| Levnedsskildring |
En kort beskrivelse om min kære broders levnedsløb.
Han min kære broder var den yngste af alle os 9 søskende blev passet og plejet godt af sin gamle moder, som var enke siden den vinter, hvor min broder blev konfirmeret, det er et velsignet minde af at have af sin gamle moder. Hvor højt jeg har elsket min bror får jeg nu først og sidst at fornemme, da han er borte fra os. Da han var 29 år gammel skaffede han sig et hjem an, så kom der vel så meget som han ikke selv tænkte på, og Gud alene ved hvad han alt har gået igennem så kom den grusomme krig som min kære bror også måtte tage del i. Han rejste først til Berlin og der blev han uddannet efter 3 måneder var han første gang på orlov men blev kun få dage hjemme da der kom telegram efter ham han måtte til Berlin og iklædes til fronten. I de sidste breve han skrev fra Berlin skriver han den 13. september.
Min elskede hustru! I dag er det mandag da har vi igen modtage en hel del [kanikkelæses] kød i konserve dåser og kaffe, jeg forstår ikke hvad vi skal have al den stads til, det giver jo en trist stemning, men det må jo være nødvendig alt sammen ellers behøvede vi jo ikke at have det med. På en måde har det været en stor dag. Vi har været i kirke og fået en hel god prediken, og hvad der var allerbedst, vi modtog den hellige nadver, det var helt festlig, det gjorde mig ondt at en hel del ikke gik med, thi det var jo frivillig, man kan jo se sindelaget, de kymre sig ikke meget om Herren, men kanske lader de sig bedre tale derude når kuglerne piber. Herren give det snart må få ende. Jeg var dog så glad at jeg måtte nyde Herrens legeme og blod før det gik løs, det styrker troen, nu må du jo ikke sørge kære Anne, som de der ingen trøst have, lad os dette vor tillid til Herren, og han vil føre alt til vort bedste. Hils nu alle kære fra mig og glem ikke at bede for mig og nu en inderlig hilsen til eder alle sammen din Andreas.
Den 14. september skriver han, Min inderlig elskede hustru! Nu er det tirsdag og vi er helt færdige til at drage afsted, men ingen ved noget bestemt, de mener på torsdag morgen, men det kan og komme før, jeg ved ikke kære, men jeg synes jeg er helt tryg, og har fuld tillid til Gud, jeg tror det vil ikke vare længe, men dog kan det drage sig hen, det er jo en forborgen sag for den ene som for den anden med Herren ved det. Nu min kære Anne må du jo mande dig op, og vær modig og stærk i Gud vor Fader, jeg beder ver dag for dig at han vil være dig nær med sin bistand, og jeg er forvisset om at han vil gøre det, han vil hjælpe dig over alle genvordigheder, skænke ham hele din tillid i småt som stort, og jeg trøster mig også med at du beder for mig, det er en trøst, det bærer og styrker og giver trøst når modet begynder at synke, jeg tænker så lidt som mulig på alt det grimme som komme kan, thi da bliver man hel kummerfuld, men jeg tænker for mit vedkommende, hvad enten du lever eller du dør, da er du Herrens, og den Gud du dyrker er den faderløses forsørger og enkens forsvar, og han har sagt "Tro på den Herre Jesus så skal du blive salig du og dit hus, og når det er opnået, da har Herren nået sit mål med os, dog vil jeg hermed ikke sige at jeg anser døden som en overvunden fjende, men da har jeg, kære Anne og den har jeg tilkæmpet mig fra Herren, det er ikke af mig selv, Herren har skænket mig den, og min faste beslutning er at gå hvorhen jeg bliver befalet, men til intet her på jorden er at jeg må bevares i troen og jeg engang må komme sund og uskadt hjem til eder i kære, da vil vi fejre en glædesfest i vor familieskød, nu en ret inderlig hilsen til eder alle i kære derhjemme fra eder til døden vor fader.
Den 15. september 18.15. Min inderlig elskede hustru! Nu er det onsdag og nu er dagen kommen hvor vi må rejse, det går jo til Rusland, men jeg tror det er bedre for livsfarens skyld, men det er jo sådan, hvem Herren vil bevare den er uden al fare. Glad er jeg kære Anne, at du ikke er her, det ville være dobbelt svært for os begge, nogle har ladet deres hustruer komme, men jeg tror de vil komme til at angre det, thi det er svært at skilles fra sine kære ---. Nu må du huske at bede for mig i tide og udlide, men mest når Herren minder dig derom, thi kære forbønnen har en stor magt når den er alvorlig. Nu jeg behøver jo ikke at påminde dig, thi jeg har den fulde overbevisning at du aldrig vil glemme mig, tag dig af vore kære små, opdrag dem i tugt og Herrens formaning, lad os holde os helt til ham, så vil alting nok gå, og jeg har den fulde fortrøstning til Herren at han er mægtig til at føre os hjem til eder igen, hvor herlig var det om vi måtte fejre jul sammen i vort kære hjem så var jo alt vel, men ikke sandt kære, vi vil ingen betingelse stille Herren, thi vi....
Herfra kan der ikke læses mere pga. at der er et stykke linjeret stykke papir lagt ind i levnedsbeskrivelsen.
Det berettet: Men Herren mente det anderledes, den sidste dag den 20.oktober 1916.
Om aftenen kl 7 - 8 blev han truffen af en granatsplitter i baghovedet, hvilket havde hans hurtige død til følge, han fald ved Langenmark i Flandern, den 22. oktober blev han begraven. Feltpræsten talte over det Guds ord. Joh. ev. 15,13.
Ingen har større kærlighed end derved, at En sætter sit liv til for sine brødre. Han ligger begravet på kirkegården III. I Garde Reserve Division grav nr. 150.
Herren velsigne hans minde blandt os.
Anne Margretha Hansen
Kliplev den 21. april 1919. |