| Levnedsskildring |
Battaillonsskoven og Tvillingeskoven på højden 100. Det var en herlig morgen, og vel ingen anede, hvor hed dagen skulle blive. M. Heel befandt sig i min deling, og vi gjorde vort maskingevær færdig og kun udrustet med livrem og gasmaske løb vi gennem løbegraven forud til besættelse af skyttegraven. Ved en halv time befandt vi os allerede der i den heftigste ild, da vi måtte videre. Vi besatte en grav ved højderyggens rand og her blev vi liggende i svær ild indtil om eftermiddagen kl. 2. Nede ved foden gik det hårdt til. Franskmændene gjorde et angreb og 12. kompagni måtte rykke ned til forstærkning af 9. komp. Dette var nok den tungeste gang, thi løbegraven var helt sønderskudt, så man måtte søge dækning fra det ene granathul til det andet. Han holdt stadig graven under artilleriild og indgangen til stillingen bestrøges med maskingeværer. Det var os vel hårdt uden nogenlunde dækning og ved højlys dag at forsvare den 1000 m lange med jernsplitter besåede vej, men det hjalp ikke; Derved forblødte kammeraterne under heltemodig kamp og vi måtte bringe dem forstærkning. Ved½3 tiden gik jeg fremad med mit maskingevær med 8 skridt afstand og således hoppede vi fra det ene hul til det andet. Hell løb som tredje, og snart havde han indhentet mig, da jeg liggende i et granatkrater forbandt en såret kammerat. Også den fjerde indhentede os, medens de andre blev såret liggende, og vi styrtede fortvivlet videre, gennem pulverdamp og splinter med den tunge patronkasse. Kun få meter og vi kastede os atter udmattet ned. Kræfterne syntes at svigte os, men granaterne drev os fremad, indtil vi atter afkræftet blev liggende. Næppe havde vi udhvilet os lidt, så gik vi videre - og da skete det. Truffen af en kugle sank Helle til jorden. Vi kunne næppe tro det, sådant indtryk gjorde det på os, Men der var ikke lang tid til eftertanke for os. Kuglerne peb os om ørerne, og vi måtte videre ind i kampen. Et sidste blik - et levvel til denne ædle kammerat og ven, som har måttet lade sit liv som helt. Ja en kær kammerat var han os og enhver i hele kompagniet havde ham gerne.
Så måtte vi her, kort foran vor stilling lade ham blive liggende uden at kunne fratage ham noget som helst. Om aftenen er han på dette sted under stadig svær ild bleven jordet af vor sanitetsunderofficer og en sygebærer. Også for dem var det på grund af den store ild umulig at fratage ham noget, hurtig og under fare for deres eget liv havde der måttet stede ham til den sidste hvile.
Videre raser kampen her og vel endnu så mangen må lade sit liv, men æret være deres minde! De ydede det umuligste!
Sundsmark d. 30. december 1917
Anne Marie Hell, født Jensen |