| Levnedsskildring |
Christian Jorns var en af dem der stille og rolig, uden brask og bram, udfyldte dem plads han var stilet på.
Vi har helt fra barn været venner, fulgtes gennem skolen og helt til den dag, da det sidste tunge bud kom, at han måtte følge fanen.
Han gjorde sin pligt, der som han altid gjorde, men det kostede livet.
Altid vil jeg mindes ham, og jeg tror hele den befolkning som han havde med at gøre, de to fader og søn var vi så [kanikkelæses] til at træffe sammen fuldt optaget af deres gerning.
De prægede deres by, for mig er det som om smedien er bleven fremmed og tom, førhen skulle jeg altså se ind hver gang jeg gik forbi.
Nu er de borte begge to, da budskabet om sønnens død kom, var det også forbi med faderens kraft.
Denne søn var hans stolthed og hans alderdoms støtte, savnet og sorgen fremmede sygdommen, så døden fik let bytte.
Mindet [kanikkelæses] som ingenting
er dog et livligt[??] [kanikkelæses].
Emil Hybschmann
L. Nustrup d. 21. 12. 1917.
2.
Christian Jorns hørte ikke til dem, der trængte sig frem, han hørte til de stille i landet, derfor savnes han ikke så meget uden for sognets grænser, men herhjemme, vi hans bysbørn savner ham.
Hans forældre omgav ham med rørende kærlighed, aldrig harmen hørt et ondt ord mellem dem, og jeg er kommen tit i hans hjem. Christian Jorns søgte ikke sin adspredelse ude i den store verden, for ham var hjemmet alt. Store fordringer stillede han ikke til livet, nøjsom var han som få. Opdraget i et meget religiøst hjem fulgte han denne bevægelse. Læsning var hans lyst. Lige før krigen brød ud, havde de fået smedien nyopbygget og indrettet efter nutidens krav, så nu skulle der rigtig have været taget fat. Dog krigen greb ind med hård hånd og gjorde brat ende på hans planer og stræben.
Hans minde vil stedse være iblandt os.
Magnus Koch.
L. Nustrup d. 22. 12. 1917. |