| Levnedsskildring |
Iver S. Juhler er født i Aaved, Vodder sogn som søn af gårdejer Peder J. Juhler oh hustru Elsine født Møller fra Ullermølle. Iver var den yngste søn i det lykkelige ægteskab, en broder den ældste døde længe før krigen, var uddannet som lærer ved seminariet i Haderslev, og var derefter som meget afholdt lærer ved Drengsted i ½ år hvor han døde 23 år gammel. Forældrenes sorg var stor da den håbefulde Peder døde og nu drejede sig alt om den kære Iver, han blev opdraget i flid og nøjsomhed. Arbejdet var hans lyst og som faderen havde drevet gården i Aaved med held og lykke måske på mere gammeldags vis, så optog Iver arbejdet med en ihærdighed som søger sin lige alt efter datidens nyeste måde, fik hele ejendommen merglet o.s.v. han lagde først og fremmest sine egne kræfter til, så velstanden på den gamle gård i Aaved forøgedes. Iver var på ingen måde trælbunden so landmand, men havde et godt syn på livet, elskede det sande gode og ædle i samfundet lysvågent for alt stort og skønt.
Herlige måneder var det for Iver, da han var elev på Vallekilde Højskole, hvor hastede ikke den ringe indadvendte stille mand, med de gode evner, rige frugtet igennem de udmærkede foredrag derovre på Lolland (Sjælland).
Ved hjemkomsten til den gamle bostavn var der kun glæde, Ivers udvikling kunne kun fryde forældrene han optog arbejdet på ny med forøget kraft så gårdens styrelse og drift blev overladt til ham.
Foråret oprandt med sol og sommervarme. Iver søgte dengang med trosfæller og ligesindede og styrede ofte sin gang til den lille naboby, Ullerup, hvor han fandt den dejlige ly og læ i hjemmet hos familien Stamp, forlovede sig med husets yngste datter, Viebke, og som der var glæde på gården i Ullerup, blev der ikke mindre hos P.J. Juhler og hustru i Aaved.
Iver og hans unge hustru følte ret at kærlighed er skovens fagreste træ og livets stærkeste element, og da de holdt.....
Fortsættes...
Indsat i levnedsskildringen er der et løst ark, som kunne tyde på er en fortsættelse af den indtil nu skrevne levnedsskildring.
... vil beskytte mig og så når hans time er kommen jeg så må komme hjem til eder min kære! Men er det bestemt for mig at jeg skal blive her, så beder jeg den kære Gud, at vi må samles hos den kære Gud Fader i Himlen! Det er de toner som stadig går igennem den kære Ivers breve. Kærlighed til hjemmet hvor den unge kone lille pige og fader venter så såre og tilliden til Guds nåde og barmhjertighed. Det var en streng dag da budskabet kom at Iver var falden den 18. september 1918 stakkels Viebke og gamle fader. Det er svært at bede og bede ret når man er så opreven af sorg, med efterhånden vil det forståes og Gud ske tak siger Viebke for de lyse herlige minder hun har om den unge trofaste mand og den dyrbare skat hun ejer i den lille datter. Datteren blev hende skænket den 6. februar 1915 måske kan hun jage de mørke skyer bort fra moderens pande så livet endnu kan forme sig til glæde for hende.
Skreven den 21. maj 1919 af Niels Beck Stamp
Landeby |