| Levnedsskildring |
Engang han havde faaet et Klaver i Skyttegraven skrev han, han sad og spillede "I alle de Riger og Lande" DE unge har vel lettere ved at se alt fra den lyse Side. Han var engang Ordinans og skrev det var et storartet Syn at se et Slag bag fra med de mange farvede Lyskugler røde blaa og gule men det var sørgeligt at see de stakkels Englændere som laa og brændte af en væske som Tydskerne skød med. Saa meldte han sig til Officcir der var 9 i hans Kompagni og der blev 3 udtagne som saa blev sendt til Brieg i Schesien paa en Offisiersskole. Da han var kommen der gik de Forespørgsmaal til hans Hjem til Borgmesteren Præsten og til Skolen om hans Familie hjemme, men det maa jo ikke have været godt thi Søndagen efter maatte han og 7 mere reise tilbage uden at faa nogen Grund at vide. hans Broder skrev rigtignok det skulde ikke være ham som meldte sig til Officier. Karl kom som han skrev fra den ene Yderlighed til den anden De kom saa til "Somme" det var det sidste Samme Nat han blev borte drømte jeg saa virkelig om ham, jeg troer i det hele det var den eneste Gang jeg drømte om ham skjønt han var vor sidste Tanke om Aftenen og den første om Morgenen. Jeg drømte jeg stod ved hans Leie hvor han laa saaret og det Blik han sendte mig kan jeg blive ved at huske, jeg vidste der var skeet noget. Saa 3-4 Dage efter kom Pakker og Breve tilbage med Paaskrift Saaret og lazaret ubekjendt og fra hans Feldwebel fik vi flere Breve hvor han skildrede ham som et bravt Menneske det var samme Dato han blev borte som jeg drømte om ham. Vi telegraferede til mange Lazaretter i Omegnen men fik aldrig mere at vide om ham.
Hans Schultz (som var givt med vor Datter) var ogsaa der i Omegnen tog Orlov og drog hen at søge efter ham han skrev at hele Kompagniet var borte paa nogle faa Mænd nær. Det var den 22 Juli 1916 Hans Schultz faldt saa den 9 October 1916 og da vor ældste Søn kom hjem paa Orlov gik han over Grændsen til Danmark. Hans Schultz kom hjem som Lig og blev begravet paa Halk Kirkegaard de sidste Dage imod Juul 1916. I de samme Dage gik vor ældste Søns Hustru over Grendsen med deres lille Dreng paa Armen næppe 2 Aar gammel. Efter at være bosat i Silkeborgenen i 2½ Aar kom de tilbage men inden de kom hjem var hans Kone Sindssyg og er nu paa Vordingborg Sindsygeanstalt, hun er vist nok uhelbredelig
Ja det var tunge Følger af Krigen.
Da vi første Gang maatte Heise Flaget som jeg siger Gud Tak for at vi maatte opleve denne Dag ja da var det som Maalet var naaet
Maatte jeg nu gaa bort med Fred
Dette er nedskrevet af hans Moder |