| Levnedsskildring |
Christen Jørgensen er født d. 11. januar 1883 i Grønmark Hjortholms kommune. Fra alt 6. år besøgte han skolen i Sønderby og blev konfirmeret påske 1898. Christen var en lille frisk og opvakt dreng og var godt begavet. Efter konfirmationen kom han i tjeneste hos forskellige landmænd her i sognet tilsidst hos købmand Damkobbel (Schmidt) Schmidt roste ham altid for sin akkuratesse og vidste besked med alt i forretningen.
Christen Jørgensen blev gift d. 5. februar 1904 med Anna Marie Petersen, datter af gårdejer Jørgen Petersen i Vesterkobbel, hvorefter han samme forår overtog en mindre ejendom i forpagtning indtil han nogle år derefter overtog sit fædrenehjem i Grønmark. Han var en dygtig landmand arbejdede med liv og lyst, et par år efter at han havde overtaget hjemmet forpagtede han nogle ha land til, så at han nu havde en pæn lille ejendom.
Som menneske var Christen Jørgensen en god mand, ualmindelig meget afholdt af venner og naboer, altid tjenstvillig og skyede ingen umage når han kunne udvise sin næste en tjeneste.
På sessionen blev han fritaget som soldat, men da krigen udbrød måtte han med. han blev indkaldt d. 13. april 1915 til Inft. Rgmt. no 84 i Slesvig hvor han blev uddannet. Som soldat havde han den bedste forståelse med sine kammerater. Christen var livlig, altid i godt humør og tog sig sagen fra den gemytlige side.
Den 13. juli 1915 kom han til fronten, han var med gennem Polen, døjede meget både af anstrengelse og sult, men humøret var trods dette på højden, den største skuffelse for ham, da hans bedste ven Lausen fra Sønderby blev såret, og måtte på lazaret, men Christen havde jo flere venner og det gik ligegodt, indtil han henad vinteren blev syg og måtte sendes tilbage til sin E. Bocll[??] i Haderslev.
Nu havde han held med sig, og var nu af fronten et helt år, han opholdt sig i Aabenraa og Haderslev hele tiden.
Den 11. marts 1917 kom han atter til fronten, dennegang til Frankrig. Gennem hans breve beretter han tit om hvor store lidelse de arme soldater måtte gennemgå og sluttede altid med at han håbede dog at freden snart skulle komme, men Christen oplevede det ikke, d. 24. maj 1917 faldt han ramt af en fjendtlig kugle og var død på stedet. Af hans brev fra 23. maj skrev han til sin hustru, at det var forfærdeligt trist derude, kampen rasede som ingensinde før, han skrev også om at der var bleven afholdt feltgudstjeneste, en underlig blanding af kanontorden og salmesang, men det var dog opbyggeligt.
Hans hustru har fået meddelelse fra kompagniføreren, at han måtte dybt beklage tabet af en så god kammerat som ham, men herved ikke meget at vente.
Med Christen Jørgensen er en god mand og en kærlig fader gået bort.
Skreven af Hans Thomsen
Damkobbel [kanikkelæses]
d. 1.12.17. |