| Breve |
Russisk Polen d. 11. -7. -15.
I længes vist efter at høre fra mig. Vi går stadig nordpå. Vi marcherer dag og nat og ved ej hvorhen. Nu ligger vi på en stor åben mark og holder hvil. Jeg forstår slet ikke, at jeg kan holde det ud. Da vi drog fra Skieunewice havde jeg 38 gr. feber , men med måtte jeg. Træt og udmattet er vi alle. Det kan i sandheden siges, at der stilles store krav til den tyske soldat. Det er en ynk at se her i Polen, hvor vi kommer igennem er næsten alle byer jævnede med jorden. Ja, I kan derhjemme, jeg håber jo dog I har det godt. Mon disse svære tider dog ikke snart skulle være til ende? Vi vil håbe det bedste og lade Gud råde. Indtil denne dag har han jo stået os nådig bi, og vi vil bede ham også gøre det i fremtiden. Jeg lå i nat og tænkte på den sidste gang jeg var hjemme fra Flensborg. Da jeg begyndte at pakke mine sager og lille Mads der anede udråd, kravlede op, på bænken og gentagen gange spurgte: "Far, hvor skal du hen? Han ville så absolut med mig hen til soldaterne, og græd sine modige tårer, da jeg forlod eder på vejen. Ak ja, tanken om de kære små er mig dog til opmuntring.
Russisk Polen d. 18 - 7 - 15.
Jeg vil blot meddele eder, at jeg har det nogenlunde. Vi har ligget i blodig slag i 5 dage. I dag er vi bleven afløst. Mange, mange har måttet lade livet også fra Nordslesvig. Så snart jeg kan, skriver jeg brev. Vi har heller ingen post fået i flere dage. Håber I må have det godt derhjemme. Gud bevare os alle.
Russisk Polen d. 22-7-15.
Nu har jeg igen lidt tid tilovers. Det er ellers ikke nemt, at få tid til at skrive, vi har ingen ro hverken dag eller nat. At spise får vi næsten heller intet, da bagagen og proviantkolonnen ikke kan komme så nær på fjenden. Der siges dog, at vi får post i eftermiddag, så giver det måske en lille opmuntring hjemmefra, og så er man bedre tilpas igen og Gud taknemlig. Ja, min egen kære hustru og børn, Gud har været os nådig, husk og tak derfor. Hårde blodige kampe har jeg været med i og er blevet skånet helt og holden. Nu lader det imidlertid til, at kampen her også ender med skyttegravskampe og disse er ikke så farlige og medfører ikke de store mennesketab, som kamp i åben mark gør. Vort regiment i tab har også været ulykke. Her har det regnet meget i den sidste tid, tit er vi bleven gennemblødte, men tøjet må jo blive på kroppen til det bliver tørt igen. Vor seng er hvor vi går og står, vi smider os ned, når vi ikke kan mere. Nu kære hustru, nu blev jeg ellers glad. Tænk, nu kom posten og bragte brev fra dig fra 15 og 17ds. og brev fra bedstefar og bedstemor foruden nogle flere og 5 Hejmdal (Avis). Ja, lad os nu håbe, at den gode Gud snart vi standse denne forfærdelige ødelæggende krig.
Russisk Polen d.2 - 8- 15.
Det lader næsten til, at vi skal have lidt ro i dag. Jeg vil da fortælle eder lidt om, hvordan vi tilbringer en sådan. Vi havde sidste nat en meget anstrengende marchtur, jeg husker vi gik omkring ved 21 km, og vi har jo altid ca. 50 pund (25 kg) at slæbe på. Først klokken 12½ kom vi til bestemmelsesstedet. Vi kom ind i en gammel lade smed os ned og sov straks ind. Jeg vågnede dog tidlig, da jeg frøs. Stod derfor op og kogte mig lidt the. Jeg fik nogle tabletter hos lægen for maven, de kunne ganske vist smage bedre, men da jeg mærker,
Fortsættes i næste opslag |