Levnedsskildring |
Fortsat
.. d. 18. havde de den første kamp ved Tirlermont hvor de alle 3 blev [kanikkelæses], de havde nogle [kanikkelæses], d. 23. august kom de igen kamp ved Mons, hvor deres broder Jørgen faldt, dødelig ramt af 2 kugler, det var tungt for dem at tage afsked med deres kære broders afsjælede legeme, de måtte så videre, som bekendt gik de så [kanikkelæses] ind i Frankrig, men blev så standsede og måtte så tilbage igen, stadig i fare og led ofte legemlige savn, i januar 1915 blev de flyttet ned til Elsas, hvor de stadig var i kamp, særlig ved Hartmannsweilerkopf, gik det hårdt til, Valdemar slap heldig der, men hans broder Markus blev såret af en kugle gennem venstre hånd, som så kom på lazarettet, de blev så skilte fra hinanden. Valdemar kom derefter til en anden afdeling og blev stadig flyttet omkring, både her og der, altid i Frankrig. Et par gange var han hjemme på orlov, tilsyneladende altid freidig og ved godt mod, sidste gang ved juletid 1915 så han sit hjem sidste gang. I februar 1916 kom han med sit regiment til at ligge for Verdun, hvor han tit var med i hårde kampe, han skrev kun korte beretninger hjem, men aldrig mærkedes forsagthed, sidste gang han skrev var dateret d. 7. maj, [kanikkelæses] nu efter at have ligget i forreste linie i 19 dage er vi kommen lidt tilbage og er gudskelov endnu uskadt, med føden kam jeg let komme igennem, da jeg næsten ingen appetit har og kan ikke spise for ligdunst.-.
Så modtog vi snart derefter det tunge budskab fra hans kompagni at han den 8. maj, var falden dødelig ramt af en granatstump, vi modtog senere lidt udførlig beretning om ham fra en kær kammerat han havde været sammen med i længere tid, han sørgede meget over Valdemars død og viste os mangen kærlig deltagelse, han er nu den tredje søn som krigen har berøvet os og det er ikke let at sige, "Guds Vilje Ske", men hans [kanikkelæses] kan vi jo ikke altid forstå, men vi må tro at hvad han tilskikker os, må tjene til at vort bedste. Det trøster os i vor store sorg, at vi kun har gode gode minder om ham, som vi altid vil bære i kærlig erindring.
Birkelev, d. 24. februar 1919. Erik Jessen og hustru, Elise Kristine, født Roost |