| Levnedsskildring |
I korthed vil jeg her forsøge at optegne en lille skildring af vor kære faldne søn Jørgens, korte levnedsløb, han var den tredieældste af 13 søskende, 9 drenge og 4 piger. Efter endt skolegang og konfirmation, hjalp han hjemme ved landbruget og kom senere ud at tjene, han viste sig altid som en tro og lydig søn og hvor han tjente er [kanikkelæses] han sig altid [kanikkelæses] og tilfredshed, da han nåede den værnepligtige alder mødte han på sessionen og blev udskreven til soldat, men da han var optantsøn, ville de ikke antage ham og nægtede at neutralisere ham, som ligeledes blev nægtet mig selv (hans fader). Imidlertid i året 1907, blev der jo [kanikkelæses] optanttraktat, som gav ham rettighed til preussisk borgerret, derefter fulgte at ham atter måtte på session og blev udskreven, var da rigelig 26 år gammel, han og en ældre broder blev da indkaldt i efteråret 1907, jeg søgte gentagende for dem, at få deres tjenestetid forkortet på grund af deres alder, og nåede omsider at de blev fri og hjemsendt i november 1908. Da han havde særlig lyst til landbruget var han efter sin hjemsendelse et år i Jylland for at uddanne sig videre, da han derfra kom hjem ytrede han lyst til at få sig en landejendom købt, i november 1909 købte han så en gård i Spandet, som han overtog med det samme. Han drev gården med liv og lyst og var veltilfreds, da alt timedes vel og gik godt fremad, da bygningerne var gamle og brøstfældige havde han påtænkt snart at bygge en ny stald, men så kom som et lyn det skæbnesvangre krigsår 1914 og krydsede alle planer.
Den 4. august blev han tillige med to brødre beordret til at stliie i Haderslev, dagen før han skulle rejse, var vi, hans forældre i Spandet, for at tage afsked både med ham og hans 3 brødre, sluttelig udtalte jeg ønsket om at vi dog så gerne håbede at se dem velbeholden hjemme igen. Ja, svarede Jørgen: " Det vil vi så gerne håbe, Vorherre har vist os den vej vi skal gå, vi går pligtens vej, og så vil vi hengive os i Guds varetægt. " Det var de sidste ord vi har fra hans mund og de førnævnt er til megen trøst. Jeg vil her bemærke at det undgik vi ikke at han drog bort med tunge anelser, og havde nok kun lidt håb om at komme hjem igen.
Efter nogle få dage ophold i Haderslev blev de transporteret med banen til Aacken, hvorfra de så marcherede gennem Belgien, ved Tirlemont, havde de en fægtning d. 18. august, da var 3 brødre ved samme kompagni. D. 20. august skrev Jørgen hjem: " Vorherre har dog beskærmet os alle 3 endnu", kompagniet havde dog 6 eller 7 sårede, de drog så videre gennem Belgien, d. 23. august kom de i kamp nær Mons, hvor Jørgen dødelig ramt af to kugler udåndede sit sidst suk, det var et hårdt slag for to brødre, som var nærværende, det smertede dem meget at tage afsked med hans afsjælede legeme, samt så at meddele os herhjemme det tunge budskab. Han ligger begravet på en såkaldt æreskirkegård i nærheden af Mons.
Vi sørgede dybt over hans død, men vi håber på glædeligt gensyn hisset. vi mindes ham som en trofast og kærlig søn, og dette minde vil vi bevare i kærlig erindring.
Birkelev, d. 24. februar 1919.
Erik Jessen og hustru, Elise Kristense født roost. |