| Levnedsskildring |
I Barndom og Ungdom
Jørgen Jacobsen blev født den 11 Marts 1896 og blev døbt den 8 April i Lysabild Kirke. Han var fra Fødslen af et sundt og kraftigt Barn og voxede godt til. Til Paaske 1902 blev han sat i Byens skole, hvor det viste sig at han havde nemt ved at lære var en stille rolig Dreng og ved sin konfirmation godt udviklet paa Legeme og Sjæl. Da han ingen Brødre havde maatte han som Barn oftest tage Deel i Søstrenes Leeg. Udoverensstemmelser derover opstod sjældent hos dem. Efter sin Konfirmation 1910 var han hjemme. Til Novbr 1914 skulde han have været i Tjeneste paa en Gaard i Sundeved, men saa kom Krigen og greb forstyrrende ind, thi da Faderen strax ved Krigens Udbrud var bleven indkaldt maatte han blive hjemme og tage sig af Gaardens Drift
II Ungdomsarbeidet.
Ungdomsarbeidet og Afholdsbevægelsen som i hans Opvæxt her paa Egnen tog Fart optog hans Tanker. Han tog flittig Deel i Ungdomsmøderne i Tandslet Forsamlingshuus, og blev medlem af Afholdsforeningen, om han senere hen som Soldat er blevet Afholdsløftet tro, vides ikke, skrevet derom har han aldrig.
III Soldatertid med Lidelser og Strabadser.
I Decbr 1915 blev han efter at have faaet Udsættelser nogle Gange indkaldt som Soldat med Garnison i Werge. En raadkold Vintermorgen maatte han bort, Vejret saa truende ud, det var som det manede ham om Trængsels-Tid, han senere hen skulde gaa imøde. Med Haab om Gjensyn blev der sagt Farvel, havde han da vidst at han aldrig skulde faa sit Hjem og sine Kjære at see mere, var Afskeden bleven tung. Soldaterlivet var ham imod, han kunne ikke finde sig i al den Tvang og de Udtryk som saa ofte blev brugt, dog ligefrem klagede over Savn og Lidelser gjorde han aldrig
IIII Stilling til Krigen.
Det Ord Krig var for ham noget skrækkeligt noget, og han gik som saa mange Andre ikke gjerne med men følte det som sin Pligt. Den 15 JUli 1916 kom han til Vestfronten ved Regt: 75. 8 Compagnie
V Samliv med Kammeraterne
Om Samlivet med Kammeraterne har han til Hjemmet ikke meddelt meget, da der ved Comp kun var faa Nordslesvigere. Der var kuns to, som han saa ofte nævnte, det var Møller fra Sundsmark, Als, og Sørensen fra Tørning ved Rødding. De tre holdt altid sammen og deelte Godt og Ondt sammen. Det faldt i Sidstnævntes Lod, at bringe Meddelelsen til Hjemmet om hans Død.
VI Samliv med Hjemmet og Slægten derhjemme
Meed Hjemmet var han stadig i Forbindelse ved Brevvexling, spurgte altid om Eet og Andet og Længslen efter Hjemmet har til Tider været stor. Han haabede stadig at komme paa Orlov og gjensee sine Kjære men dette sit Ønske skulde han desværre ikke faa opfyldt.
I Breve til sin Fader tydede det paa at han længtes efter andre Forhold end de hvorunder han levede, det blev ham imidlertid ikke forundt den 3 DEcbr 1916 om Middagen Kl 1 blev han saa ulykkelig ramt af en granat at han kort efter udaandede.
Eensomt thi det brustne Blik, ingen kjærlig Haand har lukket.
Ingen Ven dit Haandtryk fik, ingen hørte Afskedssukket.
På Kirkegaarden i Chaumont blev han faa Dage efter stedt til Hvile. Feltpræsten som talte ved hans Grav gik ud fra et Ord i Visdommens Bog 4 Kapt 13 Vers.
VII Den aandelige Føde
Af Sognepræsten fik han tilsendt Sognets Kirkeblad og nogle andre christelige Skrifter, desuden fortæller han ogsaa om en Feltgudstjeneste han faa Dage før sin Død havde været med til. Naar Guds Ord forkyndes her skriver han, gjør det dog alligevel ikke saadant Indtryk paa mig end naar jeg hører det hjemme i vor egen KIrke.
VIII Gudsforhold
Eftersom Krigen trak i Langdrag, kunde det mærkes paa ham, at han ikke allene tænkte paa det Jordiske, men ogsaa tragtede efter noget høiere. Imens han laa dernede i Frankrig i de kolde fugtige Skyttegrave hvor Døden gjorde rig Høst skrev han i et Brev til Faderen.
Er det Guds Villie at vi skal sees igjen da gjør det ikke noget om end Granaterne falder nok saa tæt, hvis ikke troer jeg dog jeg har ikke levet mit korte Liv forgjæves. Vi vil derfor haabe at hans Sjæl har fundet Vejen hist op til Gud i Himlens lyse Kongesale.
P. Bonefeld
Mommark. |