| Levnedsskildring |
førte ham bort fra denne tummel, dette ensidige liv kunne ikke tilfredsstille en før så virksom mand, da han nærmede sig den hjemlige grænse blev tiden ham meget lang, toget kørte kun alt for langsomt, med raske skridt nærmede han sit hjem, hvor den uvent4ede gæst fik den hjerteligste velkomsthilsen. De 14 lykkelige dage gik jo rask hen med glæde og iver tog han fat på arbejdet, men snart befandt han sig atter i det ensformige liv blandt sine kammerater i Frankrig, i førstningen faldt det ham lidt svært, men modet tabte han ikke, atter gik det mod vinter og om end alle ønskede sig hjemme, så bød pligten dem dog at blive og der viklede sig mere og mere ind i krigen, så der ingen ende var at se, den ene dag gik som den anden uden stor afveksling og vinteren sneg sig til ende. Hen mod foråret begyndte der at blive mere uro på hele Vestfronten som også nåede reg. 162, hvor Jørgen lå, nu skulle kræfterne prøves, og det kortede så mangt af et ungt menneskes liv, men igennem det hele bar håbet dog ham om en gang at komme hjem til Nord-Slesvig igen, ofte skrev han hjem og fortalte hvordan Gud havde bevaret ham fra så mangen truende fare og han vidste også at Gud kunne bevare ham sund og uskadt igennem det hele, om det var bestemt, men Gud ville det ganske anderledes, han krydser jo så ofte vore planer, en blid sommerdag meldte et telegram, som kom til hjemmet, at Jørgen samme aften kom på orlov, med glæde og stor forventning så man aftenen imøde, en dejlig ret var tillavet og endelig kom den kære med 16 dages frihed, de 8 dage var borte og det begyndte atter at hælde, begyndte også glæden også at tage af, atter måtte han tage afsked, som faldt ham så svært, og forlade sit elskede hjem, for aldrig mere i dette liv at se sin kære hustru og alt som var ham så kært derhjemme, det var den 5. juli 1916, han en morgen tidlig atter begyndte tilbagerejsen til Nord-Frankrig og her blev også hans hvilested, knap var han kommen derop, så begyndte kampen med fornyet heftighed.
Allerede i flere dage havde hans hustru ventet efter post fra ham, og bange anelser havde begyndt at trække sig sammen over hende til mørke skyer, hun vovede næppe at nærme sig når posten var bleven bragt, når hun så atter blev skuffet, styrkedes de bange anelser, det var en dag hen i oktober, at posten bragte et brev med fremmed håndskrift med rystende hænder og bævende hjerte læste hun efterretningen fra en kammerat, at det var bleven hans tunge lod, at meddele hende, at hendes kære mand allerede siden den 7. oktober ikke mere var til, en granat havde ramt ham under sit arbejde blandt sine sårede kammerater, næppe kunne hun tænke tanken til ende, at hendes elskede mand ikke mere skulle vende tilbage igen, men hun måtte jo bøje sig for virkeligheden, nogen tid efter fik hun efterretning fra hans kompagni, at han siden den dag var savnet, en kammerat mere meddelte hende at han var falden, så håbet om, at han måske kunne være i fangenskab ikke næredes længere af hende, hen mod jul blev de holdt en sørgegudstjeneste over ham i Bevtoft kirke, hvor familien var talrig samlet alle sørgede de over tabet af den faldne, hans gamle forældre havde slaget også ramt hårdt, som nu var ældedes betydelig, de havde imidlertid solgt deres ejendom i Kolsnap og købt et lille hus i udkanten af Skrydstrup by, overfor dem havde Jørgen også altid været en meget kærlig søn. Den unge enke, for hvem arbejdet nu faldt betydelig sværere efter det skete og hendes forældre ligeledes ikke kunne udholde det i længden, hun havde i længere tids haft en russisk krigsfange til hjælp, men hidtil havde håbet om lysere tider jo bevaret og lettet arbejdet, men nu da dette var dem frataget, solgte hun sin ejendom, dog faldt afskeden dem meget svært, vel var arbejdet dem for meget nu, de gamle forældre, der under deres hele ægteskab havde beboet dette .... |