| Levnedsskildring |
Søren Iversen kom efter Konfirmationen ud som Tjenestekarl, først hos et par nære Naboer, derefter til Bøiskov hvorfra han blev indkaldt.
Det stille, rolige Væsen, der altid havde været ham egen, fulgte og bevaredes hos ham til det sidste. Uden Hang til støjende Adspredelser, søgte han i sin Fritid kun hjem til sine Forældre og Søskende, disse besad hans hele Kjærlighed, de var hans Alt og var ham nok.
Hvor smukt skrev han ikke til sin Moer (hans Fader var nemlig ogsaa i længere indkaldt) ikke saa meget om det han maatte doie, men hvor deiligt det kunde blive, naar han snart igen kunde komme hjem og glæde sig med dem, og da Faderen blev reklameret fri var Slutningen af hans Breve altid: "Blot Faer kan blive hjemme saa gaar det jo nok.
Efterretningen om hans Død (ja Rygtet ilede jo som saa ofte forud for Visheden saa vi Naboer egentlig vidste det før Forældrene) fyldte os Alle med dyb Medfølelse, det var saa svært for os - og hvor uendelig mere haardt har det ikke været for Forældrene, at forliges med Tanken om den milde, stille//
og haabefulde Ynglings bratte og voldelige Endeligt. Kompagniet havde faaet en Fuldtræffer - hvorved sammen med mange Kamerater ogsaa Søren blev ramt og fik en hurtig Død. (Efter en Kamerats Brev)
Med Smil om Mund, men med Taarer paa Kind, saaden er det sidste Billede, som det endnu staar for hans Moder og de to ældste Søskende, nemlig da han fra sin sidste Orlov rejste tilbage til Fronten i Frankrig, saa som et "Farvel" til en saaret Kamerat, der maatte tilbage, en Time før han faldt vistnok var de sidste Ord fra hans Mund.
Atter et vemodigt Blad i den store sørgelige Mindebog for de Faldne i Verdenskrigen
Hvinderup d. 25. Juni 1918
Chr. J. Hansen |