| Levnedsskildring |
Peder Kjær er født i Østerobling, (Øster Åbølling) Roager sogn. Hans barndom og første ungdomstid tilbragte han i sit barndomshjem. Det var et af de rolige, solide hjem, om hvilke Bjørnson synger: Mange tusind af hjem det var, som landet frelst ifra slaget bar!
Herfra havde han en god ballast, og hans ungdomstid forløb harmonisk og smuk.
I 1909 blev han gift med en pige fra Spandet sogn, eneste datter af gårdejer og gæstgiver Poul Skødt, Spandetkro, og de nygifte overtog hans broders gård i Spandet. Alt tegnede så lykkeligt og der er udsigt til, at det smukke, harmoniske liv her kunne være bleven fortsat. Det er egentlig kun herfra jeg kender ham, altså er det kun i nogle få år, jeg er kommen i nærmere berøring med ham. Han hørte vel ikke til de mest energiske, og havde ikke den stejle, kantede karakter der så ofte støder folk bort, selv de der stod nærmest.
Men han var god og rettænkende, hjælpsom og uegennyttig i al sin færd. Derfor kunne han blive så meget for sit hjem og for sine nærmeste. Derom er der kun en mening, og det bør stå som det væsentligste i hans levnedsskildring: Han var en god, kærlig og opofrende mand og fader! Han var sikkert også en god støtte for hans svigerforældre, der i disse år måtte opleve den store sorg at bære deres eneste søn og svigerdatter til graven.
Men også udadtil vandt han så mange venner; man kunne trygt henvende sig til Peder Kjær. Han blev tillidsmand for skoleforeningen og medlem af Spandet sogneafdeling af landeværnet. Og for det liv der har hjemsted i vore forsamlingshuse var han en god støtte. Vi havde brug for ham, og vi savner ham i sognet, thi også - og ikke mindst - i vort offentlige liv har vi brug for mænd med de ovennævnte karaktertræk.
Også han ville have glædet sig inderlig over det, vi nu øjner: Genforeningen med moderlandet! thi trods alt det fine i fremmed duft, helt ren alene er "hjemmets luft!"
Og da han derude i det fremmede hin 10. og 11. februar 1915 har forstået, at han vist ikke fik lov til mere at vende tilbage til sit kære jordiske hjem, da har det sikkert været hans bøn og hans håb, at der også for ham, og for dem, der stod hans hjerte nærmest, måtte stå åbne døre til faderhjemmet histoppe.
Spandetgaard den 2. marts 1919.
Peder H. Smidt. |