| Levnedsskildring |
Som ven og svoger til Jens H. Justesen, kan jeg med sandhed sige, at det var det tab der har smertet mig mest, da han faldt. Ikke blot fordi min søster i ham mistede en god og stræbsom mand og hans børn en god fader, men også fordi jeg skattede ham højt som ven. Jens Justesen var af den slags hæderlige arbejdere, der udførte sit arbejde med troskab og da han blev gift og selv fik hjem levede hele sit liv for sit hjem og ikke vovede sig ud i foretagender før han kunne betale kontant hvad det kostede. Og når jeg tit efter hans mening vovede mig for langt ud, så skulle han snart sige besked, idet han altid sagde sin mening rent ud, hvad jeg var ham meget taknemlig for. Denne solidthed og sparsommelighed i økonomisk henseende gjorde også at han kort før krigen blev valgt til kommunerepræsentant[??], i det der af flere blev påstået at kommunen[??] gav for mange penge ud til veje. Her blev hans virksomhed dog kun kort, da krigen og hans indkaldelse gjorde en brat ende herpå.
Han var en af dem der led hårdt vad at blive kaldt bort fra sit hjem og sin familie. Men frivilligt ville han aldrig forlade det, ved at søge over grænsen, udtalte han førend han blev indkaldt. Han var kun en gang hjemme på orlov sidst i maj 1915 og da var det hårdt for ham at tage afsked med hjemmet. Allerede 1. juli blev han sendt til fronten uden at få lov til gense sine kære....
Fortsættes.. |