| Levnedsskildring |
Fortsat fra forrige opslag.
.. gang skulle vende hjem fra krigen, men disse skulle ikke gå i opfyldelse. Men vor Gud kender jo vore tanker, som han tænker angående os, tanker om fred og ikke om ulykke, for at give os en fremtid og et håb!
Et brev fra den 10. juni 1916: Jeg sidder nu lige uden for min hytte og vejret er så smukt og stille, der lyder heller ingen kanontorden, det er som kanonerne har holdt inde med deres ildsprudende munde i dag, på pinsedag, o om de snart helt måtte tie. Ellers vil vi jo ikke mærke meget til den hellige pinsefest her, men Gud ske tak at vi dog, enhver især også må holde pinse i sit stille sind. O, Helligånd kom til os ned, din bolig du i os bered, ved ordets lyd og stjerne. Ja måtte denne Guds Ånd mere og mere drive os, at ordet ret må passe på os "Thi så mange som drives af ånden, de ere Guds børn, vor stor en forjættelse er det dog, og Herren ske tak at han har åbenbaret det for os, og også vi måtte få del i den store nåde, at kaldes Guds børn trods at vor synd og skrøbelighed, som dog bliver hængende ved os, så længe vi er på denne syndige jord. Ja, når vi kun i nåden står, uforsagt ihvor det går. O, Herre giv os din pinseånd, at vi ret får frimodighed og kraft til alt som møder os i denne grufulde tid, at vi trods alt dog kan synge: Jeg går til himlen, der er mit hjem. Ja kære Ane, det skal ved Guds hjælp være vor stræben, vort liv herneden er dog kun en vandring gennem jammerdalen, vi er her kun gæster, og have her intet blivende sted, og når vort løb er endt vil Herren hente sine hjem til de evige boliger, ja kunne vi blot længer mere derefter som vi ofte gør, da ville livet hernede også ofte falde os meget lettere. Men vor syndige natur drager til det jordiske, og kun Gud alene kan ved sin Helligånd give os den rette og sande længsel efter at blive forenet med vor frelser for evig. Gud lad os leve af dit ord hver dag vi ser på denne jord, og før dermed fra grådensdal, os hjem til himlens frydesal: Så lev da vel for Herren i mine kære til vi ses med den hjerteligste hilsen. Eders hengivne far.
Hans valgsprog var altid:
Thi dersom vi leve, leve vi Herren, og dersom vi dør, dør vi Herren, derfor, enten vi lever, eller vi dør, ere vi Herrens.
Hans minde vil stedse være os i tanker hvad han har været for os herneden, og Herren være takket at vi fik lov til at leve de 5 år sammen i så lykkelig en ægtestand, og som også var hans store glæde, at Herren skænkede os de to små drenge. Som nu også er mig en stor trøst i denne dybe sorg. Men de er vor trøst i sorgen at han fandt sin frelser før han måtte drage herfra, og at vi har det levende håb, at ses igen hos vor frelser i evighed.
Hans elskede hustru
Ane Knudsen født Grøndahl
Børnene Johannes og Andreas Knudsen
Lintrup |