| Levnedsskildring |
Fortsat fra forrige opslag..
deltage i de hårde kampe som husar skrev han i hvor er jeg glad jeg er færdig med læretiden, og fortalte ham hvor meget han fik om måneden, blot denne krig dog nu ikke må gøre en brat ende på det hele; men han håbede freden skulle komme før han kom ind; dog dette hans håb blev skuffet, den 2. november måtte han stille i Flensborg og blev sendt til Rendsburg sammen med mange unge alsinger, af hvilke en af hans bedste venner blev Jens Petersen fra Kjær, de to holdt sammen hele tiden, og da turen kom og de var færdige der til at komme ud, blev en af dem udtagen, men så meldte den anden sig også, og de fulgtes så ad, hvor meget ondt Mathias også døjede derude i det fjerne, altid var han munter og veltilfreds i sine breve som han sendte hjem og håbede at herren ville holde sin beskærmende hånd over ham, at han måtte komme sund hjem igen, kun en gang var han hjemme på orlov fra fronten og da var hans ven Jens Petersen også med, hvor glad var han ved at være hjemme lidt ved sine kære, som han holdt så meget af, hvor rørende var det at se ved hans afrejse, da han derude på banegården i Sønderborg gik og legede med sin søsters lille dreng, for at skjule for os hvor dybt bevæget han var vbed at tage afsked med sine kære forældre, sin søster og mig, hans svigerinde, som alle ledsagede ham; da toget satte sig i bevægelse fik Mathias et klap på skulderen at sin ven, Jens, som rejste samme dag også, og denne sagde: Vi to holder sammen, og toget gled så afsted med dem om hjørnet derude, mens de tilvinkede os et sidste farvel, for aldrig at bringe dem igen; i april 1917 var hans broder Chresten hjemme på en 6 ugers orlov og Mathias havde fået sin søster til at søge ind for sig til også at komme hjem i denne tid, i hvert brev skrev han, at han håbede at komme før Chresten rejste igen, da de ikke havde set hinanden i halvandet år. Orloven blev han også bevilget, men desværre nåede han ikke at komme hjem til sit jordiske hjem mere, da han den 4, maj ramtes af en fjendtlig granat i hovedet, så han døde straks. DEn 7. maj indgik også hans ven Jens Petersen til den evige hvile, idet han blev efterskreden i en skyttegrav, så var de to unge håbefulde gode mænds saga helt sluttet, hvor dyb sorg blev der i hans hjem, da brevbæreren den 11, maj kom med brevet fra hans kompagnifører, at Mathias havde fået et hovedskud, og var død på stedet. For hans kære forældre blev det et dybt sår, som aldrig kan blive lægt, ved at miste sådan en så god, dygtig, altid veltilfreds og håbefuld ung søn i denne blodige krig, for hans broder Chresten har det også været en forfærdelig efterretning at få i det fjerne, hvor han slet ingen har haft at dele sin store sorg med over sin så meget afholdte unge broders død.
Også for hans 4 andre søskende, og især hans søster, som i året 1915 mistede sin kære mand og sidder med 2 små drenge, og for mig, hans broders Chrestens hustru, betyder hans bortgang et hårdt slag, som aldrig bliver glemt. Hans forældre eneste trøst kan være det gode eftermæle som deres kære søn har efter sig. Alle vil holde hans minde højt i ære, alle naboer og venner gik det som en gysen igennem, da det spurgtes at han var falden; søndag den 3. juni holdtes der en sørgegudstjeneste over ham og hans ven Jens og to andre faldne i sognet i Ulkebøl kirke om eftermiddagen klokken 2½ og kirken var stuvende fuld, et tegn på hvor afholdt de faldne havde været!
Fra en god kammerat ved samme kompagni har hans pårørende modtaget efterstående brev, som fortæller om hans sørgelige endeligt.
Det var den 4. maj om morgenen, da der efter en heftig spærreild indtraf befaling til at besætte reservestillingen mellem..
Hermed slutter dette opslag, men det fortsætter i næste opslag |