| Levnedsskildring |
Min inderlig elskede yngste Søn Carl Peter Magnus Hansen, født den 31. Oktober 1886 her i Christiansfeld, var fra Barneaarene af en flink og opvakt Dreng, som baade vi Forældre og hans 6 Søskende var uendelig glade ved. Han besøgte Skolen her indtil han var 12 Aar gammel. Da han havde Lyst til at studere, lod vi ham saa komme paa Latinskolen i Haderslev; her gik han ogsaa til Konfirmationsundervisning hos Provst Petersen, blev konfirmeret i Christiansfeld af Pastor Beck og kom derpaa til Niesky i Slesien paa Brødremenighedens Pädagogium. Der var han saa indtil han 1904 tog sin Eksamen, som gav ham Berettigelse til at tjene som eenaarig. Nu skulde han jo bestemme sig til videre Studier for Fremtiden. Han havde været en flittig og stræbsom Elev, men da han ikke var særlig begavet for Sprog, saa raadede Direktøren ham fra at studere, han skulde hellere vælge noget andet. Dan han nok havde Lyst til at lære Bankforretningen, skaffede hans Fader ham en Plads som Lærling ved den Slesvig Holstenske Bank i Aabenraa. Det viste sig snart at han var kommen paa den rette Hylde, hans Lærere tog sig kærlig af ham og har i de 3 Aar, han var der, vist ham Tiltro og Godhed, som han aldrig glemte. Han boede hos en Søster, som var gift i Byen og har tilbragt 3 lykkelige Ungdomsaar der. I Foraaret 1907 døde hans kære Fader og var dette en stor Sorg for ham. Han havde nu Følelse af at han skulde staa paa egne Ben. Hans Læreherre forskaffede ham til Efteraaret en Plads i den Slesvig Holstenske Banks Centrale i Husum. Der blev han eet Aar og kom saa til Haderslev, for der at aftjene sin Værnepligt. Herfra kunde han oftere besøge sit Hjem, hvor han var en kærkommen Søn, hans muntre, sollyse Væsen, som overalt vandt ham gode Venner, har altid været hans Moder og Søskende til Glæde og Opmuntring. Da Soldatertiden var forbi, søgte han Plads ved en større Bank og den fik han ogsaa i Berlin ved Diskonto-Gesellschaft. Med Lyst og Iver arbejdede han sig ind i Forretningen der og gjorde hver Sommer en Soldaterøvelse med, det var ham ligefrem en Ferie, saadan i frisk Luft at kunne strække sit Legeme og øve Kræfterne efter Kontorarbejdet, det var efter hans Sind. Om Foraaret 1914 blev han Leutnant, hvilket var ham en stor Glæde, da det var til Gavn og Fordel for hans Karriere i Fremtiden, netop i Bankfaget. Han skrev derfor dengang hjem, at nu var foreløbig hans højeste Ønske opfyldt. Saa kom Mobiliseringen og den 2. August maatte han gøre sig parat til at følge Kaiserens Opraab. Da det var ordnet, kom han den 3. Aug. hjem til sin gamle Moder for at tage Afsked med hende og sit kære nordslesvigske Hjem, som han elskede saa højt. Det blev ham ikke let at skille sig fra os, han vidste nok, hvad han imødegik, at Herren kunde kalde ham bort, saa vi aldrig skulde ses mere, men han udtalte til sine Venner, at han haabede nok at komme uskadt tilbage. Efter 9 Timers Ophold i Hjemmet, rejste han til Flensborg, hvor han som Leutnant blev tildelt det 6. Komp. ved Reserve Regiment 86. De kom først en kort Tid til Angel. Den 12. Aug. havde han for første Gang sine 80 Mand samlede om sig og skriver derom i sin Dagbog, at han lovede dem, at være dem en god Kamerat og sørge for dem i enhver Henseende og det har han ogsaa holdt indtil hans Død. Den 23. Aug. blev saa den Dag, da Bataillonet kørte med Toget fra Nordschleswigsche Weiche afsted til Belgien. Den 25. Aug. ankom de i Löwen, og dermed lige ind i Krigens Rædsler. I Löwen maatte han med sine Folk hente Bagagen ud af den brændende By. Så kom Fægtningen ved Campenhout, hvor de fik deres Ilddaab. Videre gik det over Brüssel, Erondegen, Grotenbergen til Renaix, og her slutter hans Dagbog, de havde Hviledag, det var den 10. Sept. Saa havde de 6 Marschdage, til de naaede Noyon. Den 16. Sept. om Morgenen brød de op fra Noyon og naaede Fjenden ved Landsbyen l'Aigle. I Spidsen af sit Kompagnie gik han i tro Pligtopfyldelse frem til Storm mod Fjenden, hen ved 4 Tiden om Eftermiddagen blev han truffen af den fjendtlige Kugle, som gav ham hans Banesaar. Kameraterne, som elskede deres unge Fører højt, har skrevet os til, at de, da de saa ham falde, blev saa forbitrede, at de stormede paa og vandt Landsbyen, saa Fjenden maatte trække sig tilbage. Ved Korsvejen fra Pontoise til Carlepont blev han ved Morgengry stedet til Hvile af Kameraterne sammen med hans mange nordslesvigske Brødre. For mig og mine andre Børn var hans tidlige og bratte Død en tung Sorg, som vel aldrig overvindes helt her paa Jorden, men vi bøjer os under Herrens Haand. Jesus siger jo: "Hvad jeg gør, ved du ikke nu, men du skal forstaa det herefter"
Marie Hansen født Christoph
Christiansfeld, den 27. September 1917 |