| Breve |
Det eftermæle, der omtales i levnedsbeskrivelsen lyder som følger:
Dødsbudskaber.
Fra fronten indløber der nu næsten daglig triste dødsbudskaber.
Nordslesvigerne søger sammen. De står ofte side om side i regimenterne, og det er i reglen først venner og kammerater af de faldne, der så skånsomt som muligt bringer de tunge tidender til de spændt ventende hjem.
Vi aftrykker i dag et par feltbreve, hvori venner melder et par af vore udmærkede unge mænds død på valpladserne vesterpå.
Den 23. august faldt Mads Jessen fra Hoptrup i Belgien. Efterretningen om hans død, som har vakt sorg på hele egnen, meldes af en ven i følgende brev til hans hjem:
"I har vel af omtale hørt, hvorledes det gik eders kære søn, broder og svoger, min brave ven og kammerat Mads.
Det var den 23 august. Vi havde et sammenstød med englænderne, som lå i stærke, befæstede stillinger, der tillige var dækkede og næsten usynlige. De lå foran en lille by ved Mons, som hedder Nimi.
Vi marcherede fra bivouak om morgenen og sværmede ved middagstid ud i skyttekæde. Lidt i forvejen gennemsøgte vi nogle små huse, mens de første kugler klaskede mod murene. Vi jog beboerne ud og sendte dem som sædvanlig tilbage, og derved blev jeg skilt fra mads, som jo ellers altid var min sidekammerat. Hans gruppe kom temmelig langt frem og blev meget udsat for maskingeværer. Det var nærmest at ligne ved et slagteri, thi fjenden kunne vi ikke se, undtagen enkelte, som skød ud af vinduerne.
Efter 4 timers kamp stormede vi stillingen og tog en mængde fanger og maskingeværer. Vort kompagni havde et tab på 3 døde og 15 sårede. Blandt de førstnævnte var Mads. Jeg ved at Jørgen Lind's og Hans Boust's udsagn. De kendte ham jo begge godt. Han lå i stormstilling med geværet færdigt til skud og havde fået flere kugler. Men trøst eder, han har fået en let død, og jeg for mit vedkommende ønsker undertiden at det samme var blevet mig til del.
Vi ligger jo i skyttegrave, om dagen i granatild, om natten i geværild og - lever endnu.
Det har været Johan Andersen til stor sorg og savn, at Mads sådan måtte bort. Vi gik i flere dage uden at tale et ord sammen. Mads var altid rede til at dele den sidste mundfuld brød eller vand med os, om det også var på hans egen bekostning. Og aldrig hørte vi et utålmodigt eller ondt ord fra hans mund!
Jeg vil ved enhver lejlighed hæve ham og hans navn til skyerne.
Det er mærkeligt, at han ikke er på tabslisten. Hans nummer og kendetegn må vist være gået tabt.
Nu er J. Andersen også borte. Han er sandsynligvis i engelsk fangenskab. Jeg vil hermed slutte, da jeg skal ud og stå post. Vi ligger her overfor sorte afrikanere. De knalder hele tiden og bruger en mængde patroner til ingen nytte.
Til slut mange venlige hilsner." |