| Levnedsskildring |
Johannes Jordt kom straks efter konfirmationen ud at tjene og udmærkede han sig i sjælden grad ved flid og troskab, han nåede derfor også kun at få meget få pladser og i hans sidste plads hos gårdejer Jens Peter Andresen, Rosengaard ved Møgeltønder var han i 7½ år til kort før sit giftermål 30. maj 1914.
Forinden havde han ved sin husbond og andre gode folks hjælp købt gården, Melskov på Østerby ark med 27 hkt. ager og eng, besætning 5 køer 14 stykker ungkvæg og 3 heste samt alt dødt inventar medfulgte, prisen var 39250 mk. Johannes Jordt tog ordentlig fat, han satte målet højt og ville videre frem, desværre nåede han kun at høste det første års frugt af sit flittige arbejde, thi allerede det følgende år blev han som uddannet landstormmand, endnu længe før sæden kunne lægges til det følgende års høst, suget med ind i krigen hvirvlende malstrøm. Til lægning af sæden fik han dog i foråret 1915 fra midt i april til midt i maj orlov i 4 uger, og fra 1. juli havde han endnu en gang orlov og så sæden bølge på de marker han i foråret selv havde været med til at behandle. Den 13. juli kaldte et telegram ham tilbage og dagen efter rykkede han med ud til fronten, en måned efter fik han sit banesår. Foruden at miste manden har den unge hustru et år efter havt den store sorg at miste deres eneste barn, en lille søn der var deres store livsglæde, hun følte sig som forladt og var helt overvældet af sorgen. En lille plejesøn hun siden har tagen til sig giver hende nogen trøst, hendes livsenergi og hendes omsorg for hjemmet er nu vågnet så meget, at hun har kunnet tage arbejdet op. Hun behøver ikke at ængste sig for at kunne bevare hjemmet på egne hænder, ved siden af de store ulykker krigen fører med sig har den bragt konjunkturer der har gjort det muligt for de fleste, at kaste den mest trykkende gældsbyrde af sig. Selv om konjunkturvindinger nu er forbi og der senere vil komme sværere tider, så er det et lille lyspunkt i det store mørke, at vide hjemmet betrygget, som det faste midtpunkt der kan stå imod alle storme; en ringe og fattig trøst måske for alle, der som Mathilde Jordt er plukket for alt det bedste og kæreste de har ejet, den vil dog sikkert i forbindelse med tiden være stærk nok til at bære over de værste trængsler.
Toghale Blodpaasken[??] 1918
Th. Thomsen |