| Levnedsskildring |
Denne min kære afdøde mand var yngste søn af gårdejer Christian Krog i Koldby. Han var dem en meget god og kærlig søn, hvor der altid var en sjælden god forståelse mellem forældrene og børnene. (Der var nemlig 2 brødre og 2 søstre). Han blev indkaldt som soldat i efteråret 1902 og kom til Postdam som garder, hvor han var til efteråret 1904. Da han kom tilbage derfra, kom han hertil Hjerpsted til sin onkel Hans P. Nissen for at hjælpe ham ved driften af gården, og var hos ham til onkelens død. Efter ham overtog han da gården her i Hjerpsted i foråret 1911. Han var en af sognets bedste mænd, som forstod at lede arbejdet så det blev fuldført. I sognet var han æret og anset af alle. Forskellige tillidsposter var hamanbetroet, som han samvittighedsfuld forvaltede.
1914 indgik han ægteskab med Karen Kristensen fra Ballum. Med hvem han levede et liv rig på kærlighed og lykke. Hustru og hjem var det kæreste for ham. Når vi med hverandre kunne gå en tur i marken eller langs stranden var de bedste timer for os. Herren forundte os at nyde hjemmets hygge og fred de første krigsår, skønt han flere gange var tilkaldt. Svært var det jo at skilles fra sine kære, da han lige ind under jul 1916 måtte rejse til garnisonen. Vi ved jo det er Guds vilje og hvad han os finder er til vort gavn, skrev han til sin hustru. Altid forstod han at lægge alt i Gud Faders hånd. I februar skænkede Herren os en lille søn, men som gik forud for sin fader ind i evigheden. Det var jo stor sorg for forældrene, da det var den førstefødte.
Da forårsoffensiven 1917 begyndte mod vest måtte han jo rejse til fronten den 20. april. Han håbede hver dag at komme på orlov, men det blev ham ikke forundt. Den 12. maj 1917 modtog hans kære det smertelige budskab at han var falden på Valpladsen den 27. april foran Reims. -
Det vakte sorg og deltagelse i mange hjem. Et par dage før sin død skrev han: Du skal ikke sørge min kære hustru, thi vi har det håb at samles igen. Dersom vi leve, leve vi Herren, og dersom vi dø, dø vi Herren; derfor enten vi leve eller vi dø ere vi Herrens.
Igennem modtagne breve fra sine kammerater, ser vi, at han var dem en god og kærlig ven, som længe vil bevare hans minde. I den første tid var han sammen med en kær ven her fra hjemegnen, som var til stor glæde og opbyggelse for ham.
Smertelig er det, at vi ikke har kunnet få sin afsjælede legeme her hjem at stedes til hvile hos sine slægtninge; som dog ville have været mig, og sin gamle kære moder til stor trøst, at kunne have hygget om sin gravsted.
Ære være hans minde
Karen Krog |