigs sønner Tonnes Knudsen.
Som skolekammerater har vi lært hinanden at kende og allerede dengang så vi andre op til Tonnes som var meget vel begavet og flittig og derfor altid med de første i klassen.
Efter at børneskoene var trådt måtte vi til at søge en stilling i samfundet og valgte begge kontorfaget og ved de fælles interesser lærte jeg nu først rigtig at skatte Knudsen som en ven jeg aldrig vil kunne glemme. Han var en ejendommelig, men stærk karakter ikke altid lige let at omgås, men respekt fik man for den store nidkærhed og fasthed
hvormed han altid gik op i sin gerning og det stærke præg af pligtfølelse gjorde at han udfyldte sin plads i Haderslev Bank, hvor han var ansat til sine overordnedes fulde tilfredshed, og banken satte også efter hans død et meget smukt eftermæle over ham i "Modersmaalet".
Han var en god og kærlig søn, en trofast støtte for hjemmet, hvor de mindre søskende hang ved den store broder med en ualmindelig stor kærlighed.
Så kom krigen også her gjorde pligtfølelsen sig gældende og faldt end det hårde soldaterliv tungt for ham, så hævdede han den overbevisning:
stolt med oprejst pande freidig kan du stande
du har gjort din pligt, du tapre landsoldat.
Vor uddannelse som soldat fik vi sammen i Husum, fulgtes derefter ad til Rusland, og derefter til Frankrig; hvor denne min ven fandt en alt for tidlig død; et liv som var fuldt af store muligheder fandt her en alt for tidlig afslutning.
Som en slutningsbemærkning om min ven vil jeg anføre; under pastor Mahler fandt Knudsen K.F.U.M. som han kom til at holde meget af. Gennem Guds ord fik han kraft til at bære alt det hårde som krigen bragte med sig og særlig det at skulle kæmpe mod sin egen overbevisning. Meget betegnende skriver han i slutningen af et af hans sidste brev.
Derfor skal savnets tunge tid
som triste vi må hernede
smelte som sne for solen blid
ved håbet om gensynsglæden.
Tabet af en sådan søn som Knudsen er et uerstatteligt tab for forældre og søskende og et savn for alle vi som stod ham så nær.
"Ære være hans Minde".
Haderslev, den 2. marts 1918
A. Tørring Jørgensen |