| Levnedsskildring |
Nr. 1.
Mindet om min kære afdøde mand vil jeg i korthed se og gøre en lille levnedsbeskrivelse af den lykkelige tid, som Herren i nåde gav os at være forenede i. Fra hans barndom ved jeg ikke meget at sige, end om så mange andre, han er vokset op i et hæderligt hjem, som ældste af flere brødre. I vor tidlige ungdom lærte vi hinanden at kende, som en stille godmodig og dybttænkende menneske, som alle folk elsker højt, thi der lå altid en tilfredshed og smil over hans ansigt. Fra 1909 - 11 lå han soldat. At han allerede dengang som ung mand kunne tage en alvorlig beslutning, viste, at han snart blev afholdsmand. 1912 blev vi gift og 1914 kom han straks med i krigen. Alt som så mange andre. Men krigen blev anledning for ham, der var én af de mange, blev én af de få. Mange ere kaldede, men få er valgte. Han fandt midt i krigens rædsler sin frelser. Han blev såret den 14. november 1814 i venstre underarm som ramte senerne på to fingre, så denne blev næsten uduelig. Han kom så til Tyskland på et hospital i Soest i Westfalen til den 17. januar 1915, hvor han så kom tilbage til sit Reg. N: 84 i Slesvig. Hvor han så blev et år, og i den har han skrevet en dagbog som også jeg vil give få skildringer af:
Lovet være Gud og vor Herre Jesus Christi Fader, som efter sin store barmhjertighed, har igen født os til et levende håb ved Jesus Christi opstandelse fra de døde. Vi har nu fundet den skat, den kostbare perle, ja Gud være lovet derfor, og hvor er det dog herlig at leve et liv i Gud alt her på jord, hvor har jeg dog før været blind for denne store kærlighed, hvormed han dog stadig overøser os med, men Gud ske tak at jeg nu kan see det, thi han gør os kun godt, alt hvad han gør, det kan...
Den efterfølgende tekst er dækket af et indlagt blad.
På dette blad står der:
Nr.3
.... Gang, som første gang fordi jeg denne gang har min frelser med. Naturligvis bindes også jeg, af mange jordiske bånd og kærligheden til min kære hustru og mine små drenge ville jo ikke blive mig så let at skilles fra, og med egen kraft kunne jeg det ikke, men jeg ved jo at min Jesus, og der vil hjælpe, om så skal være, og så har jeg dette levende håb, at ses vi aldrig meer hernede, så ses vi hisset har vor Herre Jesus selv, hvor aldrig mere vi skal skilles, men leve for evig sammen med vor frelser, o et saligt håb, Ja tak dyrebare frelser at vi må have dette håb, så led du os videre efter din vilje, og drag os altid nærmere til dig, ja nærmere Gud til dig. Amen!
Ja, kun dette ene optog hans tanker ret at bruge denne nådens tid som Gud gav ham. 1916 den 17. januar kom han så atter ud i krigen, som tjener ved en løjtnant. Og gik så det hele med igennem det forskrækkelige ved Højden 204, var ham det hårdeste af alt, at tænke på. Han faldt den 27. april 1917. DE lå tilbage i reserve, og just som han ville gå ud, kom en granat og atter 1 sekund efter en mere. Han var død med det samme, uden at sige et ord, hans løjtnant skrev også til mig: Så stille og rolig som han levende var, var også hans død, og det kom til kompagniet, at han var falden, flød dem alle tårer i øjnene, thi han var afholdt af alle, altid frejdig og glad, og et godt ord til alle. Han blev ført tilbage og blev begravet på en kirkegård (Arfeld ved Rethel).
Vi havde store forhåbninger i vente, når han en.... |