| Levnedsskildring |
i en forfærdelig
Fart, men derpaa er det lykkedes ham ved Indsættelse af al sin Energi og sidste
kraft at faae Flyvemaskinen til at lande, rigtignok i beskadiget Tilstand,
hvorved han har bragt det færdig at frelse sin Kammerat, en anden
Flyverløjtnants Liv, som var med som Iagttager. Selv var han desværre død,
vistnok ifølge Forblødning under Landingen. Paa Grund af, at Stedet laae under
fjendtlig Artilleriild vare Kammeraterne ikke i Stand til at bjerge hans Lig.
Et Par Timer senere have Englænderne erobret Valpladsen, og de maa jo saa have
begravet ham tilligemed saa mange andre brave Kammerater derude. Hvor hans Grav
er, vi vide det ikke, han faldt ved Rosieres, og der i Nærheden vil den vel
ogsaa findes. Vi haabe, at de, som vare hans Modstandere i Kampen, ogsaa ville
frede lidt om den! Den 8. August 1914 drog han med ud fra Flensbor, den 8.
August 1918 traf ham den dødbringende Kugle paa Slagmarken. Fire samfulde Aar
har han gjort Krigen med, hele Tiden ved Vestfronten i forreste Linie med
Undtagelse af det halve Aar, han var paa Flyverskole, og det Par Maaneder, han
var sluppet bort paa Grund af et lille Saar. Tunge Aar har det været, og han
har døjet meget Ondt; men paa en viunderlig Maade forstod han at finde sig i
sin Skæbne. Hans mange Breve, som vi have modtaget i Løbet af de 4 tunge Aar,
vare ved Siden af Alvor fulde af Vittighed oh Humør.( Han) Aldrig hørte man ham
klage, han holdt det for sig tunge Pligt at holde ud. Det eneste Suk, du engang
imellem lød i hans breve var: Hvor længe vel endnu! " Naar er under hans
Besøg i Hjemmet engang var Tale om, at du var saa mange, der forstod at
"trykke sig", saa svarede han: "Det kan jeg ikke, saa maa jeg
altid tænke paa, at da skal en anden afsted, og han kan maaskee værre
undværes." Saa er han nu ikke mere iblandt de levendes Tal, vor kjære
Dren. Et ungt Menneske, der havde alle Betingelser for en stor og lykkelig
Fremtid!. Der falder ikke den mindste Skygge paa hans Minde. Alle Steder fra
havde han de bedst Skudsmaal. Breve fra Undergivne og Forsatte fortælle om, at
han var agtet, æret og elsket af alle. En menig Soldat skrev til ham, mens han
laae paa Lazarettet i Buer: "Vi alle mangler Dem, Hr. Løjtnant, vi ønske,
at De snart maa komme og overtage Kompagniet igjen". Ritmester von
Qertzen, der meddelte os Dødsbudskabet, skrev: "Flyverafdelingen har i ham
mistet sin bedste Flyvtøjsfører; vi beundrer hans store Pligtfølelse og
Energi." En anden højere Flyverofficer skriver: " Vi miste i ham ikke
blot en god, prægtig Kammerat, men ogsaa en fortræffelig Flyverofficer. Maate
den Højagtelse, som vi alle havde for Deres Søn som Menneske og Soldat, være
DEm en Trøst i denne tunge Tid!" Paster Rühmann i Daler, som var hans
Skoleinspektør undr hans Lærergjerning der, skriver: Hans rolige, venlige
væsen, hans bestemte og energiske Maade, saavel som hans Dygtighed i sit Kald
erhvervede ham snart baade Børnenes og de Voxnes Hengivenhed og Højagtelse.
Det var Nytaarsdag
1916. Thomas var hjemme paa Juleorlov. Dagen efter skulde han igjen til
Fronten. Paa Vægkalenderen læste vi Esaias 54,10 med Forklaring: "Thi
Bjergene skulle vige og Høiene rokkes, men min Miskundhed skal ikke vige fra
dig, og min Freds Pagt skal ikke rokkes, siger Herren, din Forbarmer."
Thomas sagde: "Det er mit Konfirmationssprog, det tager jeg med
derud." Det var bleven et af de gode Ord, som den hellige Skrift er saa
rig paa, der tjente til at lyse op for ham paa hans tunge Vei, og dette deilige
Ord var det ogsaa Præsten lagde til Grund for sin Tale ved Mindegudstjensten
over ham i Bevtoft Kirke. Fjernt fra sit kjære Hjem slumrer han nu den sidste
store Søvn. Vi forstaae ikke Guds uudgrundelige Raadslutninger. Hvilke
forfærdelige Saar har ikke denne skrækkelige Krig slaaet!
I Ruslands mørke
Urskove og udstrakte Sumpe, paa Frankrigs og Belgiens blodgjennemtrængte
Slagmarker og videre omkring, der hvile de nu, de Kære, forenet med Tusinder af
Kammerater, den store Dag imøde, da Herren kommer igjen for at opvække |